Selvom DR1 har pillet ved sendetiden for stationens sene TV-Avis, så har det ikke medført store omvæltninger i selve nyhedsudsendelsen.
Sådan lyder vurderingen fra lektor Henrik Søndergaard fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet, efter at DR for første gang har sendt TV-Avis klokken 21.30 – en halv time senere, end seerne er vant til.
Han påpeger, at den nye TV-Avis ikke adskiller sig stort fra den gamle.
- Jeg hæftede mig ved, at det lignede den gamle TV-Avis. Der er åbenbart gjort noget for, at det ikke skal være et fuldstændigt forandret nyhedsprogram, vi skal se. Der er en del af grafikken og lyden, der er den samme. Det er jo også kendte mennesker, der bemander studiet. Det er måske meget godt, at kontinuiteten er bevaret, for TV-Avisen har jo et godt brand, siger han.
Henrik Søndergaard vurderer dog, at den nye TV-Avis fremstår mere seriøs end tidligere.
- Der en seriøsitet, der bliver understreget med en alvorlig grimasse fra studieværtens side. Det er alvorlige indslag. Hvis jeg skal se en forskel, så synes jeg, at det drejer sig mere i den retning, end det gjorde tidligere, forklarer han.
Seere, der fulgte med, da TV-Avisen mandag aften for første gang blev sendt klokken 21.30, bed måske mærke i, at studieværten flere gange stillede om til DR-korrespondenter med et særligt stofområde. Og journalisterne bag aftenens historier kommer efter alt at dømme til at fylde mere fremover, forklarer medielektoren.
- Jeg tror, at det bliver et stærkere samspil mellem studieværten og folk ude i marken. Hvor de forskellige folk i marken kommer til at stå for nogle kerneområder, som de så bliver genkendt med. Det forhold bliver understreget, når Kim Bildsø Lassen siger »nu vil jeg tage jer med til Mellemøsten og vores danske korrespondent der«, som så indleder indslaget, siger Henrik Søndergaard.
I de seneste 18 år har seerne trygt kunnet stole på, at DR i hverdagene blændede op for en TV-Avis, når klokken viste 21.00. Nyhedsudsendelsen er Danmarks mest sete, og med det nye sendetidspunkt håber den danske public service-station at kapre nye seere til DR1 i primetime.
- Hidtil har vi kun haft sendetiden fra kl. 20 til 21 til at sende alle de programmer, vi gerne vil vise vores seere. Nu udvider vi dette tidsrum til kl. 21.30 og får dermed mulighed for at sammensætte vores programtilbud på en helt ny måde, så vi både har plads til at vise de kendte DR1-brands og skabe debat med helt nye programformater, har DR1-chefen Lotte Lindegaard tidligere udtalt til Berlingske.
Det er da netop også de øvrige DR1-programmer, som med den ændrede sendetid vil få held til at sikre sig flere seere, og ikke selve TV-Avisen, vurderer Henrik Søndergaard.
- Der hvor man formentligt vinder, er der før TV-Avisen, nemlig i primetime. Grundlæggende set tror jeg ikke, at man vil se, at man får et helt andet publikum. Jeg tror, at man vil forsøge at fastholde det publikum, man havde før, og så styrke det ved at have en gennemarbejdet TV-Avis, siger han.