Familien Kamprad sidder stadig tungt på magten i IKEAs enorme møbelimperium, selvom grundlæggeren Ingvar Kamprad døde lørdag.
For flere år siden sørgede Ingvar Kamprad for at placere sine tre sønner Peter, Jonas og Mathias på centrale positioner i den kringlede forretningskonstruktion, som kontrollerer IKEA-koncernen. Nøjagtigt som det siden 1988 var tilfældet med deres far, har de tre sønner ikke beslutningsret over den daglige drift af møbelkæden. Men fra nøglepositioner i maskineriet bag IKEA, kan Peter, Jonas og Mathias Kamprad alligevel kontrollere selskabets fremtid.
