Flot. Meget flot. Og gammeldags. Meget gammeldags. Sådan virker luksusmusicalen »Annie Get Your Gun« på Det Ny Teater. Et pletskud, hvad angår stjernerne, udførelsen, udstyret. Men også en forestilling, som ikke kan skjule, at musicalen fra 1946 slentrer lidt adstadigt hen over scenen på sine tynde ben.

Det er slet ikke instruktøren Daniel Bohrs skyld, skønt iscenesættelsen - her læner man sig op ad en Broadway-genoplivning fra 1999 - vælger at placere hele beretningen om mesterskytten Annie Oakleys vej mod kærlighed og ægteskab som en del af Buffalo Bills berømte western-cirkus, altså som en forestilling i forestillingen. Utvivlsomt fordi man godt ved, at historien er spinkel, men det, der skal gøre dens sceneskift i manegen gesvindt, gør den også ekstra omstændelig, når alt skal annonceres - hvor rapfodet Kim Hammelsvang som teaterproducer end kan gøre det, hvor urokkeligt Flemming Krøll som Buffalo Bill himself kan følge trop.