Jakob Baruël Poulsen lader ikke til at være den eneste, der har nydt godt af Anders Eldrups gunst og DONGs pengepung. Den tidligere direktørs personlige ven Jørgen Rosted har gennem længere tid været hyret af DONG til at levere særlige konsulentydelser inden for Clean Tech, selv om han ikke umiddelbart har den store erfaring inden for området. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

"Den type aftaler vil altid få alarmklokkerne til at ringe. For når man ansætter en person tæt på sig selv, er man nødt til at redegøre fyldestgørende for, hvor netop den person har særlige kvalifikationer til netop den opgave," siger professor i selskabsledelse ved handelshøjskolen i København, Caspar Rose.