Vi har vandret i fire dage, da den første landsby i Zanskar dukker op. Kargyaks firkantede, hvidkalkede huse ligger i den brede, golde dal under en rustenrød bjergside. Husenes slidte trædøre når mig ikke engang til brystet. Vinduesrammerne er malet i klar rød, gul og orange, og på tagene ligger hø i en meters højde ved siden af tørret yakmøg. Det skal sørge for varme i lerovnen, når den lange, kolde vinter snart gør sit indtog.

For her, i en afsidesliggende del af Indisk Himalaya, er der ingen elektricitet. Her er ingen indlagt varme eller rindende vand i husene. Der er heller ingen veje, der fører hertil. Kun den vandresti, vi går på.

Den første landsby

Vi startede vores ugelange trek på vandrestien mellem Darcha og Pudum. Vi vandrede på en smal, stenet sti op gennem en dyb dal omgivet af spidse klippetinder. Krydsede brusende floder med iskoldt smeltevand fra gletsjere. Slog teltet op under himmelhvælvingen, hvor stjernerne hver aften myldrer frem, så snart solen er krøbet i skjul. Vi så ingen mennesker de første par dage, da det er sent på sæsonen og de fleste har forladt Zanskar i stedet for at vandre derind. Det har kun været Cassie og mig samt vores to følgesvende, Lobsang og Tashi, som vi har hyret til at tage sig af pakhestene, vi har med på turen.

De er et pudsigt makkerpar, som desværre ikke taler særligt meget engelsk. Cassie taler nok hindi til at kunne føre en samtale, men det her er et helt andet Indien end det, man finder længere mod syd. Her bliver der skuet mere mod Tibet, også hvad angår sproget. Tashi får dog forklaret, at han til daglig er munk i et af de store buddhistiske klostre i det sydlige Indien, hvor de fleste beboere er flygtet til fra det kinesiske styres systematiske undertrykkelse af tibetanere.

Han er hjemme på sommerferie og iklædt et par lange, løsthængende camouflage-shorts og en ulden sweater og bærer et par runde briller. Hans kompagnon, Lobsang, ligner mest af alt en lokal hipster med sine ultrastramtsiddende ternede bukser, en forvasket cowboyjakke ud over en hættetrøje og en bandana bundet om panden og det pjuskede hår. Det dunede overskæg sidder også lige i skabet. Det er ikke meget, vi ser til dem i løbet af dagene på stierne.

De sætter ud i et rasende tempo med hestene om morgenen, og vi møder dem igen om aftenen, når det er tid til at slå lejr. Dagene har vi for os selv under en dybblå himmel, hvor vinden leger tagfat med dunhvide skyer.

Minus 40 grader

Efter dages ensomhed på stierne er det som at vandre ind i en lille oase, da vi når Kargyak. Landsbyen er omgivet af bygmarker, hvor kornet bølger gyldent. De lokale er i gang med høsten, og vi ser de taktfaste slag og hug fra seglene i markerne – herude er der ingen maskiner.

Alt foregår ved håndkraft i en verden, der tager sig ud, som den gjorde inden industrialiseringen i det danske. Og der er ingen tid at spilde. Markerne skal høstes, for vinteren kommer snart. Og den er ingen spøg heroppe. I Zanskar falder temperaturen til minus 40 grader i den lange vinter.

Den eneste bilvej til omverdenen sner til i op mod otte måneder om året, så der skal arbejdes hårdt i sommermånederne. Når vinteren kommer, må man klare sig selv med, hvad man har fra husdyrene, og det, man har høstet i markerne.

Lyden fra yakoksernes bjælder blæser sagte ind fra markerne. En mand er i gang med at lave mursten af mudder, der skal tørre i den brændende sol. En kvinde med dybe furer i ansigtet stopper arbejdet for at hilse med et smil. En lille dreng, der bærer en endnu mindre dreng i en bylt på ryggen, kommer over for at stirre på os.

Det tager ikke mange minutter at vade gennem landsbyen, og snart vandrer vi forbi flere marker. Der er meget lidt, der kan gro her i over 4.000 meters højde: byg, hurtigvoksende hvede, ærter og ikke så frygteligt meget andet. Det er stadig et knoklearbejde at få markerne høstet. Et gammelt ordsprog her i Zanskar lyder, at så længe markerne er grønne, skal ingen historier fortælles. De skal gemmes til vinteren. Her arbejder de voksne ikke. Børnene går ikke i skole.

