Så fik han nok. Morten Olsen har meddelt sin afsked med fodboldlandsholdet, og efter EM i 2016 trækker han sig tilbage. Det lyder ikke umiddelbart dramatisk, for efter 16 år som landstræner er det naturligt at nå til endepunktet, men afslutningen rummer større perspektiver. Ikke blot udgør Morten Olsen personificeringen af det smukke forhold mellem landshold og befolkning, der med fornyet kraft opstod i 1980’erne. Han har også gennem karrieren som både spiller og træner repræsenteret nogle dyder, der efterhånden er sjældne. Da jeg i 2000 interviewede Morten Olsen som nyansat landstræner, slog det mig allermest, at han i så høj grad var drevet af trangen til at tjene landsholdet som folkets samlingspunkt.

Læs også: Morten Olsen annoncerer stop som landstræner

Nok er Morten Olsen kendt for sin intense fodboldfaglighed, men han er samtidig grundet i noget dybere, og siden sin landsholdsdebut i 1970 har han været dansk fodbolds største personlighed. For mens Michael Laudrup og Peter Schmeichel har forsynet fortællingen med stjernedrys, har Morten Olsen stået for menneskelig klasse.

Med hans snarlige afgang ser vi, at tiden er en anden. I samfundet såvel som i fodboldunionen. I årevis har Morten Olsen været en del af DBUs hjerteblod, hans tænkning gennemsyrer systemet, og den tidligere generalsekretær Jim Stjerne Hansen lagde aldrig skjul på, at Morten Olsen reelt kunne blive, så længe han ville. Men i 2014 skete et generationsskift med direktør Claus Bretton-Meyer som ny frontfigur, og den glatte retorik rykkede ind med sin aura af slogans og powerpoint-præsentationer. Samt en højst uværdig behandling af Morten Olsen selv. Man undlod – eller »glemte«, som det officielt lyder – at invitere landstræneren til årets prisoverrækkelsesfest, og man ignorerede hans holdning, da der for nylig blev ansat en ny talentudviklingschef. DBU udviser nærmest ringeagt for netop den større sammenhæng, som man ifølge eget udsagn vil tilhøre. »En del af noget større« lyder det poppet overalt, hvos DBU møder folket, men ordene falder flovt til jorden, når man end ikke formår at ære den mand, der i årtier har været fortaler for netop pligten over for det større.

Læs også: Selvfølgelig fik Olsen nok af ikke at være mere ønsket

Det er oplagt at se bruddet mellem DBU og Morten Olsen som symbol på en overordnet udvikling. Selvbeherskelse og pligtfølelse vækker ikke stor anerkendelse, og mens landstræneren udgør antitesen til oppustet hyldest af det omstillingsparate, står han mere og mere tilbage som en bærer af det forgangne. Som den, der for nogen tid siden bad sine spillere tilslutte sig nogle basale forpligtende æresbegreber angående optræden på landsholdet, fordi han instinktivt reagerer mod narcissistiske kræfter.

Læs også: Agger forstår Olsens beslutning om at stoppe

Morten Olsen må virkelig af og til gennem årene have tænkt sit i omgangen med de alt for højt lønnede spillere og deres til tider infantile træk. Men han har sikkert også inspireret visse af dem til besindelse på den for ham så selvfølgelige pligt til at tjene en helhed. For Morten Olsen er dette en naturlig del af livet, der udtrykkes i handling. I DBU fremstår det mere i dag som et smart salgstrick, der udtrykkes i image. Det giver sig selv, at de må skilles. Det er ægte forankring stillet over for bragesnak. Det er ånd stillet over for hulhed, og når Morten Olsen snart går fra borde, ved vi, at en bestemt epoke er forbi.