Det lave renteniveau kan efterhånden ikke overraske mange investorer længere. Bunden har været historisk lav, og selv om renterne for tiden danser lidt op for derefter at falde tilbage igen, er renterne faktisk steget. Både europæiske og amerikanske renter er steget pænt, siden de bundede i sommeren 2016. Dengang var den tiårige tyske rente negativ og den amerikanske lå på omkring 1,5 pct. I dag er niveauet henholdvis 0,5 pct. og 2,8 pct., og en kort overgang var den amerikanske rente tæt på tre pct. Det er stadig beskedent i længere perspektiv, men alligevel højere, end da den foreløbige bund blev ramt.

Renteniveauet er kommet boligejere til gode, men glæden er ikke ubetinget den samme hos investorerne. Lave renter er nemlig lig med tilsvarende lave afkast, og når renterne samtidig tikker op, giver det faldende obligationskurser. Det skyldes det inverse forhold mellem renter og obligationskurser, og selv om mange investorer ønsker sig en højere forrentning på obligationerne, er vejen dertil forbundet med kursfald. Udsigt til pæne afkast kan derfor virke noget dyster og vanskeliggør situationen for investorer, for hvilke obligationer skal de satse på?

Derfor er det ganske forståeligt, hvis nogle bliver fristede til at reducere mængden af obligationer i porteføljen. Enkelte overvejer måske endda at sælge helt ud og gå kontant, indtil der blæser mildere vinde over obligationsmarkedet. Det resulterer for hovedparten i slet ingen rente, måske ligefrem negativ rente af kontoens værdi, men man garderer sig mod faldende kurser. Andre er måske fristede til at søge nye græs­gange i form af alternative investeringer i stedet for obligationer, men det er ofte beslægtet med flere risici.

Beskedne tab

Inden obligationerne helt skrottes, bør man overveje flere relevante betragtninger. Dels er obligations­markedet ganske effektivt, og kurserne i markedet afspejler den tilgængelige information om de økonomiske tilstande og rente­forventninger. Reducerer man beholdningen af obligationer eller går helt i kontanter, er det udtryk for, at man selv mener at have endnu bedre indsigt og forventninger end alle andre om, hvordan obligationerne vil klare sig i fremtiden. Man får muligvis ret, men det er ikke sikkert.

Dels bør man overveje sandsynligheden for tab. Danske statsobligationer opgjort ved JPM Denmark har siden indeksets start i 1992 blot givet negative treårs afkast i tre perioder (ud af 279 løbende treårsperioder), og det er faktisk de seneste tre måneder. Perioden siden 1992 er kendetegnende ved at være favorabel for obligationer takket være faldende renter og dermed stigende obligationskurser. Men udviklingen viser imidlertid også, at i perioder med mindre gunstige vilkår bør stigende renter ikke føre til paniksalg af nogen art. Derudover bør man overveje omfanget af et eventuelt fald. Det største negative etårs afkast i indekset er 4,3 pct. og det er immervæk noget mindre, end da aktiemarkedet tabte knap 38 pct. under finanskrisen.

Muligheder

Varigheden måler obligationers følsomhed over for rente­ændringer. Nøgletallet indikerer den omtrentlige påvirkning på en obligationskurs som følge af en ændring i renten på en pct. Hvis den gennemsnitlige varighed er syv år i obligations­porteføljen, kan man forvente kursfald på ca. syv pct., såfremt renten stiger en pct. Så stiger renten, kan kortere varighed afbøde de værste kursfald, og obligationer med korte løbetid vil typisk have kortere varighed end dem med mange år til udløb.

Virksomhedsobligationer vil generelt være mindre rentefølsomme over for central­bankers rentejusteringer. Renten hæves typisk, når den økonomiske tilstand er i fremgang, hvilket giver en positiv effekt på virksomheden og tilsvarende på deres obligations­udstedelser. Ofte med det forhold, at des bedre kreditkvalitet i virksomhedsobligationerne, desto tættere er renten på niveau med statsobligationer, og dermed vil obligationerne være mere rentefølsomme over for centralbankernes tiltag.

Derfor er de dårligst ratede virksomheds­obligationer mindst rentefølsomme, og vælger man dem som gardering mod faldende renter, må man indstille sig på mere risikofyldte obligationer. Rentestigninger gør det desuden dyrere for selskaber at udstede gæld, hvilket potentielt kan forringe deres finansielle stabilitet på længere sigt.

En tredje mulighed er blot at gøre ingenting. Det lyder banalt og ikke som nogen strategi overhovedet. Men for investorer, der primært benytter obligationer som modvægt til aktier, bør rente­ændringer ikke spille den store rolle. Mange obligationer fungerer som en forsikring mod markedsuro på aktie­markederne og vil ofte holde skansen og lægge en bund i porteføljen i tider med uro. Derfor kan fokus på porteføljens risikoprofil, den rigtige sammensætning og fordeling af aktivklasserne og færre bekymringer om renteudviklingen stadig give god mening.

Forbedrede økonomiske udsigter i euroområdet gør stigende rentesatser til et mere sandsynligt scenarie. Mens forventningen er, at den første stigning først kommer senere i 2018, er finans­markederne allerede nu i gang med at indarbejde det i prissætningen af obligationsmarkedet. Det har konsekvenser for investorer med obligationer i porteføljen og kræver, at de overvejer, hvilken strategi der passer bedst til deres risikotolerance og investeringsmål.

Nikolaj Holdt Mikkelsen er chefanalytiker & head of office, Morningstar