»Sproget, der altid har fulgt og været mit liv, kan intet. Sproget gisper, sproget falder til jorden, fladt og ubrugeligt. Sprogets sørgedragt er grim og stinkende. At forstå det uforståelige er ikke sprogligt.
»De første mange måneder var der nærmest kun en ubeskrivelig smerte. Jeg tænkte slet ikke på at skrive, det var ikke muligt. Jeg kunne ingenting. Intet. Man bruger al sin energi på overhovedet at forsøge at forstå det, der er sket. Hjernen kan ikke fatte det. Det tager meget lang tid. Hver eneste morgen skal man forstå det igen, at det er virkeligt, at det virkelig er sket, at det her er den nye virkelighed. Så i lang tid er det bare ren overlevelse. Og traumet der igen og igen farer gennem én som et afsindigt og voldsomt stød. Så jeg var helt ligeglad med at skrive. Senere tænkte jeg, at jeg nok aldrig kom til at skrive igen. Men det var jeg også ligeglad med. Der er tale om et chok så stort, at alt ligesom lukker ned. Det er en meget fysisk smerte. Man kan ingenting, simpelthen. Man kan ikke være i sig selv.«
