BERLINALE: For to år siden blev der på filmfestivalen i Berlin åbenbaret en ny treenighed i nordisk film med den norske instruktør Hans Petter Molands sorthumoristiske gangsterfilm »En ganske rar mand«, der var skrevet af danske Kim Fupz Aakeson, og havde svenske Stellan Skarsgård i titelrollen som en løsladt eksgangster, der forsøger at undslippe sin fortid.

Måske var det denne films respektløse, men uafladeligt underholdende brug af krimikonventionerne, der gjorde, at den ikke dengang løb med festivalens hovedpris, Guldbjørnen, men for festivalgængere der havde småsovet sig gennem festivalens mængder af stillestående art house-film, var Molands drama så forfriskende som en snebold i fjæset.

Heldigvis indså det nordiske trekløver selv, at de sad med en vindende kombination, og i år har de leveret »Kraftidioten« til Berlinalens hovedkonkurrence, hvor den, hvis der overhovedet skal være nogen retfærdighed til, bør hjemtage mindst én bjørn, og gerne den guldfarvede.

Uden for lands lov og ret

Det er atter Stellan Skarsgård, der giver filmen pondus som ejeren af et snerydningsfirma. I denne ombæring spiller han Nils, der i begyndelsen af filmen bliver udnævnt til »årets borger« i den lille by, hvor han med metodisk omhu rydder landevejen til byens lufthavn. Alt ville være idyl, hvis ikke det var fordi, regionens gangsterkonge benyttede netop denne lufthavn til at importere kokain i mængder, der næsten matcher snebjergene i det omkringliggende landskab.

Da Nils’ søn bliver myrdet af gangstere, begynder snerydderen at rydde gangstere af vejen helt op til toppen af deres hierarki, hvorved han samtidig kommer til at udløse en krig med en rivaliserende bande bestående af indvandrede serbere.Den meget produktive Kim Fupz Aakeson har hele to film med på Berlinalen i år (den anden, »En du elsker«, er instrueret af kæresten Pernille Fischer Christensen), men det er for så vidt ikke en særlig præstation for ham, da han også havde skrevet to af de film, der konkurrerede om Guldbjørnen i 2011.

»En ganske rar mand« handlede om en mand, der prøver at finde sin plads i civilisationen, og da vi var færdige med den, foreslog Hans Petter, at vi skulle lave en film om den modsatte rejse, altså om en civiliseret mand, der går ind i barbariets mørke,« fortæller Kim Fupz Aakeson til Berlingske.Arbejdet på filmen blev indledt med en researchtur til en af Norges ødemarker, hvor Aakeson på forhånd var blevet advaret om, at han ville blive hevet ud af sin komfortzone.

»Det er vildt. Vi lever jo selv i et lille, vådt land, og lige så snart man begynder at gå her, ligger der en grillbar. Men deroppe... der gør du klogt i ikke at gå vild,« siger han.

På ekskursionen opdagede de også en anden af filmens attraktioner, nemlig en kolossal 2.000 hestekræfters-sneplov, som Nils bruger til at feje både sne og narkogangstere til side med.

»Udover at den var fantastisk flot, syntes vi også, at den kunne være et symbol på, at civilisationen er noget, man må kæmpe for, ellers skrider den for os,« siger Kim Fupz Aakeson.

Den udskridning sker så ganske eftertrykkeligt i »Kraftidioten«, hvis engelske titel er den mere indholdsbeskrivende »In Order of Disappearence«. Ikke siden den norske zombiefilm »Død sne« har de norske fjelde sjappet af så meget blod som i Hans Petter Molands film.

Blev rystet over drabene

Kim Fupz Aakeson deltog ikke selv i optagelserne, så da de første filmklip blev vist for ham, blev han lettere rystet over, hvor udpenslede filmens mange drab var blevet i forhold til hans manuskript, men han endte med at være enig i instruktørens beslutning.

»Man kan forvalte filmvold på mange måder, men sandheden er jo, at virkelighedens vold er en messy affære. I film som »Django Unchained« siger det bang, og så ligger de der. Men det tager lang tid at slå et menneske ihjel,« siger Kim Fupz Aakeson.

Generelt har han blandede følelser med hensyn til filmvold, også når han ser mord i andres film.

»På den ene side er det jo en del af verden, og så må vi jo tage os af det og behandle det. Men nogle gange kan jeg godt komme i tvivl om, hvorvidt jeg bidrager til forråelsen, eller om jeg er med til at mindske den,« siger Kim Fupz Aakeson.De mange mord rokker dog ikke ved, at »Kraftidioten« er en meget morsom film, der blandt andet bringer mindelser om en TV-serie som »Lilyhammer«, hvor gangstere i hobetal omskaber en fredelig norsk by til et mini-Chicago.

Er det nemmere at have gangstere, der myrder hinanden på stribe, i Norge end i Danmark?

»På en måde, ja. De har jo ligesom pladsen til det. Man kan bedre tro på, at de godt kunne slippe af sted med at slå så mange ihjel og gemme dem i sneen eller smide dem i elven.«