For Lars Løkke Rasmussen har det været dyrt at være i opposition. Hans troværdighed er slidt helt ned til de sokker, han ikke selv har betalt. Selv om magten synes tæt på, er danskerne langtfra begejstrede ved udsigten til at få Løkke som statsminister.
Det var John F. Kennedy, der sagde de berømte ord om, at sejren har mange fædre, mens nederlaget er forældreløst. Sådan er det ikke i Venstre. Lykkes det ikke Lars Løkke Rasmussen at hive den sejr hjem ved folketingsvalget, som stort set alle meningsmålinger de sidste tre et halvt år har tildelt ham, er ansvaret hans. Ikke blot fordi lederskab og ansvar hænger uløseligt sammen. Ikke blot fordi medierne skal have et ansigt at klistre nederlaget på. Men fordi det var hans person, der stod i vejen.
For Lars Løkke Rasmussen har tiden i opposition været meget mere end en dans på røde løftebrud. Selvtilliden er ellers til at læse i hans ansigtstræk, da han på valgaftenen 15. september 2011 proklamerer, at godt nok får Helle Thorning-Schmidt (S) nøglerne til statsministeriet, men de er »kun til låns«. Løkke har lige tabt regeringsmagten, men han ligner ikke en taber. Venstre er gået ét mandat frem, og under hele valgkampen har danskerne vurderet Løkke som den bedst egnede statsminister. Det er VKO-familien, danskerne er trætte af, ikke Løkke.
Normalt plejer det at være nye regeringer, der oplever en form for hvedebrødsdage. En periode med begejstring, hvor vælgerne er så spændte på fornyelsen, at de ser gennem fingre med, hvad der måtte være af fejl. I efteråret 2011 og det meste af 2012 er det i stedet Lars Løkke Rasmussen, der holder hvedebrødsdage som oppositionsleder. Helle Thorning-Schmidt og hendes røde regeringsfæller har begivet sig ud i et kviksand af løftebrud, og allerede en god måneds tid efter valget er meningsmålingerne tippet i blå favør. Ja, der er ligefrem dem, der taler om, at var valget kommet en måned eller to senere, havde Lars Løkke Rasmussen fået lov at fortsætte som statsminister.
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
Så god er stemningen omkring Løkke, at hans politiske kampfælle og gode ven Søren Pind på sin blog på Berlingske.dk udnævner Løkke til at være Danmarks moralske statsminister. Underforstået at regeringen har løjet sig til magten, mens Lars Løkke Rasmussen ærligt har fremlagt sin politik. Ved at tage opgøret med efterlønnen er Lars Løkke Rasmussen allerede inden valget trådt ud af sin forgænger, Anders Fogh Rasmussens, skygge. Tiden i opposition skal Løkke bruge på at udforme sit politiske projekt og genopfinde sig selv som statsmand: Det er slut med at iscenesætte sig selv som Lille Lars fra Græsted. Han vil bevise, at han ikke blot kan forvalte den magt, der bliver ham foræret, men at han også kan vinde den selv.
Det er især i landsmødetalerne, at Lars Løkke Rasmussen har tegnet sit politiske projekt. Ikke med »en færdig plan med tal og procenter«, som han udtrykker det i 2011. Men med sigtelinjer og mærkesager. Som den liberalist og velfærdssnedker Løkke er, fokuserer han på indretningen af den offentlige sektor, og på at det skal kunne betale sig at arbejde.
Mest konkret er Løkkes udmelding om nulvækst, også kaldet udgiftsstop, i den offentlige sektor, som han fremsætter i sin landsmødetale i 2012. Med den etablerer han en tydelig skillelinje i dansk politik. Året efter er det store slagnummer et nyt moderne kontanthjælpsloft og en lettelse af skatten på de lave indkomster. Hvor meget skatten skal lettes, og hvor kontanthjælpsloftet helt præcist skal ligge, vil han stadig ikke svare på.
Allerede i sin første grundlovstale efter han blev statsminister forsøger Lars Løkke at redefinere kontraktpolitikken. Han vil ikke gøre som Fogh, og han vil ikke ende i den løftebrudssuppedas, som de røde er havnet i.
»For mig handler det om, at sætte tydelige retninger og så indrømme politikerne lidt frihed til at lægge den præcise rute og styre tempoet. Moderne kontraktpolitik må gå ud på at sige, hvor vil vi have samfundet hen. Der har vi været meget konkrete. Vi har sagt, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde. Så ville det være løftebrud, at føre en politik, som gør, at det for flere danskere ikke kan betale sig at arbejde,« siger Løkke i dag.
Men presset for tydeligere svar og konkrete planer vil blive intensiveret i valgkampen frem mod d. 18 juni. Og spørgsmålet er, hvor mange ubesvarede spørgsmål Løkke kan holde til at have hængende i luften.
