Det er næsten ti år siden, Allan Olsen sidst var på turne med band, men i onsdags startede han en ny tur, der skal bringe ham og bandet rundt i landet. Turneen startede i Musikhuzet i Rønne, og her er hans dagbog – om at få det hele til at swinge til sidst, den søde tristhed og styrken ved at være 60 – og det privilegium at kunne tage situationen, som den kommer.
Bornholm, efterår. Ikke flere lyse opstandelser i denne omgang. Vedholdende regn på tagvinduer, med fine grønne algestriber, som ingen får fjernet. Heller ikke i Rønne.
Jeg spejder ud i halvmørket efter beboelse. Måske går en morgentravl nøgen kvinde forbi i et oplyst vindue, et sted. Why not? På modsatte side af gården er der lys et enkelt sted. Men glasset er matteret.
Vi er i øvelejr i musikhuset i Rønnet – eller Muzikhuset, som de staver det, for at sætte lidt kant på. Det er helt ok – hvorfor skulle de ikke?
Jeg har svært ved at komme i tanker om ét eneste musik- eller kulturhus i Danmark med et særlig smukt navn. Økonomien til drift og etablering er sovset grundigt ind i kommunale og statslige penge. Og så lader man ikke tosser eller børn navngive den slags steder.
Den sovs smitter af og gør vores land grimmere.
Vi skal i gang.
Muzikhuset er gavmildt indrettet med gæsteværelser, og udenfor på gangen går der allerede fødder. En ny generation af musikere, som kan komme op om morgenen. Jeg er 60. Omgangen med dem påfører mig jævnlige, dybe stød af sød tristhed over at være 20-30 år nærmere asken end de.
Tænker på Tine Bryld i et interview engang: »Det værste ved at fylde 40? At gå ned ad strøget i stram nederdel uden at mændene gider vende sig om. Satans!«.
40. Ku’ man så bare være 40 igen!
Min yndlingsskotte, Billy Connolly, om det værste ved at blive 60: »Frygten for at komme til at lugte af tis …«
Hvem er din yndlingsskotte, dig dér med bassen?
Vi er 12 i alt, og allerede ved morgenmaden fyger det kækt med småanekdoter og rådden snak. Det er godt. Der er folk fra både Thy, Aalborg og København. Alle ryger, undtagen Mads. Og Lars, skal jeg huske at skrive.
Ingenting synes at komme på plads, uden at hver mand spejler sig i sin Ipad eller en MacBook.
Om ti timer starter turneen her i Musikhuzet, med min første bandkoncert i vel snart ti år.
Vi var på scenen i går eftermiddags. For første gang med fuld lyd og lys, som det hedder. Det var skræmmende.
Her har vi indøvet repertoire i dage og uger, og det har for mig mere end nogensinde været en givende, sjov og kvalitativ proces. Vi har stået og siddet over for hinanden i studier, stuer, på tagterrasser og på hemmelige spillesteder og gennemspillet sange, som havde vi spillet sammen, siden Stones startede.
Men det er det samme hver gang: I går gik vi så for første gang på scenen. Kry og klar med frontlys, monitorer og PA-anlæg tændt. Og intet hang sammen. Der blev spillet med blikket rettet mod skoene og knugede kæber. Det lød af lort, og det swingede endnu værre.
Heldigvis slår automatrelæet til. Ingen går i panik.
Dette hold er begavet og dygtigt nok til at forstå det. Det er jeg ikke. Men jeg er 60 og ved som dem - blot af erfaring - at første prøve på scenen er som at starte forfra. Fra i aften står de fire andre og glor på min ryg hver aften. I 25 dage. Og jeg ser stort set ikke dem, for de er bag mig. Ingen øjenkontakt, ingen indforstået mimik. Ikke på de første 3–5 jobs i hvert fald. Men de 2–3000 mennesker ved de første koncerter har betalt det samme i entré som alle andre.
Sådan gik det i går. I aften det skal det være på plads.
Det halve repertoire er gennemgået i teorien, rundt om et lavt bord med random-sofasæt, og lidt gulvtæppe.
I teorien - og jeg ved, jeg ikke vil kunne huske aftaler om indsatser, pauser og dobbelte taktperioder i aften. Det er lige meget. Jeg skriver ikke noget ned. Det gør de andre flittigt, som var det et stykke nyt vej, der skulle anlægges. Og det er det jo osse.
Jeg forlader mig på showet og øjeblikket, det skal nok gå, det har altid vist sig. Det er kun musik. Jeg blev tidligt lektieskadet i skolen og har til gengæld hele mit voksne liv nydt det privilegium at kunne ta’ situationen, som den kommer – men med det fulde ansvar.
Så kommer Jesper, én af de otte ekstra turnéansatte, med 20 hotdogs.
Vi er atter på scenen. Vi er nødt til at spille hele koncerten igennem, endnu en gang. Lyd og lys er ikke på plads, og fra starten står vi i en kakofoni af skiftende projektørlys, feed - skingre skrig i højttalerne, der dræber toppen af hørelsen. Heldigvis kun midlertidigt.
Frekvenser bliver tæmmet og dræbt af lydmændene, og det bliver hele tiden bedre. Men det swinger stadig ikke rigtigt. Vi går i gang med et nummer, spiller forkert og stopper.
Der kommunikeres i et respektfuldt, rart tonefald. Bandet vil gerne ta’ én af sangene forfra, én gang til. Jeg afslår – vi skal videre.
Vi går af scenen for at spise. Jeg spiser stort set ikke noget, før jeg spiller. For mig er der ikke forskel på at skulle spille en koncert eller at bokse en boksekamp. Man skal være skarp, og dét er sindet ikke efter en omgang flødekartofler og sprængt svinekam. (Jeg skylder her at bemærke, at vi engang overværede Mogens Palles prof-boksere på hotel Randers, få timer før et stævne. Brian Nielsen guffede tilfreds et meget stort stykke af en ko i sig, med samt et dygtigt bjerg pomfritter. Og han vandt senere på aftenen.)
Vi evaluerer. Koncerten er vel overstået, og jeg kalder sammen, backstage. Det gi’r mening at gennemgå sætlisten nu, mens den er i frisk erindring.
Vi spiller en time længere end den kontraktlige aftale. Men fuck dét. Nu er det min luksus-opgave at pille tre-fire sange ud.
Dét bli’r i bussen i morgen, på vej til Sønderborg.