Hvordan kan det være, at alle indvandrere har nye, dyre biler, men når man kommer hjem til dem, bor de i billige lejligheder?«

Ercan Aldemirs bedste ven, Lars, stillede spørgsmålet, da de var i 18 års-alderen. Ercan kende ikke svaret, men han vidste én ting: Han ville have et liv, der var anderledes. Han var med egne ord en rigtig slipsedreng dengang og opsat på at komme frem i verden.

»Min far brugte det meste af sin tid i det tyrkiske cafemiljø. Min mor har ingen uddannelse, gjorde rent om natten og måtte også stå for alt i familien. Så det er klart, at jeg ville noget andet,« siger 43-årige Ercan Aldemir, der nu er direktør i Greens Catering, som har 1,6 kvadratkilometer under tag på Grønttorvet i Valby.

Han kom til Danmark som fem-årig i 1975, ældst i en børneflok på tre og kom til at gå i Hellig Kors Skole på Nørrebro:

»Vi var nogle få indvandrere i klassen, og jeg fandt sammen med danske drenge, selv om jeg voksede op lige ved Blågårdsgade, hvor vi var mange med indvandrerbaggrund.«

Efter folkeskolen gik han på EFG og derefter på handelsskole:»Jeg ville meget gerne i lære hos A.P. Møller. Det var det fineste sted, man kunne opnå at være elev, syntes jeg – og det var lige ved at lykkes, for jeg var til samtale to gange.«

Opsang hjalp

I stedet fik han elevplads i administrationen hos Brødrene Hartmann, der producerer æggebakker. Han var ikke helt tilfreds med arbejdsopgaver som at arkivere og sortere post, havde svært ved at koncentrere sig og begik en del fejl:

»Efter tre måneder blev jeg kaldt til samtale hos chefen. Han var stiktosset og sagde til mig, at jeg måtte gøre op med mig selv, om jeg ville være skraldemand eller tage mig sammen. Det hjalp,« siger Ercan Aldemir, der derefter kastede så meget energi i jobbet, at han fik lønforhøjelse i elevtiden.

Senere arbejde han i FIH Erhvervsbank, men blev fyret efter at have givet sin uforbeholdne mening til sin chef om et økonomisystem, som banken var ved at investere i, og som den unge Ercan mente, var utidssvarende og mangelfuldt:

»Der gik en uge, så var jeg fyret – men jeg har altid sagt, hvad jeg mener.«

Fyringen faldt sammen med, at hans far og lillesøster kæmpede med en grønthandel, som de havde åbnet i lejede lokaler på Frederiksberg:

»Det kørte dårligt, så jeg besluttede mig for at hjælpe dem. Sådan kom jeg ind i branchen,« konstaterer han, der siden købte forretningen, da han fik nys om, at 7-Eleven var interesseret i den, og bagefter forpagtede den til kæden. I stedet åbnede han for syv år siden grønthandelen Greens på Peter Bangs Vej sammen med sin lillebror.

»Vi så, at der var en Netto undervejs lige overfor, og det betyder en masse trafik. Dengang var deres grøntsagsafdeling dårlig, så det betød kunder til os,« siger han og fortæller, hvordan han og hans bror fik opbygget en god stemning i butikken, som trak stadig flere kunder til.

»Blandt mine gode kunder var Niels Helveg Petersen og hans kone, Kirsten Lee. Vi lavede sjov med hinanden – jeg kunne finde på at spørge hende, foran en butik fuld af kunder, om det var rigtigt, at det var Niels, der tog opvasken derhjemme . Og hun ville svare, at hendes mand ikke måtte komme alene i min butik, fordi jeg havde dårlig indflydelse på ham.«

Støt vækst

Lidt efter lidt arbejdede brødrene sig også ind i levering til cateringbranchen, først for den nærliggende og meget anerkendte Slagter Lund, som gav anbefalinger videre. Cateringdelen voksede til en størrelse, hvor det ikke længere var logistisk muligt at få plads til at laste varevognene på den travle Peter Bangs Vej. Grønthandlen blev solgt fra, og for fem år siden rykkede de ind på Grønttorvet i Valby og satsede rent på catering- og restaurationsbranchen.

