I alle retninger breder de blidt bølgende vinmarker sig i det næsten uendelige, mens vi står på et højt punkt ved landsbyen Hautvillers og skuer ud over omgivelserne. Vi er i slutningen af september i hjertet af Champagne-regionen i det nordøstlige Frankrig. Vinrankerne er begyndt at tage det gyldne look på sig, og efterårets sarte, let disede lys spreder en særlig magi over landskabet. Langt de fleste af druerne er for længst plukket, så de bønder, der ses sporadisk mellem vinstokkene, er i gang med at efterbehandle dem. I år startede det fysisk krævende arbejde med plukningen allerede – og noget usædvanligt – i slutningen af august og fortsatte et par uger ind i september. Nu kan bønderne ånde lettet op, tage den med ro og tilmed glæde sig over årets tilfredsstillende høstudbytte.
Champagne overalt
Rigtig meget i Champagne-regionen handler om – champagne! Overalt og konstant, ja, næsten i en grad, der kan synes manisk. Den amerikanske forfatter F. Scott Fitzgeralds’ citat ’For meget af alt er dårligt, men for meget champagne er godt’ synes at ramme plet i regionens selvbevidsthed. Det boblende guld trænger sig på i byerne og på landet. Den største by, Reims, i den nordlige ende af distriktet, de noget mindre mod syd som især Eperney og endelig de små landsbyer, som ud over Hautvillers tæller Mutigny, Rilly og flere andre, hvor husgavle, vejskilte, butiksudsmykning osv. relaterer sig til den guddommelige drik.
