Flere ugers polemik og forvirring om lanceringen af Lars von Triers »Nymphomaniac« sluttede i dag i Berlin, hvor byens filmfestival præsenterede den uforkortede og ucensurerede version af hans kontroversielle film.

Modtagelsen var overstrømmende positiv, og der blev kvitteret med festivalens hidtil længste klapsalve. På trods af filmens nu betydeligt mere eksplicitte sexscener var der ingen der udvandrende blandt publikum, og straks da lyset blev tændt salen bredte der sig en enighed om, at dette var den bedste version af filmen.

Der har hersket nogen forvirring om hvorfor, filmselskabet Zentropa først havde julepremiere på en forkortet versionen af filmen, som tilmed var udstyret med en bemærkning fra instruktøren om, at dette ikke var »hans version«, samtidig med at der blev lovet en uforkortet version og ucensureret version ved en senere lejlighed.
Lanceringen er blevet yderligere kompliceret af, at Zentropa først lovede to sammenhængende film delt i en del 1 og en del 2, men siden valgte filmselskabet at præsentere de to dele som en sammenhængende fire timers film, kun afbrudt af en kort pause.

Men hold nu tungen lige i munden, for den film der blev vist i Berlin i dag er den uforkortede del af den første del, som er blevet forøget med tyve minutter, mens den anden del er væsentlig længere end den oprindelige anden del.

Når man ser den uforkortede første del af »Nymphomaniac« bliver den ovenstående historik dog uvæsentlig, for man går fra biografen med en stærk følelse af at have set den film, som Lars von Trier hele tiden har ønsket. Det er en film, der qua sine ekstra tyve minutter er fortalt i et roligere tempo end den første udgave, hvilket først og fremmest giver mere plads til at de filosofiske samtale mellem filmens to hovedkarakterer Seligman og nymfomanen Joe.

At den nye version også er glimtvis mere eksplicit i sexscenerne, noterer man, men som blandt andre skuespilleren Stellan Skarsgaard har sagt, er »Nymphomaniac« ikke en film, der forsøger at gøre dig seksuelt opstemt. Til gengæld giver nærbillederne af de kopulerede genitalier filmen en ny slags direktehed, der synes at tvinge publikum yderligere ud af dens komfortzone.

Sexscenerne bidrager dog også til historien på en ny måde. I afsnittet om Joes faders dødskamp i en hospitalsseng, trøster Joe sig med sex, som hun henter hos sygehjælpere i hospitalets kældre. Sexscenerne er ikke bare eksplicitte, men viser de følelsesstorme som Joe gennemlever på få minutter, fra sorg til ekstase til postcoital ro. Scenerne er ikke for sarte biografgængere, men det skyldes først og fremmest den utrolige følelsesmæssige detaljegrad, som Lars von Trier får frem i debutanten Stacy Martin, hvis præstation man atter måbende må beundre.

Det er særligt her, at »Nymphomaniac« er blevet mindre hårdtslående, men også mere sammenhængende. De eksplosive, følelsesmæssige sexscener på hospitalet følges nemlig af en replik, hvor Joe udtaler, at hun ingen følelser har tilbage. Derpå viser filmen med chokerende direktehed hendes seksuelle opstemthed ved siden af sin faders afdøde legeme, en scene der også var med i første version, men nu bedre forstås på baggrund af den drænende effekt på hendes følelsesliv de stjålne samlejer i hospitalskælderen har på Joe. Hun kan ikke føle mere, og har ikke andet end nymfomanens løsning tilbage: mere sex.

Meget konkret rummer dette afsnit også en forklaring på faderens skrigende delirium tremens, der forvarsler hans død. En læge forklarer nemlig Joe, at anfaldene skyldes en sygelig tilstand, der kan opstå i hjernen, når livet nærmer sig sin afslutning.

Denne forklaring blev klippet væk i den forkortede version, hvilket efterlod publikum i vildrede. Var faderen alkoholiker? Det forvirrede, i og med at man ikke tidligere var blevet præsenteret for et alkoholproblem i filmen. Alligevel accepterede man også i den korte version hans tilstand, idet man dermed kunne antage, at Joe havde arvet sin faders afhængighedsproblem i en transformeret version.

Berlingske gav »Nymphomaniac« i den korte version seks stjerner ved dens premiere i Danmark i december, og har ikke mulighed for at give flere for denne version. Til gengæld kan man så passende give denne ucensurerede version seks stjerner med pik opad ... undskyld pil opad.