Selv om Ny Alliance måtte få den afgørende rolle, som meningsmålingerne har tillagt partiet gennem det meste af valgkampen, og selv om partileder Naser Khader forlanger, at regeringen går af, kan Anders Fogh Rasmussen (V) blive siddende, indtil et flertal i det nye folketing stemmer ham ud ved hjælp af en mistillidsdagsorden.

Det mener professor Michael Hansen Jensen fra juridisk institut på Aarhus Universitet.

Under normale forhold antager eksperterne, at en statsminister bør gå af og dermed udløse en dronningerunde, lige så snart et flertal kræver det. Men denne valgkamp adskiller sig fra de fleste andre. Ny Alliance, der altså står til at få de udslagsgivende mandater, har ikke forlangt en anden regering. Tværtimod ønsker partiet, at Fogh Rasmussen skal fortsætte, bare med større afstand til Dansk Folkeparti.

»I hvert fald så længe Ny Alliance ikke klart har tilkendegivet, at man ønsker en anden regering, kan der efter min mening ikke herske tvivl om, at statsministeren ikke er statsretlig forpligtet til at indgive sin afskedsbegæring,« skriver professoren i et synspunkt på Berlingske Tidendes debatsider i dag.

Fra Aalborg Universitet lyder samme vurdering fra valgforsker Johannes Andersen.

»Det mest logiske er, at Anders Fogh Rasmussen vil sige, at der ikke er et flertal imod mig, og derfor fortsætter jeg,« siger Johannes Andersen til Ritzau.

I København er professor i statskundskab Tim Knudsen ikke så sikker. Han mener, at medmindre Khader udtrykkeligt siger, at Ny Alliance ikke vil stemme for et mistillidsvotum, må man opfatte kravet om en dronningerunde som en uudtalt trussel om et mistillidsvotum.

»Der er ikke enighed, men jeg tror, at den overvejende mening blandt kyndige folk er, at Fogh ikke bare kan ignorere Ny Alliance. Når der står et parti med de afgørende stemmer og kræver dronningerunden, så tror jeg, at han må følge det. Men der vil være dem, der har den modsatte mening,« siger Tim Knudsen.

Dronningens rådgiver
Uanset om statsministeren går af eller ej, fungerer han som Dronningens rådgiver helt frem til, at en ny regering er dannet. Det er statsministerens ansvar at råde Dronningen på en måde, så en ny regering ikke bliver mødt af en mistillidserklæring, første gang den fremstiller sig i Folketinget.

Blandt statsretslige eksperter er der forskellige opfattelser af, hvor forsigtig statsministeren skal være, når han rådgiver. En af de statsministre, der har optrådt måske unødvendigt forsigtigt efter et valg, var Poul Hartling (V).

Ved valget i begyndelsen af 1975, efter et år med den »smalle« Venstreregering, havde Hartling fordoblet sit mandattal, og under dronningerunden pegede et flertal af borgerlige partier inklusive Fremskridtspartiet på Harling. Men da Hartling var klar med en firkløverregering, udtalte Fremskridtpartiets leder Mogens Glistrup i radioen, at det da ikke var sikkert, at Hartlings nye regering ville overleve længere end til hans kones fødselsdag en måned senere.

Hartling aflyste regeringsdannelsen og rådede i stedet Dronningen til at gennemføre en ny forhandlingsrunde, som gav statsministerposten til Anker Jørgensen. Efterfølgende har det været omdiskuteret, om Hartling med statsretten i behold kunne have henholdt sig til, hvad Glistrup havde sagt til Dronningen, og så have satset på, at Glistrup ikke ville stemme en nydannet borgerlig regering ud.

Da Schlüter gik
I 1993, da kommissionsrapporten om Tamilsagen gjorde det klart, at Poul Schlüter ville gå af, overvejede Schlüter og Venstres daværende formand, Uffe Ellemann-Jensen, ifølge oplysninger til Berlingske Tidende dengang, at konstituere Ellemann-Jensen som statsminister. Som konstitueret statsminister kunne Ellemann-Jensen sondere mulighederne for en ny borgerlig regering og desuden bevare retten til at udskrive valg.

Men ideen blev opgivet, da statsretseksperter gjorde opmærksom på den oplagte risiko for at blive mødt af en mistillidserklæring i Folketinget. Enden på historien blev derfor, til Venstres store forbitrelse, at den mere end ti år gamle borgerlige regering gik af uden valg.

»Vi pønsede ikke på statskup, som nogen lidt paranoidt forestillede sig. Men naturligvis kæmpede vi for magten,« forklarede Uffe Ellemann-Jensen på Venstres landsmøde i 1993.

Mødet med Dronningen
Partierne møder enkeltvis hos dronningen, typisk med partilederen og den politiske ordfører eller gruppens næstformand. De møder Dronningen alene, men medbringer deres råd på en seddel, som Dronningens kabinetssekretær modtager.

Partierne kan godt stille betingelser til deres råd - som for eksempel at de anbefaler, at en bestemt politiker får til opgave at lede forhandlingerne om en flertalsregering eller en regering bestående af visse partier. Forhandlingslederen behøver ikke at være statsministerkandidat.

I 1998 fik først den daværende folketingsformand Svend Jakobsen (S) og senere den radikale leder Niels Helveg Petersen til opgave at sondere mulighederne, inden de måtte overlade opgaven til Poul Schlüter. Den regering, der kommer ud af det, behøver ikke at have 90 mandater bag sig, men den må altså ikke forventes at få et flertal i Folketinget mod sig, straks den møder.

Grundloven bestemmer i øvrigt også, at et nyvalgt Folketing skal mødes senest 12 søgnedage efter valgdagen.