Alvorlige internationale konfrontationer kommer ofte overraskende. Man ignorerer varslernes alvor. I 1914 fulgte en krig, der udviklede sig til en imperium- og kulturødelæggende verdenskrig. Periodens politikere så – som i dag – storkrig som åbenlyst fornuftsstridig og utænkelig på grund af globaliseringen. Krigen kom, fordi Østrig-Ungarn troede at kunne opnå væsentlige magtpolitiske fordele i endnu en lille og kort Balkankrig som de to i 1912-13. Rusland støttede Serbien, Tyskland følte sig bundet til at støtte sin allierede, og Frankrig støttede Rusland. Vejen mod ragnarok var åben.

I 1962 ønskede regimet på Cuba krig, men blev holdt under effektiv kontrol af Nikita Krustjov, så vi undgik denne. Alle andre ledere end Castro frygtede – i modsætning til nu – akut risikoen for optrapning, hvis fjendtligheder startede. Men Sovjets følelse af ydmygelse gjorde, at den næste sovjetiske ledelse under Leonid Bresjnev indledte et opfattende oprustningsprogram. Sovjetunionens magt og indflydelse toppede midt i 1970erne, men indsatsen undergravede Sovjetunionens økonomi, samfundsmoral og fremtid.

Netop i 1970erne modnedes den unge KGB-officer Vladimir Putin. Han fulgte derefter frustreret nedturen. Den voksende sovjetiske opfattelse af sårbarhed og svaghed fremkaldte i efteråret 1983 en så paranoid frygt for et overraskende amerikansk kernevåbenangreb hos den syge sovjetiske leder Juri Andropov, at Sovjetunionen angiveligt påtænkte at slå først. Hvis det faktisk var tilfældet, blev denne ekstremt farlige situation først erkendt og accepteret af Vestens ledere flere år efter den skjulte krise, dvs. at man hverken forudså eller forstod krisen.

Vi er nu nok kun få uger fra en sandsynlig, alvorlig konfrontation, hvis fokus er Østersøen. Som andre kender jeg ikke fremtiden, men som generalstabsofficer var det efter 1979 min professionelle opgave at analysere militære og sikkerhedspolitiske situationer for at fastlægge muligheder og risici. Siden 1994 har jeg arbejdet med Baltikum, nu centralt placeret i den truende krise, og fra 2014 har jeg kunnet følge udviklingen som medlem af et internationalt netværk af bl.a. Ruslandsspecialister og bidraget til strategiske analyser, bl.a. i regi til den amerikanske tænketank RAND. Dette indlæg skrives i håb om at undgå, at vi som apatisk-optimistiske døvblinde fortsætter ud på den stærkt trafikerede motorvej.

Putins kreds ser verdensudviklingen siden 1990 som en katastrofe skabt af Vestens konspiration med støtte af forrædere som Mikhail Gorbatjov og Boris Jeltsin og deres liberale medløbere. Siden slutningen af 2011 har man kombineret stadigt hårdere intern medie- og befolkningskontrol med skridt, der udnyttede Vestens samfunds-naivitet, materialisme og hvad man ser som dekadent-liberalt forfald. Ved at fremme Vestens modsætninger arbejder Rusland på at genvinde sin ledende plads i verden. Gennem opportunistisk og ubegrænset anvendelse af de stadigt mere slagkraftige bedste dele af det russiske militær og med konstant misinformation om mål og virkelighed afskæres Vestens muligheder for rettidig reaktion. Overraskende handling uden begrænsninger er strategien for revisionen af udfaldet af Den Kolde Krig, ligesom det var Hitlers fremgangsmåde under angreb på Versailles-traktatens ordning fra 1936 til det gik galt 1939.

Putins forståelse af Europas svagheder er præcis. Dansk Forsvars situation er desværre typisk for næsten alle vesteuropæiske lande. I mistro til militær professionalisme og enighed om styrkernes fremtidige irrelevans som andet end værktøjskasse for symbolske bidrag har man bureaukritiseret, »civiliseret« og konstant reorganiseret gennem snart to årtier. Forsvaret er som Skat, men befolkningen føler ikke virkningerne. Med to hæderlige undtagelser udtaler de civile akademikere, der bliver konsulteret som eksperter, sig nu skråsikkert om militære spørgsmål uden at kunne gennemføre en systematisk, praktisk og erfaringsnæret, professionel militær analyse. Som de højtstående uniformerede managers kan »eksperterne« tro på, at man kan forstå og sammenligne militær magt alene på relativt pengeforbrug og ukritisk optælling af antal våben uden viden om de militære styrkers aktiviteter.

