JERUSALEM: Prisen er for høj.

Egypterne er begyndt at sige det samme som mange iranere har sagt i årevis: At gøre oprør eller tage kampen op mod et undertrykkende regime har sin pris. Ofte for høj.

Store dele af begge befolkninger er utilfredse med deres styre. Begge befolkninger har oplevet blodige revolutioner. Iranerne i 1979, da befolkningen afsatte shahen, og præsterne kuppede sig til magten, og egypterne i 2011, da tidligere præsident Hosni Mubarak blev presset af posten, og igen i 2012, da militæret smed Broderskabets præsident, Mohamed Morsi, i fængsel.

Fællesnævneren for de to meget forskellige lande er, at både præstestyret i Iran og præsident al-Sisis militære autokrati i Egypten synes at have sat sig så tungt og truende på magten, at mange på forhånd opgiver ideen om overhovedet at tage kampen for frihed og demokrati op.

Var Hosni Mubarak, der blev frikendt for mord og korruption lørdag morgen, blevet frikendt af det juridiske system efter tre måneder i 2011, ville millioner af egyptere have stået på Tahrir-pladsen. Men der er gået tre et halvt år, og selv om Mubaraks frikendelse har resulteret i demonstrationer og vrede, er det slet ikke at sammenligne med stemningen for tre år siden, da demonstranterne følte de havde momentum. Og hvor de ikke lod sig skræmme af styrets hårde hånd.

Gennem de seneste tre år har hæren generobret sin centrale position bag præsident Abdel Fattah al-Sisi. Retssystemet er blevet forsynet med drakoniske love, der giver domstolene retten til at smide ballonviftende piger ved demonstrationer i spjældet i tre år. Journalister trues, og nogle er blevet fængslet, menneskerettighedsaktivister udsættes for chikane, og islamisterne, som i en kort stund sad på magten, bliver forfulgt, afhørt og dømt i henhold til landets strenge terrorlovgivning. Siden juli 2012 er 40.000 egyptere blevet arresteret.

Som i Iran, hvor det er studenterne, der med års mellemrum vover pelsen i kampen mod styret, mens resten sidder derhjemme og erklærer sig enige på sikker afstand, er det forholdsvis små grupper af islamister og studenter, der nu udfordrer det massive politiopbud i Cairos gader.

Fredag havde Egyptens islamister varslet massedemonstrationer for at generobre revolutionen. Protesterne druknede, og drømmen om at generobre revolutionen blev udsat på ubestemt tid. Præsident al-Sisi har ikke tænkt sig at sætte magten over styr som Mubarak i 2011. Hans opfattelse er, at Egyptens befolkning ikke er moden nok til demokrati, og derfor opfatter han sig selv som en vigtig stabiliserende faktor, der skåner Egypten for islamistiske eller demokratiske eksperimenter, som landets befolkning ikke kan håndtere.

At det betyder undertrykkelse og forfølgelse af særlige befolkningsgrupper, som også internt er splittet, er en pris, som det nye styre i Egypten er parat til at betale. Styret ved, at islamisterne og demokrati-forkæmperne fra 2011-revolutionen er lige så uenige indbyrdes, som de er fælles om at kritisere militærets rolle i øjeblikket. Den interne uenighed er en svaghed, som al-Sisi drager fordel af.

Vesten kan leve med en stærk mand

Ligesom Irans præstestyre er al-Sisis interesser regionale, mens hjemmefronten holdes i skak. Egypten ønsker rollen som mellemøstlig mægler tilbage. Egypten ønsker at balancere Tyrkiets og Saudi-Arabiens indflydelse i den sunnimuslimske verden.

Al-sisi ønsker at rette op på det negative indtryk, som kuppet mod Morsi medførte i Vesten, hvilket han på det seneste har gjort meget for fra talerstolen i FN og under møder med europæiske politikere. Alle er blevet præsenteret med meldinger om, at Egypten gør en indsats for at sikre sine borgeres rettigheder.

Set i de seneste tre års perspektiv og i en tid, hvor Vesten først og fremmest er optaget af kampen mod Islamisk Stat, er det al-Sisis vurdering, at det internationale samfund ønsker – eller måske snarere kan acceptere og samarbejde med – en stærk mand i Cairo, som kan forhindre den arabiske verdens folkerigeste land i at bukke under for kaos og borgerkrig.