Digitale sexkrænkelser – vil du bekæmpe dem eller hvad, Søren Pape?

Justitsministeren har lige fremsat et lovforslag, der – med ministerens ord – skal opdatere »virkeligheden, for lovgivningen stammer fra en anden tidsalder,« der ikke var elektronisk. Ministeren pegede her i Berlingske 16. maj bl.a. på Umbrella-sagen som en øjenåbner.

Det er derfor også gådefuldt, at lovforslaget ikke griber om nældens rod og ændrer den bestemmelse, som har størst betydning for bekæmpelsen af digitale sexkrænkelser og hævnporno.

Det drejer sig om straffelovens § 264 d, der bl.a. forbyder uberettiget videregivelse af billeder vedrørende en andens private forhold eller af billeder, som åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Efter bestemmelsen er det billedets karakter, der er afgørende for strafbarheden, men på grund af en meget bagudskuende retspraksis, bliver bestemmelsen ved domstolene fortolket sådan, at den godt nok omfatter nøgenbilleder, men ikke hvis ofret befandt sig på et frit tilgængeligt sted – f.eks. på en øde strand.

Det er et hævnporno-problem i den elektroniske virkelighed, fordi mange kærester fotograferer hinanden alle steder og f.eks. også på stranden i forbindelse med omklædning mv. I dag har folk jo kamera på deres mobil, som de altid har i hånden. Og billederne er digitale og kan lægges på internettet og deles i uendelighed uden problemer.

De unge har af gode grunde ikke fokus på, hvor de befinder sig, når de fotograferer. Når disse personer så ikke længere er kærester, kan billederne altså straffrit lægges på internettet og deles i uendelighed – også når der er tale om ren hævnporno. Og at dét er et problem, har vi allerede set i retspraksis.

Som der ganske rigtigt står i bemærkningerne til lovforslaget, kan videregivelse af oplysninger og billeder om andres private forhold på internettet indebære alvorlige privatlivskrænkelser. Og vi har jo også i medierne hørt om ganske mange sager, hvor ofre har lidt under hævnporno og i nogle tilfælde helt har fået ødelagt deres liv og skolegang mv.
Problemet er bare, at lovforslaget ikke gør op med de digitale sexkrænkelser. Det er kun straffen, der skal hæves.

Men hvad hjælper det at hæve straffen for overtrædelser af eksisterende forbrydelser, hvis de handlinger, som det drejer sig om, slet ikke er omfattet af de pågældende bestemmelser?

Med andre ord er man nødt til at gå bort fra den gamle snævre forståelse af straffelovens § 264 d og ændre bestemmelsen, så det også i praksis bliver billedets karakter, der er afgørende for, om man straffrit kan uploade og dele det på nettet – og ikke hvor billedet rent fysisk er taget.

Man skal huske, at der i disse hævnpornosager ikke er noget modhensyn. Billederne har ingen samfundsmæssig interesse, og ytringsfriheden bliver ikke truet, hvis man straffer. Der er alene tale om ødelæggende digitale sexkrænkelser.