Tom Hanks har en dårlig dag.

Den amerikanske skuespiller har skrevet under på, at han skal sidde 72 timer i Firenze og give interview som led i promoveringen af »Inferno«. Mere end 200 internationale journalister er fløjet til byen for at se, hvor filmen foregår.

Programmet byder blandt andet på en særlig »Inferno«-vandretur, hvor man kommer forbi 500-salen, Palazzo Vecchio og Piazza della Signoria – ligesom den fiktive Robert Langdon gør i filmatiseringen af Dan Browns roman. Der er også en særlig visning af filmens trailer ved floden Arno – og endelig er der det såkaldte junket, hvor Hanks skal besvare spørgsmål fra verdenspressen.

Min dag er heller ikke for god. Under den planlagte Inferno-vandretur, blev jeg væk fra gruppen i Via del Tavolini. Og da jeg når op til Forte del Belvedere, forveksler jeg vand og hvid, så jeg ender med at vaske mit ansigt i Chardonnay. Det svier i øjnene, men Hanks lader sig ikke mærke med den grædende journalist foran ham. Faktisk ser han mig nok slet ikke.

Vi er over 30 internationale journalister i den første gruppe, der skal interviewe Hanks. Måske forklarer det, at der er indlagt en sikkerhedsafstand på halvanden meter mellem den første række og det podium, som Tom Hanks og filmens instruktør, Ron Howard, skal sidde på. Havde man håbet på intimitet eller nærvær, bliver man slemt skuffet.

Undvikling i de store lanceringer

Det har faktisk ikke altid været sådan, når en film skulle promoveres. I 50erne og 60erne kunne selv store filmstjerner vandre rundt under internationale filmfestivaler og give interview til dem, de mødte. I dag er lanceringerne af de store film styret ned til mindste detalje. Ifølge Weekendavisens Bo Green Jensen, der har anmeldt film siden 1981, tog det for alvor fart med lanceringen af »Ringenes Herre«-trilogien i 2001.

»Der begyndte man at flyve store grupper af journalister jorden rundt for at tale med de medvirkende. Journalisterne sad i store grupper - og det var heller ikke, fordi skuespillerne syntes, at det er særlig sjovt. Ofte havde de bare skrevet under på kontrakten,« siger Bo Green Jensen, der selv har deltaget i flere af junkets - blandt andet ved Cannes Filmfestival.

»Det kan godt give dig en fornemmelse af, hvad filmen handler om, men du kan ikke bedrive journalistik«, mener Bo Green Jensen. Han hentyder til, at de fleste skuespillere har deres agenter med under interview - og at de styrer, hvad der må tales om. Som regel er snakken begrænset til at handle om den aktuelle film. Spørges der til andre projekter, eller private anliggende, hoster agenten diskret. Og så går spørgerunden videre til en ny journalist.

Forklaringen på de store lanceringer ligger i pengene. Ifølge en opgørelse lavet af Hollywood Reporter stiger markedsføringsbudgetterne radikalt i disse år. Den generelle vækst i Kina, Rusland og Asien betyder nemlig, at Hollywoodfilm henter en stadig større del af deres indtjening overseas. Store film – som f.eks. actionfilmen »Transformers: Age of Extinction« fra 2014 -får nu 70 procent af deres indtjening uden for USA. Alene i Kina hentede filmen mere end 300 millioner dollars.

I 2012 var markedsføringsbudgetterne på de enkelte storfilm opgjort til cirka 175 millioner dollars, pr. film. I 2014 var det steget til 200 millioner dollar. Det bliver endnu vildere, hvis man ser på det historiske perspektiv. I 1980 kostede markedsføringen af en blockbuster »kun« 12,4 millioner dollars.

