Søndag ved middagstid skrev Dansk Folkepartis udviklingsordfører, Claus Kvist Hansen, en opdatering på både Facebook og Twitter:

Opdateringerne blev skrevet i kølvandet på årets Roskilde Festival, der sluttede sent lørdag nat, samt den svenske festival Bråvalla Festival i Norrköping, som ligeledes blev afholdt den forgange uge.

På begge festivaler har der også i år været anmeldt en række seksuelle overfald, og det fik DF'eren til tasterne:

»Man kunne måske overveje at opstille flere koranklodser omkring festivalerne?,« lød det fra Claus Kvist Hansen på Twitter, hvor han linkede til en artikel fra TV 2 omkring de mange anmeldelser om voldtægter, der har været på den svenske musikfestival i år.

Beskeden på Facebook var stort set enslydende:

»Mon det ville hjælpe at opstille flere koranklodser omkring festivalerne?«, lød spørgsmålet her.

Her kan du se opdateringen fra Twitter. Artiklen fortsætter nedenfor.

På Facebook linkede han til en artikel fra BT, der beskrev, hvordan arrangørerne af Bråvalla har valgt helt at droppe næste års udgave af festivalen som følge af de mange anmeldelser, der har været i år.

En blot 15-årig pige har blandt andet forklaret til politiet, at hun blev udsat for et seksuelt overgreb, mens hun stod blandt publikum under Håkan Hellströms koncert på festivalens største scene

Til Berlingske forklarer Claus Kvist Hansen, at hans tanker om flere »koranklodser« ikke skal forstås så bogstaveligt, for betonklodser stopper naturligvis ikke seksuelle overgreb, understreger han.

Du skriver: Man kunne måske overveje at opstille flere koranklodser omkring festivalerne? Hvad mener du med det?

»Det er skrevet sådan i halvspøg på en trist baggrund. Jeg henviser til de betonklodser, der er sat op flere steder, blandt andet på Købmagergade i København og til større arrangementer, for at forhindre terrorangreb.«

Du bruger beskrivelsen koranklodser. Hvad mener du med det ord?

»Det er det, man kalder betonklodserne.«

Det har jeg aldrig hørt før. Jeg så det for første gang, da jeg læste dit tweet og dit opslag på Facebook.

»Det kan jeg næsten ikke tro på. Det er det, man kalder betonklodserne i folkemunde næsten alle steder. Det bliver brugt tit«.

Hvis du henviser til de betonklodser, som man ser på blandt andet Købmagergade i København, hvordan skulle de så forhindre seksuelle overgreb? Er det ikke at blande to ting lidt sammen?

»Som jeg sagde til at begynde med: Det er skrevet som en halv spøg. Betonklodserne ser vi flere og flere steder i dag, og de er tilsyneladende blevet den forebyggende løsning på de sindssyge terrorangreb, verden har oplevet i det sidste års tid.«

De artikler, du linker til på både Facebook og Twitter, handler om de seksuelle overgreb, der har været på årets Roskilde Festival og på den svenske festival Bråvalla. Roskilde har seks anmeldelser af voldtægt i år. I politiets døgnrapporter fremgår det ikke, at der er tale om mænd med anden etnisk baggrund end dansk.

»Jeg skriver heller ikke nogen steder, at der er en sammenhæng.«

Der er ingen sammenhæng, når du bruger ordet koranklodser i forbindelse med links til artikler om seksuelle overgreb?

»Nej. Det er et ord, der bliver brugt i folkemunde, og jeg laver ikke den sammenhæng. Det er, som sagt, skrevet lidt i spøg. Jeg har ikke belæg for at lave en sammenhæng mellem overgrebene og udlændinge. Men jeg vil da slet ikke blive overrasket, hvis det viser sig at være tilfældet.«

Så hvis nogen læser det, som om du mener, at det er udlændinge, der står bag overgreb på festivaler, så er det deres udlægning og ikke din?

»Ja, for jeg har ikke belæg for det andet. Men jeg er nu sikker på, at der i forbindelse med overgrebene i Sverige har været udlændinge indblandet.«

Har du set nogen steder, at det skulle være tale om mænd med anden etnisk baggrund end svensk?

»Nej. Det har jeg ikke. Men jeg føler mig nu ret overvist om, at der i forbindelse med overgrebene i Sverige har været udlændinge indblandet.«

Når du bruger udtrykket koranklodser, er det så fordi, der er en sammenhæng mellem koranen og terrorangreb?

»Det må det jo være. Det er ikke mig, der har opfundet begrebet. Men det vil jeg tro.«

Men du bruger begrebet?

»Ja. Fordi der jo har været en tendens til, at det er muslimer, som har angrebet med biler og lastbiler, og hvad vi ellers ser.«

Men bør du som politiker – også selvom det er i spøg – ikke holde dig fra sådan et udtryk?

»Nej, det synes jeg ikke.«

Hvorfor ikke?

»Hvis det er den almindelige opfattelse, at der er en sammenhæng, og det er også min egen opfattelse, så vil jeg ikke gå ind og være ordforrådscensor på, hvordan vi bruger ord.«

Og det er ikke problematisk, mener du, at man laver den sammenhæng?

»Nej, det mener jeg ikke.«

I alt seks tilfælde af voldtægt på Roskilde Festival efterforskes af politiet. I 2016 var der fem anmeldelser om voldtægt.

Christina Bilde, der er talsperson for Roskilde Festival, har forklaret til Ritzau, at sagerne bliver taget meget alvorligt, og at festivalen i år har haft ekstra fokus på blandt andet lys ved toiletterne og andre områder, der kan være særligt udsatte.

Hun minder om, at langt over 100.000 mennesker besøger festivalen hvert år:

»Vi skal stadig huske på, at vi er en 'by' på 130.000 mennesker. Vi har folk rundt omkring på festivalen, som er opmærksomme. Vi fokuserer på at blive bevidste om, hvor det er, at der kan være risiko for overgreb, og det er ikke kun voldtægter men også andet, sagde hun.

I løbet af den fire dage lange musikfestival i Norrköping i Sverige skulle politiet ifølge den svenske avis Expressen have modtaget i alt 17 anmeldelser om seksuelle krænkelser. De fem seneste af dem skulle ifølge avisen være anmeldt til politiet søndag morgen, tre af dem som voldtægter.