Familier samles i stedet i husene. De besøger hinanden. Spiser. Hygger. Drikker bygøl. Og her skal man nødig være løbet tør for historier. Selv husdyrene – yakokserne, gederne, fårene – bliver inviteret med ind i husene, hvor de bor i de yderste værelser og er med til at holde varmen. Udenfor ville de dø af kulde.

Vital for buddhismen

De næste par dage vandrer vi gennem Zanskar med kurs mod ’hovedstaden’, Padum. Stien er bred og bølger op og ned mellem landsbyerne, der ligger som en serie små oaser med hvide huse omgivet af gyldne marker. De står i stærk kontrast til de træløse, golde bjergsider. Vi vandrer forbi mani-vægge på flere hundrede meter, hvor tusindvis af sten er indgraveret med det buddhistiske mantra over dem alle: ’Om mani padme hum’.

Tibetanske cowboys med bredskyggede hatte rider af og til forbi på heste i små karavaner. En fyr, der vist har kigget lidt dybt i feltflasken med hjemmebryg, sætter gang i en samtale, og det tager ham en rum tid at indse, at hans zanskari preller af på os. Da det endelig går op for ham, stikker han i stedet tungen så langt ud af munden som muligt i en traditionel tibetansk hilsen. Zanskar ligger langt fra de traditionelle handelsruter, karavanerne gennem århundreder brugte, når de fragtede salt, silke og andre varer over de forræderiske pas i Himalaya. Det har betydet, at der har været meget lidt indflydelse fra verden udenfor.

Zanskar fik lov at være sit eget, mens verden forandrede sig omkring det. Området åbnede først op for udlændinge i 1970erne, og i dag finder man en tibetansk-buddhistisk kultur, der har haft trange kår i resten af Himalaya. Dalai Lama har sågar udtalt, at ’Zanskar er vital for den tibetanske buddhismes overlevelse.’

Hos nonnen i Khansa

En aften efter en lang, varm dag på stierne slår vi teltet op på en fin græsplet. Høje solsikker nikker venligt, og små, lilla blomster lyser op. Vi er i landsbyen Khansa, der består af et enkelt hus. Tashi fortæller, at familien i huset serverer lidt simpel mad, så snart banker vi på den tunge trædør, der som de fleste døre i Zanskar vender mod øst og den opgående sol, da det bliver betragtet som lykkebringende.

En kvinde i mørkerødt lukker op. Farven afslører, at hun er nonne, og hun inviterer os straks ind. Jeg halvt kravler gennem døren, der når mig til navlen, går op ad en dunkel trappe og ind i husets hjerte: køkkenet. Det er et stort rum, omtrent 15 meter langt. Loftet holdes på plads af svære poppeltræstolper. Over dem ligger mindre pilepinde, og under taget er der et tykt lag af kviste, der minder om lyng. De varer i 100 år, siger man i Zanskar.

Langs den ene væg er træhylder med potter, pander, tallerkener og krus, der står i nysselige rækker. Ovnen midt i rummet er dekoreret med buddhistiske symboler. Vi er godt slidte og synker ned på gulvet ved lave træborde. Vi har desværre ikke noget sprog til fælles og kan kun smile til hinanden.

En ældre kvinde dukker op, nonnens mor. Hun har tyk læderhud og langt, glinsende, sort hår, og hendes smil afslører, at mindst halvdelen af hendes tænder har ladt hende i stikken. Hun serverer bunker af ris, et læs kartofler og noget grønt, græslignende snask for os.

Jeg sluger glubsk måltidet. Så bliver smørteen serveret, en drik, jeg igen og igen har forsøgt at undgå nærkontakt med, siden jeg for 10 år siden for første gang blev udsat for den i Tibet.

Smørte er tyktflydende og suppelignende, brygget på harskt smør og tilsat rigeligt med salt. Den er utvivlsomt glimrende til at putte lidt fedt på knoglerne, men det smager så afskyeligt, som det lyder. Jeg hælder den gullige væske i mig under én lang kuldegysning. Jeg vil jo nødig være uhøflig.

