Når politikerne gerne vil have virksomhederne til at åbne dørene for handicappede og svage ledige, må de til gengæld sikre utvetydige regler på området.

Sådan lyder det fra Dansk Erhvev efter dagens dom fra EU-domstolen om den overvægtige pædagog Karsten Kaltoft, der i 2010 blev fyret af Billund Kommune efter 15 års ansættelse. I øjeblikket ringer virksomheder daglig til Dansk Erhverv med spørgsmål om, hvorvidt deres ansatte er beskyttet mod fyring og hvilke forpligtelser de har som arbejdsgiver. Det giver dagens dom ikke noget klart svar på.

»Dommen siger bare, at fedme kan være et handicap, hvis fedmen begrænser en ansat i at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre. Derfor har vi nu brug for, at Folketinget og domstolene giver nogle klare retningslinjer for, hvornår en ansat er handicappet og er særligt beskyttet på arbejdsmarkedet. I første omgang mener vi, at helbredsoplysningsloven bør ændres, så virksomhederne kan få de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere, om en ansat falder ind under kategorien handicappet« siger advokat Lotte Dickow Schmidth fra Dansk Erhverv.

Usikkerheden på arbejdsmarkedet er ifølge Dansk Erhverv især opstået i kølvandet på en halvandet år gammel EU-dom, der fastslår, at et handicap ikke kun behøver at være en egentlig funktionsnedsættelse, men også gælder hvis der er barrierer for, at en ansat kan udføre sit arbejde som samme måde som andre. I sagen om den overvægtige Karsten Kaltoft mente hans advokat netop, at arbejdsgiverens mulige fordom om overvægtige udgjorde en sådan barriere. Det skal retten i Kolding nu tage stilling til.

Kim Staack Nielsen, der er leder af netværket Dansk HR peger dog i modsætning til Dansk Erhverv på, at det vil være den gale retning at ændre helbredsoplysningsloven. Løsningen er i stedet, at virksomhederne arbejder mere med relationen til deres ansatte, mener han.

»På den måde mindsker de jo også risikoen for, at medarbejderen lægger sag an om erstatning, selv i de tilfælde, hvor de måtte blive nødt til at afskedige vedkommende,« siger han.