Statsministeren og andre ledende politikere i Folketinget, der forsøger at få danskerne til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet, må krumme tæer i sommersandalerne i disse dage. En ny undersøgelse fra akademikernes fagforening, DJØF, viser som omtalt i Berlingske onsdag, at der bliver fyret forholdsmæssigt flere ældre ansatte i det offentlige end i private virksomheder. En undersøgelse af knap 3.000 fyringssager gennem de seneste to år viser, at 35 procent af afskedigelsessagerne i det offentlige handlede om medlemmer på 50 år eller derover, selv om aldersgruppen kun udgør 21 procent af de offentligt ansatte DJØF-medlemmer. Blandt de ansatte i private virksomheder svarer antallet af afskedigelsessager nogenlunde til plus-50-åriges andel af medlemmerne.

Det offentlige har en lang tradition for at uddele relativt flere opsigelser til de ældre end til de yngre ansatte. Ser man blot tilbage til 2001, hvor den borgerlige VK-regering afløste knap ti års socialdemokratisk ledede regeringer, har det gang på gang vist sig, at de ældre blev sendt først på gaden.

I 2002, hvor staten skred til afskedigelser blandt de ansatte, viste en opgørelse fra den daværende finansminister Thor Pedersen, at 45 procent af de afskedigede var over 50 år, selv om gruppen kun udgjorde 35 procent af de ansatte. I 2014, under den socialdemokratisk ledede regering, viste en opgørelse fra Finansministeriet, at staten afskedigede ældre i større omfang end andre aldersgrupper. »Nærmest hyklerisk«, lød det dengang fra arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen i en kommentar til udviklingen.

Og den skæve fordeling af fyresedlerne i det offentlige fortsætter altså, tilsyneladende upåvirket af regeringens og Folketingets besværgelser om det »grå gulds« værdi og ønskerne om at holde på de ansatte.

Entydige forklaringer på det faktum, at de offentlige arbejdspladser i højere grad end de private skiller sig af med de lidt ældre ansatte, er ikke fremkommet. Det kan tænkes, at cheferne på offentlige arbejdspladser er flinkere end cheferne i de private virksomheder, og derfor nemt lader sig overtale til at afskedige de ældre medarbejdere, som gerne vil på tidlig pension med en god fratrædelsesaftale i lommen. Det kan også tænkes, at cheferne i det offentlige bare ikke magter besværet med at efteruddanne og motivere ældre ansatte, men i stedet blot stikker en fyreseddel ud. Og forresten kan det også være, at mange år i en støvet offentlig virksomhed sløver de ansatte til et punkt, hvor afskedigelse er den uundgåelige konsekvens. Andre grunde kan også tænkes.

Kun ét er dog sikkert. Så længe det offentlige går forrest i kampen for at hælde de ældre ansatte på gaden, er det umuligt at tage regeringens og Folketingets snak om værdien af det »grå guld« alvorligt.

Cheferne i de offentlige virksomheder, både i staten og kommunerne, begår dagligt attentat på regeringens og Folketingets seniorpolitik. Det har stået på i årevis, upåvirket af regeringens farve. Skal udviklingen vendes, kræves der givetvis en handlekraftig statsminister. En yngre model, måske?