Når en række Venstre-byrådsmedlemmer kræver svar på, hvordan det moderne kontanthjælpsloft skal skrues sammen, er det, fordi de ikke aner, hvad de skal sige til vælgerne. Og når Løkke er ukonkret, er der lagt op til fri leg for regeringen, som med stor ihærdighed har udpenslet de store nedskæringer, som de mener, nulvækst i den offentlige sektor vil føre til. Måske er det derfor, Løkke pludselig i marts siger, at nulvækst kan skrues sammen på mange måder, fordi der er tale om nulvækst på det offentlige forbrug. Sparer man på de offentlige udgifter, som ulandsbistand eller udgifterne til asylansøgere, kan der godt bruges flere penge på bestemte velfærdsområder.
»De lempelser, regeringen har lavet, koster i direkte omkostninger én mia. kroner om året. Dem vil vi rulle tilbage. Og så vil jeg hellere bruge den milliard på noget, der er mere borgernært end asylansøgere,« sagde Løkke så sent som i tirsdags.
Selv om Lars Løkke Rasmussens tidligere rådgiver Søs Marie Serup har skiftet rollen som Venstre-strateg ud med kommentatorjob på TV 2 og egen konsulentvirksomhed, er det alligevel værd at bide mærke i det råd, hun giver sin tidligere arbejdsgiver i en artikel i Berlingske i sommeren 2013.
»Det politiske projekt skal de (Venstre, red.) nok få skruet sammen til noget, der egner sig til at gå til valg på. Så det vigtigste er, at han passer på sit personlige varemærke. Han skal vogte det, som var det kronjuvelerne,« siger Søs Marie Serup.
Årsagen til udtalelsen er et par uheldige TV-interview, hvor Løkke lufter sit lunefulde temperament og får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange venstrefolk, som ellers føler sig noget nær usårlige med en opbakning til partiet fra knap hver tredje vælger.
To år senere er det kun godt hver femte vælger, der ville stemme på Venstre. For Lars Løkke Rasmussen får hverken passet på sit varemærke eller sin troværdighed.
Først er der GGGI-sagen, hvor Ekstra Bladet kan afsløre, at han har rejst verden grøn på første klasse for flere end 770.000 bistandskroner. Løkke prøver at dukke sig, men da mediepresset bliver for voldsomt, afholder han det efterhånden berømte mere end fire timer lange maratonpressemøde, hvor han beredvilligt svarer på alle journalisternes spørgsmål. Noget af en præstation fra Løkkes side og en forsmag på de overlevelseskræfter han er i stand til at mobilisere, når det ser allersortest ud.
Det gør det på Venstres ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde i Odense 3. juni 2014. I løbet af dagen erfarer flere medier, at Lars Løkke Rasmussen vil trække sig som formand, fældet af sin næstformand Kristian Jensen og en voldsom utilfredshed i Venstres bagland over, at partiet har betalt tøj og sko til formanden for 152.000 kroner.
Lille Lars er blevet til luksus-Lars, og bilagene for Løkkes tøj er blevet dem, der har fået bøtten med regninger, som formanden ikke selv har betalt, til at flyde over. Men de hovedbetyrelsesmedlemmer, der holder igen med kritikken af deres formand på mødet i Odense Congress Center, fordi de tror, at han har erkendt sit nederlag, har undervurderet Løkke. Hans trodsighed, hans politiske snilde og hans vilje til magten. Med venstreprofiler som Herning-borgmester Lars Krarup og tidligere forsvarsminister Søren Gade på sin side lykkedes det med truslen om et kampvalg mod sidstnævnte at skræmme Kristian Jensen fra at gå efter magten. Og som en anden Houdini kommer Lars Løkke Rasmussen kort før midnat ud fra mødet for at meddele, at han stadig er formand.
Men det er en formand for et delt parti. Alle ved, hvem der bakkede Kristian Jensen op, og hvem der forblev Løkke-støtter. Og det er en formand, som har sat en stor del af sin troværdighed over styr.
»Jeg har klart lavet nogle fejl. Der er kommet ridser i mit fernis. Og det er kommet ligesom rids, på rids, på rids, på rids - så det til sidst står som et åbent sår. Den her valgperiode har været et wake up call til mig. Det gælder i forhold til min position som formand for Venstre, hvor jeg blev mindet om, at man ikke skal tage ting for givet. Men det gælder også i forhold til Danmark helt bredt. Jeg har været rundt i landet og kan mærke, at der er en Christiansborgvirkelighed og en anden virkelighed, som vi er nødt til at komme tættere på. Det vil have betydning for, hvordan jeg har tænkt mig at drive en ny regering,« siger Løkke.
Finansordfører Peter Christensen (V) er ikke i tvivl om, at Løkke egner sig bedre til at være statsminister end oppositionsleder.
»Ja, det gør han. Når man kigger på Lars’ CV, har han altid siddet med et udøvende ansvar. Kommunalt, amtsligt, regionalt og statsligt. Han er en hands on-politiker, der er i politik for at lave ting om. Det er mere i hans ånd at være proaktiv, som man er, når man er i regering, end at være reaktiv, som man mere er som opposition.«