For daværende kulturminister Per Stig Møller var det vigtigt at få et »kulturelt fyrtårn« som generaldirektør for DR, men bestyrelsen valgte en djøf’er. Til gengæld fik Det kgl. Teater kort tid senere en direktør, Morten Hesseldahl, med en fortid som kulturdirektør i DR og en tilsyneladende ekstraordinær evne og lyst til at bidrage til ikke bare den kulturpolitiske debat, men hele samfundsdebatten.

Ser vi bort fra tidligere kulturministre som Per Stig Møller og Bertel Haarder, tidligere chefredaktører som Jørgen Schleimann og Tøger Seidenfaden og måske filmproducenten Peter Aalbæk Jensen, er det (alt for) sjældent, at kulturinstitutioners frontfigurer »blander sig« – af frygt for at miste goodwill hos de bevilgende myndigheder?

Med Hesseldahl er det anderledes, og hvor er det dog velgørende, at han ikke er bange for reaktionerne, men f.eks. – som i Berlingske Søndag – siger: »Når skolelærere, politibetjente og sygeplejersker, der har valgt et erhverv, bliver omklamret af en offentlig kontrolkultur, som man i virkeligheden har forladt i det private erhvervsliv til fordel for selvstyrende grupper og organiske organisationsstrukturer, punkterer man noget af det, som er allerfinest i det offentlige, nemlig kalds-tilgangen.« Og han sætter lige trumf (ikke Trump) på: »Det er udtryk for et afstumpet menneskesyn.«

Kalds-tilgangen! Smag lige på ordet, og mange vil tænke på tidligere generationers offentligt ansatte med tjenestemandsansættelse og sølv- og guldsnore. Men faktisk er der stadig mange skolelærere, politibetjente og sygeplejersker, som yder en indsats langt ud over, hvad man kan forvente med eksisterende ansættelsesvilkår. Ligesom der i det private erhvervsliv er mange, som sætter en ære i at yde den optimale indsats, og hvor arbejdet ikke »bare« er, hvad venstreorienterede har kaldt for »lønarbejde«, men et samfundsansvar.

I en tid, hvor stærke kræfter forsøger at monopolitisere al værdidebat til at handle om udlændingepolitik eller topskatteprocent, er og bliver det nødvendigt med et modspil på andre strenge: Hvordan sikrer vi den fred og frihed, som er en velsignelse for Europa? Hvordan styrker vi demokratiet, retsfølelsen og sammenhængskraften i Danmark? Hvordan får vi råd til andet og mere end materialistisk velfærd? Og husker vi at takke dem, der gør det ekstraordinære: Skolelæreren, der kompenserer for forældrenes manglende opdragelse af deres børn, politibetjenten, der sætter livet på spil for at beskytte os andre, og sygeplejersken, som har overskud til en beroligende snak med både patient og pårørende?

Som Hesseldahl siger, er det udtryk for et afstumpet menneskesyn, hvis vi forkaster den tillidskultur, som har skabt vores velfærd, hvis vi ikke sætter pris på kalds-tilgangen, hvis vi ikke anerkender den ekstraordinære indsats og ikke påtager os en del af samfundsansvaret – velvidende, at vi bør løfte i flok, respektere generationskontrakten og ikke være vor egen lykkes smed.

  • John Wagner er journalist, tidl. generalsekr. (K) og nu adm. direktør.