Det ligner én lang og kompliceret ond spiral.

Anført af USA bomber Vesten terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) i Syrien og Irak. Men bomberne har regnet over Raqqa og andre IS-højborge i mere end et år, og militæranalytikere vurderer, at hver gang vi slår en fjende ihjel, skaber vi flere, og hver gang ofrene også omfatter civile , skaber vi endnu flere.

Kurderne ligner indtil nu den bedste allierede på landjorden til at nedkæmpe IS, men Natos næststørste militærstyrke, Tyrkiet, forsøger at stække kurderne. Og Vesten vil også gerne af med Syriens diktator, den shiaorienterede alawit Bashar al-Assad, men han får støtte fra stormagter som Rusland og Iran.

Samtidig har krigen i Syrien udløst enorme flygtningestrømme op gennem Europa, som gør det sværere at kontrollere, hvem der slipper over de europæiske grænser. Den debat eskalerede i denne uge, efter at IS eller IS-sympatisører havde gennemført koordinerede terrorangreb i Paris. Frankrig har svaret kontant igen og optrappet luftangrebene over Syrien - som så risikerer at udløse flere ofre, flere fjender, flere flygtninge.

Er der overhovedet nogen udsigt til fred?

Berlingske har spurgt Naser Khader. Han er folketingsmedlem for de Konservative, men har i flere år specialiseret sig i Mellemøsten. Naser Khader er af palæstinensisk oprindelse, men boede de første 11 år af sit liv hos sine bedsteforældre uden for Syriens hovedstad, Damaskus. Han er også cand.polit, har læst mellemøststudier ved Syddansk Universitet og er master i teologi. I fire år har han været seniorforsker ved tænketanken Hudson Institute i Washington, netop med speciale i islam og Mellemøsten.

»Vi står i en enormt vanskelig situation,« siger Naser Khader.

»Når vi blander os, som vi gør, skaber vi kæmpe problemer i Syrien, som også får konsekvenser for Europa. Men hvis vi ikke blander os, vil vi skabe endnu større problemer. Griber vi ikke ind nu, vil vi komme til at opleve et vanvid, der vil sprede sig til europæiske storbyer og resten af Mellemøsten. Kunne vi være sikre på, at Islamisk Stat ville forblive et kalifat i et ørkenområde, var situationen måske acceptabel. Men Islamisk Stat vil aldrig lade os være i fred,« siger Khader.

Et kalifat samler verdens muslimer under en islamisk statsform i et politisk system. Kalifatet bliver regeret af en kalif. Siden profeten Muhammeds død i år 632 i Medina har der eksisteret en række kalifater ledet af forskellige folkeslag.

»Det er en del af ideologien at erobre næste land. Mit bud er, at Jordan står næst i rækken, hvis vi ikke gør noget. Der har heller aldrig eksisteret et kalifat, som ikke omfattede en af de hellige byer Mekka, Medina eller Jerusalem,« siger Khader.

Naser Khader understreger, at han allerede i 2011 advarede om, at vi skulle holde skarpt øje med Syrien. Det var før, syrere i stor stil flygtede op gennem Europa. Det var før, de fleste kendte navnet Islamisk Stat.

»Assad sagde allerede i juni 2011, at hvis I prøver at vælte mig, bliver Mellemøsten omdannet til en krudttønde,« siger Khader med henvisning til Syriens præsident.

»Syrien består af mindst 28 forskellige etniske og religiøse grupper, og Syrien er blevet erobret af stort set alle imperier: babylonierne, sumererne, perserne, egypterne, jøderne, assyrerne, romerne, mongolerne, franskmændene, de har alle været der. Syrien er det mest sammensatte land i Mellemøsten. Så der skal ikke meget til at skabe ubalance.«

Khader har forståelse for, at USA var krigstræt efter årelange missioner i Irak og Afghanistan, men mener alligevel, at Vesten burde have reageret, da det syriske regime angreb sin egen civilbefolkning.

»Assad var presset i 2012, men stadig allieret med Rusland og Iran, og så gav han amnesti til jihadister og al-Qaeda-folk,« siger Khader med reference til den terrororganisation, Vesten støt har bekæmpet siden terrorangrebene på USA i 2001.

Han understreger, at Assad bevidst medvirkede til at lade Islamisk Stat spire.

»Assad havde en strategi om, at hvis han skabte noget, som var værre end ham selv, var resten af verden nødt til at beholde ham.«

Hvordan vil du beskrive fronterne i Syrien lige nu?

