En hård rationering af realkreditlån med afdragsfrihed og variabel rente sendte for nogle uger siden real­kreditbranchen på overarbejde, da reglerne skulle gennemføres med kun et par ugers varsel frem til 1. oktober. For­målet var og er stadig at forhindre, at lån med lempe­lige vilkår er med til at blæse en boligboble op – forstået som boligpriser, der stiger mere, end den underliggenede økonomi kan forklare.

Men i 11. time trak Erhvervsministeriet indgrebet tilbage, efter at en række uheldige effekter af indgrebet blev påpeget. Efter et par uger på høvlebænken tegner afløseren til den hårde rationering sig, erfarer Berlingske Business.­ Og den ser markant anderledes ud end den grænse på 15 procent af de samlede udlån, som realkreditinstitutterne måtte udstede som flekslån uden afdrag.