Michael Laudrup afviser ikke, at han kan blive Morten Olsens afløser på landstrænerposten.

Michael Laudrup er bookmakernes favorit til at afløse Morten Olsen som dansk landstræner, når Olsen stopper i sommeren 2016.

Laudrup har i utallige år været regnet for dansk fodbolds største trænernavn, og det var tidligere en offentlig hemmelighed, at jobbet som Olsens afløser var hans, hvis han ville have det.

Sådan var det i hvert fald, da Jim Stjerne Hansen var generalsekretær i DBU.

I dag hedder chefen Claus Bretton-Meyer, men det ændrer ikke på, at Laudrup fortsat er en mulighed som Danmarks kommende landstræner.

Laudrup har tidligere afvist landstrænerjobbet, men det gør han ikke denne gang. I hvert fald ikke i første omgang

»Men hvis DBU en dag spørger mig, vil jeg tænke over det. Ikke før«, siger Michael Laudrup til Politiken.

»Det har jeg sagt ved tidligere lejligheder, og det gælder stadig«, fortsætter Laudrup.

Michael Laudrup var et brandvarmt emne i 2011, da han selv var i Mallorca. Dengang havde Morten Olsen også sagt stop, men han ændrede senere mening og blev i landstrænersædet.

 

Det forlader Olsen imidlertid senest efter EM i Frankrig næste år. Måske tager Michael Laudrup, der tidligere har været assistent for netop Olsen, over for sin gamle chef.