En hård kurs er det eneste, russerne forstår

Skal det officielle Danmark boykotte fodbold-VM i Rusland til sommer?

Den diplomatiske krise med Rusland efter giftangrebet på en russisk eksspion og dennes datter i Salisbury, Storbritannien, kan nu få konsekvenser for den danske tilstedeværelse ved verdensmesterskabet.

Direkte adspurgt af DR sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen: »Det kan man bestemt ikke udelukke, men det er ikke noget, jeg står og konkluderer. Det afgørende er, at vi får vist Rusland, at vi ikke accepterer denne fremfærd.«

På mandag er Løkke vært for den britiske premierminister, Theresa May, og foruden Brexit vil forholdet til Rusland præge dagsordenen.

Når den britiske regering trods mangel på endegyldigt teknisk bevis føler sig overbevist om, at Rusland står bag giftangrebet, er det rigtigt, at vi står skulder ved skulder med Storbritannien og foretager konkrete modsvar – mest spektakulært med udvisningen af russiske diplomater.

Det er ikke overraskende, at russerne rutinemæssigt har benægtet enhver indblanding i giftangrebet, og at de svarer igen på udvisningerne ved selv at smide vestlige diplomater på porten, er næsten forudsigeligt. Omverdenen må endelig ikke tro, at Rusland ryster i bukserne.

At lade danske ministre og medlemmer af Kongehuset blive hjemme fra VM vil langtfra være at skyde gråspurve med kanoner.

Det Rusland, som Vladimir Putin netop har vundet endnu en overvældende valgsejr i, respekterer kun hårde udmeldinger.

Det er desuden afgørende, at Vesten formår at fremstå samlet. Den gamle KGB-mand, Putin, er både opsat på og dygtig til at slå sprækker i sine modstanderes sammenhold.

Da den afhoppede russiske efterretningsofficer Aleksandr Litvinenko blev myrdet i London i 2006 med en dosis af det radioaktive stof Polonium 210 i sin te, nåede den officielle britiske undersøgelse frem til, at ordren kom fra allerhøjeste sted i Kreml.

Alligevel var det dengang så som så med konkrete britiske reaktioner, hvilket Putin og hans folk givetvis tolkede som et udtryk for, at briterne manglede rygrad, og at Rusland kunne handle – groft sagt – efter forgodtbefindende.

På samme måde var Putin ikke sen til at samle bolden op i Syrien og hjælpe Bashar al-Assad med at blive ved magten, efter at USAs daværende præsident, Barack Obama, udviste mangel på stålsathed.

Der kan ikke herske tvivl om, at Rusland har alt andet end godt i sinde for EU og NATO.

Foruden giftmord og forsøg derpå skal nævnes cyberangreb på det danske forsvarsministerium og det tyske parlament samt indblandingen i det amerikanske valg.

Og naturligvis først og fremmest invasionen af Krim og det østlige Ukraine, der fandt sted kort efter Putins statusprojekt – vinter-OL i Sotji 2014.

Et gammelt argument lyder, at man skal adskille sport og politik. Det er også ofte sandt, men når det gælder den eskalerende krise med Rusland, er det altafgørende at vise sammenhold og handlekraft.

Ligesom det var rigtigt at udvise de russiske diplomater vil det være rigtigt, at det officielle Danmark udebliver fra VM.

Hvis vi skal gøre os håb om en konstruktiv dialog med russerne, skal det ske fra en styrkeposition, som de vil respektere.