Der venter danske banker en stor ekstraindtægt på flere hundrede millioner kroner, når et permanent rentefrit lån under den såkaldte eksportmomsordning afskaffes om mindre end et halvt år.
Det rentefrie lån har gennem årtier gjort livet nemmere for primært små- og mellemstore eksportvirksomheder, der løbende har haft moms til gode hos Skat, da virksomhederne kan få en andel af dette udbetalt på forskud. Dermed har de sparet klækkelige summer på at låne penge af staten, men det er snart slut.
Omkring 1.650 danske virksomheder skal inden 15. januar 2018 indfri lån for i alt ti milliarder kroner, og dermed skal de på jagt efter ny finansiering i typisk de danske pengeinstitutter.
»For bankerne betyder det et øget forretningsomfang, og det kan jo kun være en lækkerbisken for dem,« siger John Norden, partner i Mybanker.
Hvor meget, en virksomhed skal betale i rente for at låne penge af banken, afhænger af flere faktorer. Men ifølge John Norden betyder reglerne om kreditinstitutters kapitaldækning, at bankerne skal have mellem 1,5-2,0 pct. for at dække omkostningen til kapitalbindingen.
Derfor er det også dybt godnat, mener han, når Skatteministeriet beregner de økonomiske konsekvenser for erhvervslivet til 120 millioner kroner 2018. Det bygger nemlig på, at de berørte virksomheder kan refinansiere til en rente svarende til renten på tiårige statsobligationer, der ligger på under 0,5 pct.
»Den kalkule hænger simpelthen ikke sammen. Selv om der er negativ rente, kan virksomhederne ikke låne til 0,5 pct., for så taber bankerne penge. Bankerne skal starte på omkring to pct. for at dække omkostninger til egenkapitaldækning og prisen på penge. Dertil kommer omkostninger, indtægt og risiko ved den enkelte virksomhed,« siger John Norden. Han anser det som realistisk, at flere virksomheder vil skulle betale tre-fire pct. i rente, og nogle vil opleve en meget højere rente, påpeger han.
Lars Krull, der er bankekspert og seniorrådgiver ved Aalborg Universitet, vurderer, at de fleste små virksomheder blot vil kunne forhøje deres i forvejen dyre kassekredit uden at opnå specielt gode vilkår.
»Der er slet ikke nogen tvivl om, at bankerne vinder på afskaffelsen af statens rentefrie lån, men bankerne påtager sig altså også en risiko, som det offentlige havde før,« siger Lars Krull.