Den kommende konfrontation i Østersøen blev indledt i foråret gennem militære markeringer, ved intensiveret propaganda over for den russiske befolkning og med forberedelse af direkte kontrol med denne. Vi så risikabel flyvning mod den amerikanske destroyer »USS Donald Cook« 11. og 12. april og et RC-135-rekognosceringsfly 14. april. Den fysiske advarsel blev fulgt op diplomatisk af den russiske udsending til NATO, ambassadør Alexander Grushko, og 29. april generede man igen et rekognosceringsfly over Østersøen. Grushko truede, at Rusland »will take all necessary measures, precautions, to compensate for these attempts to use military force.«

Kreml mener nu, at vestlig militær tilstedeværelse i internationalt farvand i Østersøen ud for Kaliningrad er en uacceptabel trussel. Under Den Kolde Krig fandt sådanne aktiviteter sted rutinemæssigt uden risikable sovjetiske reaktioner.

I april startede Putin samlingen af hovedparten af de russiske sikkerhedsstyrker i et enormt paramilitært gendarmerikorps, Den Russiske Nationalgarde, direkte under ham, og man øgede arbejdet for at kvæle den politiske opposition før valgene til parlamentet, Dumaen, 18. september. Økonomien er i frit fald, der er stigende sociale problemer i provinsen, og i februar 2017 truer et 100-års jubilæum for forsøget på at skabe et anderledes Rusland ved at vælte autokraten.

Så blev den konstante kampagne mod balterne markant optrappet. Russiske medier beskriver altid balterne som »fascister«, der konstant gennemfører overgreb på den lokale russiske befolkning. Stalin omtales stadigt mere positivt, og historieforvanskning legitimerer et eventuelt militært indgreb mod landene. Men 5. maj bragte Vesti - Rossiya 24 TV i et program en totalt fiktiv nyhed om estiske indgreb mod en, ligeledes fiktiv, gigantisk Sejrsdagsparade foranstaltet af det russiske flertal i den nordestiske by Sillamäe.

Det er vanskeligt at se, hvorledes Rusland efter begivenhederne i april kan undlade at reagere skarpt på den amerikanskledede flåde- og flyøvelse, BALTOPS 2016, fra 3. til 18. juni i Østersøen med omkring 35 skibe og 70 fly. Formålet er at øve flådeoperationer – samt at demonstrere viljen til at forsvare Baltikum mod det russiske militære pres. Da Putin ikke kan vise svaghed ved at ignorere øvelsen, håber jeg, at vi overvejer vores reaktioner, hvis russiske styrker optræder endnu kraftigere end i april, og menneskeliv går tabt.

Det skal i øvrigt understreges, at russiske styrker nu uden reelt varsel kan gennemføre kupangreb fra Kaliningrad og Pskov mod baltiske nøglepunkter. Ingen af de tre lande opretholder et kupforsvarsberedskab. Vi har jo fred, selv om russerne påstår, at de er i krig med os.

NATOs topmøde i Warszawa 8.-9. juli tegner til at markere en begyndelse af lukningen af mulighedernes vindue for Rusland. Herefter vil mindre amerikanske og andre allierede styrker snart være på plads i Baltikum. Bl.a. Tysklands militære styrker bliver nu langsomt genopbygget og det direkte amerikanske militære samarbejde med Sverige og Finland modnes.

Rusland må fortsætte med at leve op til forventningerne om machohandling, når amerikanerne i juni »optrapper« i Østersøen. Med folkets økonomiske lidelser og sin stadigt stærkere højre-nationalistiske opposition skal Putin handle. Vi kan være så heldige, at reaktionen denne gang sker i Ukraine, Georgien, Sortehavet eller Moldova for at overraske ved uforudselighed. Passiv moderation er en umulighed, specielt når »fjenden« som nu er delt og forvirret. Tro ikke, at Vesten har god tid, for det har Putin ikke.