Professionalisering af filmbranchen

I Firenze er det ikke svær at forstå, hvad pengene går til. Alle journalister er indlogeret på gode hoteller. Store turistattraktioner som Forte del Belvedere og Palazzo Vecchio bliver afspærret for offentligheden, mens Tom Hanks og resten af filmholdet giver pressekonference. Jeg tæller mere end 18 assistenter i nærheden af det pressemøde, som Hanks indtager sammen med Ron Howard.

De skridter sammen ind i lokalet. Tager solbrillerne af og lader en ordstyrer med bred italiensk accent om at få journalister til at sætte sig. Det bliver præciseret, at man ikke må tage billeder. Og så går vi i gang.

Der spørges til, hvad der er godt ved at være i Firenze (»en vidunderlig by«, svarer Hanks, der blandt andet kan anbefale, at man går på møntvaskeri, hvor der er færre turister), hvordan det er at indspille en forsættelse (Tom Hanks siger: at »det er dejligt at kende sin karakter«) og hvad for noget mad, Tom Hanks bedst kan lide (»den italienske mad skulle være virkelig god her«, joker han).

Skuespilleren svarer pænt, smilende og beredvilligt. Først, da en japansk dameblads-journalist i karrygul strik bryder ind, sker der noget. Hanks stopper op. Striktrøjen vil vide, hvad Tom Hanks definerer som livets største mysterium.

»Jeg er her for at promovere en film for Sony Pictures – for crying out loud!,« nærmest råber Hanks, indtil Ron Howard tager mikrofonen.

»Livets største mysterium er alt det, der foregår mellem mennesker. Interaktioner på godt og ondt. Og det er det, man bedst kan skildre i filmkunsten«, siger Howard. Ordstyreren udpeger en ny spørger i mængden.

»Der er helt klart sket en såkaldt professionalisering af filmbranchen«, siger Claus Chris­tensen, der siden 2002 har været chefredaktør på Filmmagasinet Ekko. Han oplever, at filmlanceringer bliver mere og mere styrede. Også det gælder danske film.

»Først og fremmest vokser agentlaget hele tiden. Det betyder, at der bliver stillet krav om at alle interview bliver gennemlæst og skal godkendes. Der bliver stillet krav om, hvad man må spørge til. Endelig er der en enorm nidkærhed, hvor man hele tiden vil sikre, at al omtale er i filmens interesse.«

Bidraget til samfundsdebatten

Claus Christensen har et godt eksempel. I sidste uge blev Ekkos planlagte interview med de danske instruktører bag dokumentarfilmen The War Show aflyst. Begrundelsen var, at Claus Christensen har skrevet en kommentar, hvori han undrede sig over at filmens tidligere instruktør, Marie Skovgaard, ikke var nævnt i filmens rulletekster.

»De sagde helt åbent, at Ekko ikke kunne få et interview, fordi vi havde skrevet kritisk og ikke havde bakket filmen op«, fortæller Claus Christensen. Han ser det som endnu et trin i en kedelig retning, hvor alt risikerer at ende i markedsføring.

»Som journalist forsøger man jo altid at lave så interessante ting som muligt. Men når der kommer flere pr-agenter og markedsstrategier ind over, så bliver kunstnerne så fokuserede på, at de skal sælge deres film, at de siger det samme til alle medier. Og de levende og interessante artikler bliver sværere at lave, hvis fokus kun ligger på at sælge filmen.«

Claus Christensen understreger, at det heller ikke er i samfundets interesse.

»Hvis kunstnerne kun stiller op, når de har en film, der skal promoveres, mister vi deres bidrag til samfundsdebatten. Det er en ærgerlig udvikling«, mener Claus Christensen.

Spørgsmålet er, hvordan Tom Hanks ser på det. Jeg ville gerne have spurgt ham, hvis det var muligt. Men efter 15 minutter og cirka 28 spørgsmål rejser han sig op, tager solbrillerne på og forsvinder ned i en sort limousine. Det internationale pressekorps stimler sammen omkring de bleggule minibusser. Jeg beslutter mig for at spadsere hjem.