Langt ude i en sidedal

Dagen efter traver vi ind i en gold sidedal, hvor en tør vind puster. Af og til rasler småsten ned ad bjergsiden, tumler over stien og dratter ned i Tsarap-floden hundrede meter under os.

Vi er på vej ind til det buddhistiske kloster Phugtal. Som mange tibetanske klostre ligger det utilgængeligt, så munkene kan få ro til at fordybe sig i de hellige skrifter, meditere og tage sig af dagens gøremål. Selv for Himalaya ligger Phugtal dog afsides.

Efter et par timers gang runder vi et hjørne og krydser en træhængebro, hvor farvede bedeflag smælder i bjergvinden, og foran os, flere hundrede meter over os, ligger klosteret og munkeboligerne på en nærmest lodret bjergside. Det ser uvirkeligt ud. Som noget fra en eventyrfilm. Eller en fjern fortid. Smukt og dramatisk.

Vi passerer et par kridhvide stupaer og støder pludselig på en ældre munk med furer i panden. Han sidder i skrædderstilling på jorden og rister tsampa – bygmel, der senere bliver brugt til at lave enten simple supper eller dejboller. Det er en fast bestanddel i diæten heroppe, hvor meget lidt kan gro. Munken smiler og peger på stien videre som for at sige, vi er velkomne. Vi skal bare fortsætte. Op mod hvælvingen højt på klippesiden, som klosteret er bygget ind i.

Det magiske kloster

Ifølge legenden var der for 1.000 år siden tre hinduistiske yogier, der havde vendt verden ryggen, som mediterede i hvælvingen. En buddhistisk lærd mand, en lama, vandrede forbi og forelskede sig hovedkulds i det ufremkommelige, afsidesliggende sted.

Han erklærede, at der burde bygges et buddhistisk kloster. Yogierne svarede, at det var hvælvingen alt for lille til, men lamaen udførte fluks et mirakel, hvorefter hulen voksede til sin nuværende enorme størrelse, og klosteret blev bygget. Der findes ingen andre versioner af historien.

Herude på kanten af Himalaya er legender og historieskrivning af og til det samme. Man ved dog, at klosteret blev bygget engang i det tidlige 12. århundrede.

Besøgende er stort set altid velkomne i Indiens buddhistiske klostre, og inden vi ved af det, har en ung munk taget os ved hånden for at vise os rundt. Han lukker os ind i mørke, støvede tempelrum, hvor fyrfadslysene flakker og kaster skygger fra de gyldne buddhastatuer op på væggene, der er prydet med falmede malerier af drabeligt udseende dæmoner. De har til formål at skræmme det onde bort. Vi kommer ud på det flade tag oppe under hvælvingens top og skuer ned mod floden flere hundrede meter under os, de gyldne bygmarker og et kor af munke, der sidder i skrædderstilling på et fladt tag under os. De spiser gule linser fra runde lerskåle og går så i gang med at recitere mantraer. De messer monotont, næsten hypnotisk. Uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke forestille mig, hvordan det er at leve deres liv.

I den gamle hovedstad

Et par dage senere når vi Zanskars gamle hovedstad, Padum. Vi er ved vejs ende. I hvert fald når det kommer til trekket, for der er ingen hurtig vej ud af Zanskar. Padum er mest af alt en langstrakt landsby, der ligger omgivet af marker, hvor det gyldne korn bølger i vinden.

Vi finder et fint homestay med vinduer på tre sider af vores værelse, der ligger på første sal. Gennem dem kan jeg se dalen åbne sig. På en lodret bjergside mod nord kan jeg skimte Karsha-klosteret, hvor jeg for syv år siden var til en rituel maskedansfestival med munke i dæmoniske masker, som drev det onde på flugt. Der skal vi over igen.

Der er også andre klostre, vi skal besøge i dalen. Vi er vandret ind i en af de mest afsidesliggende dale i Indien, og der er ingen grund til at skynde sig ud. Og når vi skal ud, venter der heldigvis et nyt eventyr.

Passet Pensi La med den enorme Drang-Drung-gletsjer. De formidable sletter ved Rangdum, hvor bjergene Nun og Kun tårner sig op i mere end 7.000 meters højde. De kendte buddhistiske klostre ved Leh. Men først skal vi have et hvil, og familien i vores homestay har inviteret på eftermiddagste. Nu beder jeg blot inderligt til, at den ikke er lavet med harsk smør og salt.