Det er lidt som med væddemål i sport. Jo mere usandsynligt udkommet er, jo bedre odds. Og på afrikanske statsobligationer er det muligt at finde rigtigt gode renter. Men med den høje rente følger også en stor risiko, understreger Michael Bergman, der er lektor i økonomi ved Københavns Universitet.

- Når investorerne ikke er helt overbeviste om, at landet kan tilbagebetale sine lån, så stiger renten kraftigt som kompensation for den ekstra risiko, som långiverne tager. Det er tilfældet i disse afrikanske lande. Derfor er det en fejl kun at se på renten. Man må også vurdere risikoen seriøst, for den er meget høj, siger han.

Den europæiske gældskrise har fået renterne på de "sikre" europæiske statsobligationer, som f.eks. de danske og tyske, til at styrtdykke, og det kan i disse lande være svært at finde investeringer i statsobligationer, hvor renten ikke er lavere end inflationen på omkring 2 procent. Det er med til at få pensionsselskaberne til at spejde mod Afrika for at få pensionsformuerne til at yngle.

En ugandisk statsobligation, hvor investoren først får pengene igen i 2014, blev udbudt med en rente på 10,25 procent. Men denne såkaldt nominelle rente er kun en del af den gevinst, som investoren potentielt kan få. Obligationens kursændringer har nemlig også indflydelse, og lige nu ligger den pågældende ugandiske statsobligation med en effektiv rente på omkring 13,5 procent.

Risikospredning ingen undskyldning

Fra pensionsselskaberne er en af forklaringerne på investeringerne: Risikospredning. Det er nødvendigt at sprede investeringerne bredt ud, sådan at pensionerne ikke bliver for hårdt ramt, hvis der pludselig bliver krise f.eks. i Europa.

- Argumentet om at sprede sine investeringer holder ikke, for der er intet empirisk bevis på, at det er bedst at sprede investeringerne maksimalt ud og købe aktiviteter i alle verdens lande. Man må spørge selskaberne, hvorfor de investerer der. For ud over risikoen er der også klare etiske dilemmaer knyttet til det, siger Michael Bergman til Berlingske.

Det hænger sammen med, at de penge, der lånes ud via en statsobligation, ikke er øremærket til noget specifikt, men blot finansierer statens almindelige forbrug. Dermed kan statsobligationskøbere komme til at støtte regimers krænkelser af menneskerettighederne, mener kritikere.

Michael Bergman forklarer mekanikken bag statsobligationerne på denne måde:

- Når staten ikke har penge nok til at dække sine udgifter, så må de låne, nøjagtigt lige som en husholdning. En statsobligation er en kontrakt mellem långiver og låntager, og heri er også bestemmelser om, hvornår lånet skal tilbagebetales, og hvad det koster at låne pengene. De er ikke øremærkede til særlige projekter, men går direkte ind i statens husholdningsbudget, hvor staten så kan bruge pengene til, hvad de vil, siger han.

Infografik: Er din pension investeret i blodobligationer?
Web-tv: Tag med Berlingske til DR Congo