»Min bror og jeg havde længe haft et liv, hvor vi stod op kl. 4 om morgenen og arbejdede til kl. 20, og bagefter var der regnskab. Nu skulle det være slut. Troede vi. Det viste sig, at det blev lige omvendt og vi måtte arbejde endnu længere for at få det hele op at køre. I begyndelsen mødte jeg kl. 22 og tog hjem efter kl. 6, og derefter var der telefoner resten af dagen. Vi arbejdede nærmest i døgndrift. Det var alt for hårdt.«

Til gengæld fik brødrene tilfredsstillelsen ved at se deres virksomhed vokse støt og hurtigt, og den omsatte sidste år for 115 millioner kr. mod 80 millioner kr. året forinden:

»Vi er især vokset ved, at andre har anbefalet os. Vi har nogle lækre og gode kunder som Slagter Lund og andre store, kendte erhvervskunder, som har markedsføringsværdi for os,« siger Ercan Aldemir og viser rundt i de velduftende 1.600 kvadratmeter store bygninger, hvor grøntsager, frugt, krydderier og kolonial fylder op på lange stålreoler og paller.Fra kl. 4 om natten er her en voldsom trængsel. Der ankommer varer fra blandt andet danske, hollandske og italienske leverandører, og 14 lastbiler pakkes for at køre dagens første tur til kunder i Storkøbenhavn.

»Efterhånden var det blevet umuligt at få plads til det hele, så vi har lige indviet den her tilbygning. Den kostede 1,2 millioner kr. at bygge,« fortæller direktøren under fremvisningen.

Den nye hal blev bygget, selv om det for længe siden er besluttet, at Grønttorvet skal flyttes fra grunden i Valby og gøre plads for boliger. Beslutningen om, hvornår det bliver, er imidlertid blevet udsat gang på gang. Til sidst valgte brødrene at satse på, at tvangsflytningen vil blive udskudt nogle år endnu:

»Selv om vi ikke ved, hvornår Grønttorvet lukkes, var vi nødt til at bygge ud. Vi kunne ikke være på pladsen længere. Så må vi se, hvor længe vi får lov at blive.«

Misundelse

Brødrenes succes er ikke gået upåagtet hen i branchen, og Ercan Aldemir fortæller, at der blandt andet er blevet spredt historier om, at de kan holde priserne lave, fordi de hyrer sort arbejdskraft:

»Men grunden er en anden, nemlig at vi får gode aftaler hjem med leverandørerne og ikke hiver pengene ud af virksomheden. Vi geninvesterer dem, så vi kan udvikle vores forretning. Vi kan nærmest ikke følge med efterspørgslen og må hele tiden ansætte nye mennesker,« siger Ercan Aldemir, der blandt andet lige har ansat en IT-ansvarlig. For kunderne skal bestille over nettet, i stedet for at ringe og afgive deres ordre, og det er efterhånden lykkedes at få dem til det – et kæmpe fremskridt, som har skåret mange timer af brødrenes arbejdsdag.

Som led i processen med at uddelegere ansvar og få nedbragt deres egen arbejdstid har brødrene headhuntet tre nøglemedarbejderne, som hver især fik mulighed for at overtage 10 procent af virksomheden efter et års ansættelse. Men væksten i virksomheden har været så voldsom, at arbejdsdagene stadig er for lange, erklærer direktøren.Hans søn, der i øjeblikket går i gymnasiet, har ikke ladet sig afskrække. Han har allerede erklæret, at han gerne vil overtage sin fars plads i virksomheden på et tidspunkt:»Det får han kun lov til, hvis han tager en længere uddannelse efter gymnasiet – ellers vil jeg hellere sælge det hele. Unge mennesker får for meget serveret på et sølvfad. Jeg har selv arbejdet hårdt for at nå hertil.«