Selvfølgelig er det godt, at lederne for USA og Rusland taler sammen. Det kan ikke være et mål i sig selv at lukke kommunikationskanaler mellem to stormagter, som råder over store militære arsenaler og står i modsætning til hinanden i flere af klodens brændpunkter, men hvilket grundlag foregår samtalen på?
Det er spørgsmålet efter det møde, som USAs præsident, Donald Trump, i går holdt med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Helsinki. Topmødet foregik på et bagtæppe af dramatiske afsløringer af russiske forsøg på at påvirke det amerikanske præsidentvalg i november 2016. Fredag fremlagde USAs vicejustitsminister Rod Rosenstein en tiltale mod 12 medarbejdere i Ruslands militære efterretningstjeneste, GRU, for at have hacket sig til emails og dokumenter, der blev lækket for at skade Hillary Clinton i opgøret mod Trump.
I dag har vi en amerikansk præsident, der er drevet af en misforstået nationalegoisme og af egne egoistiske behov.
Samtidigt advarede Trumps egen direktør for national efterretning, Dan Coats, mod fortsatte russiske cyberangreb. »Advarselslamperne blinker rødt igen,« lød budskabet fra Coats, som talte om konstante digitale angreb med det formål »at underminere det amerikanske demokrati«.
Den fremlagte dokumentation for Ruslands digitale krigsførelse er overvældende, men under et pressemøde i Helsinki gravede Donald Trump sig ned i nye forsøg på at underminere amerikanske myndigheders undersøgelse af de russiske operationer mod USA.
Hvem stoler du mest på?
Direkte adspurgt, hvad Donald Trump stoler mest på - amerikansk forbundspolitis bevisførelse eller Putins gentagne afvisninger af russisk indblanding - svarede præsidenten, at han har hørt begge sider, og at han »stoler på begge sider« - men at han ikke kunne se »nogen grund« til, at Rusland skulle stå bag.
Samtidigt fremhævede Trump sin russiske modpart for at være »ekstremt stærk« i sin afvisning af mistanken om russisk indblanding, ligesom han roste et tomt russisk løfte om, at mistænkte russiske agenter kunne blive afhørt i Rusland, af russisk politi. Dan Coats, som Trump selv udnævnte som efterretningschef i marts sidste år, har forsøgt at lægge op til, at præsidentens Ruslandspolitik i dag skulle lade sig inspirere af Ronald Reagans tilgang til Sovjetunionen i 1980erne. Det vil sige, at USA skulle være klar til at opruste og om muligt også svare igen på de digitale angreb
Reagans principfasthed
Vi er med Donald Trump desværre meget langt fra den principfasthed, som man kunne finde i Ronald Reagans udenrigs- og sikkerhedspolitik. Reagan var ingen helgen. Han begik i sine embedsperioder alvorlige fejl, men man kunne regne med, at han stod bag det princip, at USA skulle påtage sig et større ansvar end alene at forfølge snævre nationale interesser. Reagan var som andre amerikanske præsidenter før ham parat til at forsvare demokratiske lande mod sovjetisk aggression.
I dag har vi en amerikansk præsident drevet af en misforstået nationalegoisme og af egne egoistiske behov for at markere sig eller som her at minimere risikoen for en rigsretssag. USAs præsident vil hellere bruge sit embede på at undergrave den særlige anklager Robert Muellers undersøgelse i USA end at markere en rød linje over for Rusland, når det gælder cyberangreb.
Det er skadeligt for amerikansk demokrati. Og det er skadeligt for både USAs og de europæiske allieredes sikkerhed.