For øjeblikket sidder Energikommissionen med Danfoss-direktør Niels B. Christiansen i spidsen og arbejder på et oplæg til en kommende energiaftale. Den nuværende af slagsen blev indgået i 2012, løber frem til 2020 og lagde rammerne for havvindmølleparkerne Horns Rev 3 og Kriegers Flak samt de kystnære vindmøller, og hvis det står til DONGs adm. direktør, Henrik Poulsen, vil den kommende aftale også indeholde nye parker.
»Det er svært at give et konkret mål, men der burde være grundlag for at bygge i hvert fald et par yderligere havvindparker i skala med nettilslutning inden 2025 for at profitere på, at priserne kommer derned, hvor de er,« siger Henrik Poulsen, der definerer skala som over 500 MW.
