Om kun godt to måneder ruller bolden til fodbold-VM i Rusland og denne gang med dansk deltagelse.

Kritikere har betegnet fodboldslutrunden som præsident Putins personlige fest og imagepleje over for resten af verden.

Står det til Dansk Folkepartis udenrigsordfører og næstformand, Søren Espersen, bør det imidlertid ikke forhindre hverken ministre eller kongelige i at tage til VM i Rusland. For det er – billedligt talt - vigtigt at holde skæg for sig og snot for sig.

»Der er ingen, der tager derover for at hylde Putin. Hvis de tager derover, så er det for at støtte landsholdet. Når vi endelig har kvalificeret os til VM efter flere år, så skal vi støtte dem. Beslutningen om at holde VM i Rusland er taget for år tilbage, vi kan ikke lade VM eller OL styre af, hvad der lige er den aktuelle situation politisk,« siger Søren Espersen.

Udmeldingen fra regeringens støtteparti kommer, efter at udenrigsordførerne for Venstre og de Konservative, Michael Aastrup Jensen og Naser Khader, for egen regning har anbefalet en boykot af fodboldslutrunden fra det officielle Danmark.

Diskussionen om har fået næring efter giftangrebet i britiske Salisbury. Rusland afviser selv at stå bag giftangrebet på en russisk eksspion og dennes datter. Men Danmark har – i lighed med en række andre vestlige lande – udvist to russiske diplomater.

Udenrigsordførerne fra de to regeringspartier vil ikke stå i vejen for Hareides rød-hvide tropper, men VM-festen bør være uden deltagelse af Kongehuset, statsministeren, udenrigsministeren eller kulturministeren.

»Det er meget svært for det officielle Danmark at tage til Rusland og feste. Jeg synes ikke, at vi skal sige nej til, at vores fodboldslandshold tager afsted, men vi andre må sidde herhjemme og se med på TV,« lyder det fra Michael Aastrup Jensen.

»Blåstempler vi så regimet? Gu gør vi da ej«

Forud for et besøg af den britiske premierminister Theresa May har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke villet afvise en officiel boykot af fodbold-VM.

»Det kan man bestemt ikke udelukke, men det er ikke noget, jeg står og konkluderer. Det afgørende er, at vi får vist Rusland, at vi ikke accepterer denne fremfærd,« har Løkke udtalt.

I forvejen har Storbritannien og Island varslet, at man ikke sender ministre til VM.

Hos DF er man imidlertid ikke tilhænger af en boykot.

»Nej, for vi vil i givet fald være der for at støtte vores fodboldsspillere, ikke Putin. Vi er nødt til at lade henholdsvis FIFA og Den olympiske Komité afgøre, hvor der skal spilles VM eller afholdes OL. Det blander vi politikere os ikke i.«:

»Det ender med, at vi kun kan holde VM i Norge. De kan altså ikke have det hvert fjerde år.«

Der er jo dem, der siger, at det bør handle om den aktuelle situation. At det handler om at støtte op om briterne frem for om Putin. Kan du ikke følge det argument?

»Nej, for dem vi støtter, er landsholdet. Det skal vi holde fast i.«

Synes du i sin tid, at Rusland var et dårligt valg som vært for VM-slutrunden?

»Jeg tror ikke, der var nogen, der tænkte på det på den måde, for det var lang tid før Krim og Ukraine. Der er ingen, der har de der profetiske evner, at de kan skue omkring ti år frem i tiden.«

Så du mener ikke, at man kan blande anklagerne mod Rusland i forhold til giftmordet i England sammen med en fodboldslutrunde?

»Jeg er faktisk dødtræt af at have de her diskussioner hvert andet eller hvert fjerde år til VM og OL. Vores fodboldspillere har et indirekte pres på sig. Bør vi tage derhen? Og hvis vi tager derhen blåstempler vi så regimet? Gu gør vi da ej. Vi hjælper vores landshold uanset, hvor de spiller.«

S: Lidt en fimset boykot

Forud for OL i Kina i 2008 anbefalede Søren Espersen, at der ikke burde være repræsentanter fra det officielle Danmark til stede ved åbningsceremonien.

Denne gang er det op til regeringen at vurdere, mener han.

»Hvis man ønsker at være med ved åbningen af det her VM, så fred være med det. Men her foregår det jo ved, at der spilles en fodboldkamp, og dér er det ikke naturligt, at vi har folk med. Men til de tre kampe, vi ved, vi skal spille, synes jeg det vil være en vældig støtte, hvis Kronprinseparret kom.«

Socialdemokratiets udenrigsordfører, Nick Hækkerup, understreger, at hensynet til Storbritannien bør vægte tungest i den aktuelle sag.

»For os er det vigtigt, at dét, vi gør, gør vi i solidaritet med briterne, som er de forulempede. Så hvis briterne synes, der er behov for at gøre mere, så er vi indstillet på at gøre mere. Jeg synes personligt, at det med at boykotte ved ikke at sende det officielle Danmark er lidt en fimset boykot. Sagen er, at det der for alvor ville betyde noget her er, hvis man ikke deltager. Forestil dig, at Tyskland som verdensmestre bliver væk,« siger han.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Kongehuset.

I Udenrigsministeriet oplyser man, at der endnu ikke er truffet en beslutning om en eventuel officiel boykot af VM.