Sociologen Max Weber er for længst død, men kunne han stå op af graven og læse Karina Pedersens bog, ville han formentlig være faldet død om én gang til.
Få ting er i det danske samfund så smertefulde som kritik af vores velfærdssamfund.
Det er det tætteste, vi i vores gennemsekulariserede samfund kommer på en guddommelig instans, men konstruktionen er så langt fra perfekt.
I en ny bog, »Helt ude i hampen. Mails fra underklassen«, udstiller Karina Pedersen dets svagheder – set fra bunden.
I en række mails til en veninde beskriver forfatteren underklassen, som hun selv har oplevet den. Hun er opvokset i Korskærparken i Fredericia med en fordrukken mor, fraværende far og et par småkriminelle brødre. Bogen indledes sådan her:
»Ved du hvad, hendes far havde for vane – eller rettere uvane – at ringe til hende og sige: »Du kan godt begynde at tage bukserne af, for nu kommer jeg og knepper dig«.
Og sådan kører det ellers derudad i 95 mails med misbrugshistorier, omsorgssvigt, tvangsfjernelser, tæsk, druk, depression og prostitution. Fortalt skiftevis ironisk og sarkastisk, men aldrig nøgternt – det her er en subjektiv fremstilling, og når Karina Pedersen skriver, »Årtiers omgang med underklassen har presset min medmenneskelighed ud af mig«, er det nok desværre sandt.
For der falder ikke ét eneste kærligt ord undervejs. Særligt ikke om hendes mor, der beskrives som en misbruger uden lyst og evne til at passe sine børn, måske endda grænsende til fattesvag og kun villig til at bruge penge på sig selv.
Karina Pedersen skriver: »Jeg hader simpelthen den kvinde, og den dag, hun dør, holder jeg en stor fest. Jeg er ligeglad med, hvad folk siger. Jeg har tænkt mig at feste.« Efterfulgt af en smiley.
Hver eneste mail fortæller en historie om et miljø, der set fra et mere privilegeret sted er befolket af sagesløse stakler, som bare skal have en hjælpende hånd og lidt flere penge.
Men underklassen mangler ikke penge, skriver Karina Pedersen, den mangler moral. Hun gengiver, hvordan man i provinsghettoen er mere optaget af gå til banko end i at gå på arbejde og generelt er mere interesseret i at få noget af samfundet fremfor at give noget igen.
Penge går ikke til ens egne børn, men til sprut og smøger, og i det omfang børnene optager hendes mor, er det som midler til at få flere penge fra kommunen.
Men Pedersen retter ikke kun en kritik mod sin mor, familie og mange af de mennesker, der befolker Korskærparken. Hun retter den også mod de sagsbehandlere, der virker uden interesse i at løfte folk op fra bunden.
»Hvad er en sagsbehandler uden klienter? Arbejdsløs, må svaret være,« skriver hun og peger på, at de færreste vil save den gren over, de selv sidder på.
Hun mener ikke, at sagsbehandlerne tager et reelt ansvar for klinterne og hjælper dem videre. I stedet fodres klienterne af med flere penge og fastholdes i passivitet.
Det sociale system afhjælper således ikke problemer, men skaber dem, og hvis samtlige sagsbehandlere blev fyret, ville det ikke gøre nogen forskel – det ville kun gøre op med den forestilling, at sociale indsatser nytter.
Karina Pedersens overordnede ambition med bogen er at »være en flue i velfærdssuppen« og vise, at den moralske fiber, der holder velfærdssamfundet sammen, mangler i bunden. Det er hård kost, og muligvis også for hård, hvilket debatterne omkring bogen allerede nu har demonstreret.
Velfærdssamfundet er nemlig en hellig ko, og al kritik betragtes som blasfemisk. Da Yahya Hassan for et par år siden kritiserede indvandrermiljøet og den ghetto, han er rundet af, gik det heller ikke af. Pedersen er på mange måder en hvid, kvindelig udgave af digteren. Samme indignation, samme badass-attitude og samme dødsforagt over for tabuer.
Hun gør op med myten om den ædle fattige, der bare skal have lidt julehjælp og velfærdsstøtte – så er vedkommende snart en del af middelklassen.
Det mener Karina Pedersen ikke at have set eksempler på.
Men hun er sjovt nok selv et eksempel. Forfatteren kan takke velfærdssamfundet for folkebiblioteket og gymnasiet og endda for at blive betalt af skatteborgerne for at læse Østeuropa-studier og sociologi på universitetet. Naturligvis har velfærdssamfundet systemfejl, og »Helt ude i hampen« viser, at den nok største systemfejl er udviklingen til et afladssamfund uden krav til såvel ydere som nydere.
For vores velfærdssamfund må nødvendigvis vakle, hvis ikke det hviler på det, sociologen Max Weber engang roste os for at have, nemlig en solid arbejdsetik. Weber er for længst død, men kunne han stå op af graven og læse Karina Pedersens bog, ville han formentlig være faldet død om én gang til – hvis altså hendes personlige skildringer kan bruges til at generalisere om en hel socialklasse.
Titel: Helt ude i hampen. Mails fra underklassen
Forfatter: Karina Pedersen.
196 sider, 149,95 kr. Gyldendal.