I november 2012 skrev Henrik Poulsen en mail til sig selv. Mailen blev aldrig sendt, men den ligger stadig i hans DONG Energy-­system under den oprindelige dato. Mailen var topchefens første forsøg på at danne sig et overblik over situationen i DONG, efter at energiselskabet hen over sommeren 2012 oplevede, at store dele af virksomhedens finansielle grundlag begyndte at skride ud under dem.

Opgaven som administrerende direktør var pludselig blevet langt mere kompliceret og sammensat, end Henrik Poulsen havde troet, da han syv måneder forinden havde sagt ja til jobbet. Så for at formulere en plan over for sig selv skrev topchefen omkring 35 punkter ned i mailen. Punkterne blev grundlaget for 2020-strategien, som bl.a. indeholdt planer om frasalg for milliarder, en massiv satsning på havvind og en større kapitaludvidelse.