Siden 1901 har Frederiksberg været en enklave i hovedstaden. En sten i skoen, man burde gøre noget ved, har man ofte ment på Københavns Rådhus. Men sådan er det, og sådan bliver det nok ved med at være, for selvstændigheden har dybe rødder.

Omkring 1620 anlagde Christian IV Ladegården som et privat mønsterlandbrug ved Sankt Jørgens Sø. Her var vidtstrakte marker, som mod øst grænsede op til søen, mod nord til Ladegårdsåen, mod vest til Grøndalsåen og mod syd til landsbyen Valby og forstaden Vesterbro.

Ladegården havde sin tid, men med få ændringer er det stadig kongens gamle grænsedragning, der skiller Frederiksberg fra resten af verden.

Omkring 1650 blev området koloniseret af en snes hollandske familier, som i 100 år havde forfinet jordbrugsdriften på Amager. De slog sig ned på begge sider af den senere Allégade, og således opstod der et landsbysamfund ved foden af bakken, hvor et kongeligt sommerpalæ blev opført i årene efter 1700.

Men nogen almindelig landsby var der aldrig tale om. Både slottet og hele området fik et kongeligt navn efter Frederik IV, og den nære beliggenhed til hovedstaden gjorde Frederiksberg til et ideelt sted at ligge på landet.

Også for den enevældige monark og når han om sommeren flyttede ud i sin dejlige have, måtte det meste af embedsapparatet naturligvis følge med.

Siden 1700-tallet har et betydeligt antal lystgårde sat deres præg på dette område, der hverken var by eller land, men noget helt for sig selv. Frederiksberg fik sin egen kirke og blev et selvstændigt sogn, som administrativt og økonomisk blev styret sammen med Hvidovre indtil 1858.

Øvrigheden var beskeden, og politi var der slet ikke brug for i de første mange år. Sognefogeden løste de problemer, der måtte opstå, og han sørgede for, at der blev indkrævet skatter og afgifter. En særlig vejpatrulje sikrede dog, at »ingen betlere og andre omstrejfende løsgængere forulejligede de højkongelige herskaber i anledning af højstsammes ophold på slottet«, og i begyndelsen af 1800-tallet blev der ansat en lokal politimester og en natvægter til at sætte en stopper for »lediggang, svir og betleri«.

Trods det kongelige navn var stedet ved at ændre karakter, for overalt begyndte jævne folk at brygge eget øl og omdanne deres beskedne boliger til krostuer med og især uden bevilling. Endnu var der kun tre egentlige gader: Den oprindelige, hvor hollænderne havde boet, den gamle Bredegade, som snoede sig hen mod et gadekær og endelig en nyanlagt forlængelse af Gammel Kongevej. Den var noget smallere end Bredegade, og så gav navnet sig selv.

Men overalt lå udskænkningsstederne som perler på en snor, og ingen kunne forhindre, at de blev »samlingssted for den laveste klasse«, eller endog benyttet som »tilflugtssted for forbrydere og andre slette mennesker fra København«. Det var mere end sognefogeden, og en enkelt natvægter kunne klare, og til at styre den voksende øvrighed måtte man have en kommunal rådsforsamling.

Den holdt først til i byens fattiggård på hjørnet af Allégade og den senere Hollændervej, men i 1886 fik Frederiksberg sit eget Rådhus på Lampevej. Den vej fik imidlertid et slemt renommé på grund af et rovmord tre år senere, hvorefter navnet ændredes til Howitzvej. Det kunne ingen have noget imod, men pladsen var trang. Kommunen voksede, og det samme gjorde behovet for et større hus, hvor politikere og kontorfolk ikke gik i vejen for hinanden.

Det stod færdigt for 60 år siden på den historiske trekant mellem byens oprindelige gader. De blev ryddet for et sammensurium af bygninger, og nu lever Smallegade slet ikke op til sit navn.