I denne uge præsenterede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) endnu en hjælpe­pakke for udkantsdanmark. »Væksten skal komme hele Danmark til gode,« lød det. De fleste partier syntes, at pakken med de 50 forslag var for lille og utilstrækkelig. Også selv om den følger i hælene på mange års initiativer til at redde den del af Danmark, som sygner hen, fordi de færreste vil bo der, og væksten kommer andre steder.

Politikere vil tilsyneladende gå langt med hjælpepakker, udflytning af offentlige institutioner, subsidier, særordninger og milliard­udligning for at bevare et Danmark, som var engang. Men hvorfor? Hvorfor ikke lade disse egne af kongeriget lige så stille lukke og slukke, hvis nu danskerne gerne vil bo i byerne, spørger en række eksperter, POLITIKO har talt med.

Professor Henrik Halkier fra Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet ser en del nationalromantik i de fleste politikeres tilgang til yderområderne.

»Forestillingen er, at tomt er dårligt, og landet skal være på en bestemt måde med mennesker, en kirke, en butik og en idrætsklub. Det er en rigtig byforestilling. Og når det går dårligt, så kappes man om at gøre noget ved det. Det er vigtigt at lade som om, man handler. Men jeg er sikker på, at hverken Carsten Hansen (by- og boligminister, red.) eller nogle af de andre partier, hvis man spurgte dem i et lukket rum, forestiller sig, at man kan lave en turnaround. Det er svært at se, at det pludselig skulle blive cool og attraktivt at bo i de områder,« siger han.

International megatrend

Flytningen fra land til by er global. En megatrend som over de næste 50 år betyder, at masser af nye millionbyer skyder op på kloden. Det er i storbyerne, væksten sker, det er her, de fleste mennesker vil bo. De studerende, som flytter til byen for at studere, vender sjældent tilbage.

»Man har postet en masse penge i yderområderne med infrastruktur, skoler og så videre. Så det er selvfølgelig dyrt at holde op. Det har en omkostning, at noget skal afvikles, men er det en national katastrofe? Det er en politisk afvejning, men man kan ikke bare sige, at det er et problem, at der er nogle steder, hvor der ikke bor nogen. Men man taler hele tiden som om, det er et problem,« siger Henrik Halkier.

En af udfordringerne er, siger han, at hele vores system for planlægning er gearet til vækst og ikke i samme grad til afvikling og neddrosling.

»Man er nødt til at håndtere negativ vækst på en anden måde, og det er en politisk omstilling, som tager tid. Det er nemmere at diskutere, hvor man skal planlægge nye aktiviteter, end om skolestrukturen i en kommune er hensigtsmæssig,« siger han.

Professor i økonomi på Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen peger på, at det med årene vil blive dyrere og dyrere at redde udkantsdanmark.

»Jo større ønsket er for at flytte til byerne, des mere skal indbyggerne bestikkes til ikke at gøre det,« siger han og tilføjer:

»Man kan have som politisk målsætning, at der skal være social og økonomisk aktivitet i de her områder. Men med de udviklingstendenser, der er, hvilken pris er vi så villige til at betale? Det bliver sværere og sværere at få folk til at blive boende og opretholde en måde at bo på, som vi kendte for 20-30 år siden,« siger Bo Sandemann Rasmussen.

Kampen om marginalvælgeren

Udfordringen er, at så længe, der bor folk i de tyndt befolkede områder af Danmark, er man nødt til at opretholde den offentlige service i form af skoler, børnehaver, tilbud til ældre og syge. Og det er dyrt. Derfor mener Sandemann Rasmussen, at afviklingen af nogle af yderområderne kræver kontante politiske beslutninger.

»Man er nødt til at træffe en hård beslutning, hvor man sætter foden ned og siger »nok er nok«, nu giver det ikke mening, at folk bliver boende i de områder, og derfor vil vi ikke længere støtte det. Vi trækker en streg i sandet,« siger professoren, som dog indrømmer, at det ikke er nogen nem beslutning for de folkevalgte: »Den beslutning er nok lidt svær for politikerne. Så i stedet giver man tilskud og strør lidt sukker på, så det bliver lidt mere tillokkende.«

En af forklaringerne på politikernes forkærlighed for yderområderne kan også være, at der bor ganske mange vælgere, og noget tyder på, at det er tvivlerne, svingvælgerne, der bor derude. Og i Kommunernes Landsforening taler yderkommunerne med en stor vægt.

Martin Ågerup, direktør i den liberale tænketank CEPOS, siger:

»Det er den samme reaktion, man ser med al udvikling. Der er nogle med gamle interesser i, hvordan det var, og det kan jeg jo godt forstå og have sympati for. Men det adskiller sig jo ikke fra al anden udvikling, som når skibsværfter lukker, og tekstilindustrien flytter andre steder hen,« siger han og tilføjer om politikernes hjælpepakker: »Jeg kan ikke se det som andet end en politisk logik, der går ud på at tiltrække marginalvælgere.«

Så udkantspolitikken er fejlslagen og kun med til at gøre os alle sammen fattigere, mener Ågerup og peger på undersøgelser, der viser, at mange udkantskommuner i dag har et højere offentligt serviceniveau end i by­områderne – også selv om man tager højde for de højere sociale udgifter. De kommunale udligningsordninger betyder, at der hvert år overføres store milliardbeløb mellem rige og fattige kommuner.

»At forsøge at standse fraflytningen ved at øse udkantskommunerne over med velfærdskroner gennem udligningsordningerne har ingen gavnlig effekt. Til gengæld har det en enorm skadelig effekt og er med til at gøre velfærdsstaten meget dyrere, end den behøver at være. Man kan eksempelvis se, at udgifterne pr. barn i nogle kommuner eksploderer, fordi de ikke laver tilpasning af skolerne, når befolkningen skrumper. Og det kan de kun tillade sig, fordi de får den enorme udligning,« siger Martin Ågerup.

Han peger desuden på, at det ikke som i andre lande har nogen geopolitisk betydning at opretholde en befolkning i yder­områderne­.

»I Norge kan man for eksempel sige, at det er vigtigt, at der bor nogen helt oppe nordpå, ellers kommer russerne måske og tager det. Mange steder i verden vil man synes, at det er lidt latterligt, at vi har denne her diskussion, fordi Danmark er så lille et land.«

Produktivitetskommissionen har for nylig påvist, at vi i Danmark bygger alt for mange veje og jernbaner ud fra andre hensyn end at fokusere på der, hvor behovet er størst.

»Det koster enormt meget at udvise den slags hensyn,« siger Martin Ågerup.

Herlighedsværdi

Henrik Halkier mener dog, at nogle yderområder fortsat vil have en herlighedsværdi, som gør, at folk gerne vil bo der, også selv om der ikke er arbejdspladser.

»Men der vil også være steder, hvor der ikke er arbejdspladser og kun beskedne herlighedsværdier. Og der skal man nok besinde sig på, at det ikke gør noget, at der er nogle steder, som er tomme. I den politiske kappestrid kan det nogle gange blive gjort til et større samfundsproblem, end det er. Bare fordi bosætningsstrukturen har været meget decentral tilbage fra midten af 1900-tallet, hvorfor skal vi så pinedød opretholde den struktur,« siger han.

Liberal Alliance er det eneste parti, som antydningsvis mener at yderområderne må klare sig selv.

»Man kan selvfølgelig ikke bare stoppe en trend, der handler om, hvor folk gerne vil bo. Men man kan kan gøre noget for, at stolte mennesker også i yderområderne får noget at leve af og kan finansiere sig selv,« siger gruppeformand Simon Emil Ammitzbøll.