August har været en begivenhedsrig måned for skuespilleren Carsten Svendsen.

Dels har han haft rygende travlt med prøverne på »Annie Get your Gun« – den første af to store musicals, han medvirker i på Det Ny Teater i denne sæson – hvor han har rollen som Frank Butler over for Maria Lucia Heiberg Rosenbergs Annie. Dels har han lige modtaget ikke bare én, men hele to talentpriser for sin debut som revykunstner i Ganløse Revyen tidligere på sommeren – først ved Revyernes Revy på Bakken 13. august og derefter i Charlies Revygalla 27. august i Cirkusbygningen.