»Kampen mod Islamisk Stat kan kun vindes ved at indsætte landtropper. I Irak har man kurderne, Iran-støttede shia-militser og en svag irakisk hær på jorden. I Syrien er situationen anderledes. Den moderate Frie Syriske Hær er næsten ikke-eksisterende i  dag. Den er elimineret af Assad, al-Nusra og Islamisk Stat. De kurdiske grupper i Syrien er for få og svage til at gå ind i kampen mod hele Islamisk Stat. De har primært fokus på deres kurdiske område i Nordøstsyrien. De har ingen interesse i at kæmpe mod islamisk Stat i resten af landet. Det optimale ville være, hvis Tyrkiet med Natos næststørste hær sendte landtropper til Syrien. Men tyrkerne er ikke interesserede i, at kurderne bliver for stærke. Den primære fjende er Islamisk Stat, som har en ambition om global terror. I forhold til den syriske civilbefolkning er Assad også en modstander. Der er flere syrere, der flygter fra Assad end fra Islamisk Stat,« siger Naser Khader.

Anerkender du ikke, at stærke diktatorer som Assad i Syrien, Saddam Hussein i Irak og Gaddafi i Libyen skabte mere stabilitet?

»Nej, det er en myte. Og den er vigtig at aflive. Saddam angreb Kuwait i 1990, sendte missiler ind over Israel og angreb kurderne med kemiske våben. Gaddafi finansierede terrorgrupper og medvirkede til at skyde flyet Pan Am ned over Lockerbie. Og Assad invaderede nabolandet Libanon og angriber sin egen befolkning,« siger Khader.

Det er vel en afgørende forskel, at Assad ikke bedriver terror i Europa?

»Jamen, han har været med til at skabe Islamisk Stat og dermed terroren. Jeg synes heller ikke, at det er et argument, at fordi der er mere ro i Vesten, så lader man bare diktatorer behandle sine befolkning, som de vil. Som demokrater kerer man sig om verdens elendighed.«

Er der efter din vurdering nogen udsigt til, at krigen i Syrien stopper, når man tænker på, hvor mange år vi investerede i Irak og Afghanistan?

»Ja. Forskellen er, at vi havde alt for store ambitioner i Irak og Afghanistan med statsopbygning, at bygge broer og skoler og indføre kvinderettigheder. I Syrien handler det alene om terrorbekæmpelse. Militæreksperter taler om, at 25.000-30.00 elitesoldater på jorden kan været nok til at besejre Islamisk Stat,« siger Khader.

Er problemet ikke det samme som i Afghanistan: At det er enormt flydende, hvem fjenden egentlig er? Mange har parkeret sympatien hos fjenden, men derfor kan man ikke slå dem ihjel.

»Det er nemmere i Syrien. Jihadisterne er modsat talibanerne i Afghanistan på udebane. Landskabet i Syrien og Irak er anderledes end i Afghanistan. Og krigerne fra Islamisk Stat har defineret sig selv tydeligt med tøj og hår. Store dele af befolkningen er også bange for dem. Det bliver hårdt, men det er ikke uoverkommeligt at besejre Islamisk Stat.«

Så hvorfor er det endnu ikke sket?

»Fordi indsatsen har været forkølet og kvarthjertet. Vi er stort set kun gået efter Islamisk Stat i Irak, og ingen har vundet en krig alene fra luften.«

Og hvad så bagefter: Efter al-Qaeda kom Islamisk Stat. Føder vi ikke bare en ny terrorbevægelse?

»Den slags grupper og organisationer opstår i fejlstater. Derfor skal det internationale samfund presse meget på for en politisk løsning i Syrien. Assad er pest, Islamisk Stat er kolera. Så længe de er der, vil der aldrig være fred i Syrien.«

Så hvad er løsningen?

»Vi skal have nedkæmpet Islamisk Stat. Og så skal have en politisk løsning med et præsidentskifte, men ikke nødvendigvis et regimeskifte. Assad er en rød klud i hovedet på mange, både blandt syrere og generelt i den arabiske verden, men jeg vil ikke nødvendigvis gå efter at udskifte hele regimet, fordi vi risikerer at udløse et kaos som i Irak. Vi skal have en politisk løsning, som både den moderate opposition og de arabiske lande kan leve med. Syrien skal gives tilbage til det syriske civilsamfund, dem, der dominerede gaderne i 2011 og krævede reformer,« siger Naser Khader.