Indtil i lørdags havde regeringen i Tyrkiet en rigtig god undskyldning for ikke at tilslutte sig den amerikanskledede krig mod de militante ekstremister i Islamisk Stat i Irak og Syrien: De 49 gidsler fra det tyrkiske konsulat, som på tredje måned var i Islamisk Stats fangenskab.

Men med frigivelsen af gidslerne i weekenden er Tyrkiet kommet under fornyet pres fra USA og de andre lande i koalitionen, der bekriger Islamisk Stat: Kom nu helhjertet ind i kampen i stedet for kun at yde »humanitær logistik«.

Som naboland til kalifatet, som Islamisk Stat har udråbt, og med NATO-alliancens næststørste hær har Tyrkiet været tiltænkt en hovedrolle i kampen mod ekstremisterne. Men den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, tøver fortsat. Hensynet til de 49 gidsler var ikke hele forklaringen.

»Støtte til koalitionen behøver ikke nødvendigvis at være våben og bomber; det kan også være politisk støtte,« sagde Erdogan til lokale journalister dagen efter frigivelsen af de 49 gidsler.

Hans forsigtighed skyldes ikke kun, at Erdogan frygter hævnangreb fra Islamisk Stat, der flere steder i Tyrkiet aktivt rekrutterer og udbreder det blodige budskab.

Ifølge en velunderrettet vestlig diplomatisk kilde i den konfliktramte region er der også en mere overordnet kalkule: Tyrkiet satser på, at ekstremisterne i Islamisk Stat kan vælte det syriske regime, når nu de mere moderate syriske oprørere ikke kan klare opgaven. Når Assad-regimet i Damaskus så er væltet, vil Tyrkiet intervenere militært, udrydde Islamisk Stat og sørge for, at Syrien får et mere moderat islamisk styre a la det tyrkiske under Erdogan.

Det lyder som plottet i en international, storpolitisk thriller, men i Mellemøsten, og når Tyrkiet er involveret, skal man aldrig sige aldrig.

I hvert fald er det en offentlig hemmelighed blandt de NATO-allierede landes regeringer, at de tyrkiske myndigheder ikke har haft travlt med at forhindre langskæggede mænd i at krydse grænsen til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat eller den al-Qaeda-tilknyttede gruppe al-Nusra.

USAs ambassadør i Ankara indtil slutningen af juni, Francis Ricciardone, beskyldte ligefrem for nylig Tyrkiet for at have samarbejdet med yderligtgående, militante islamister i Syrien.

Forklaringen er ikke kun, at de militante ekstremister kan bruges i kampen mod Assad-regimet. De er også særdeles effektive som »allierede« i Tyrkiets opgør med den militante kurdiske organisation PKK, der sammen med den syrisk-kurdiske milits PYD, kontrollerer områder i nordlige Syrien.

Endelig er der hensynet til de magtfulde sunnimuslimske stammer i Nordirak, som regeringen i det ligeledes sunnimuslimske Tyrkiet længe har haft et godt forhold til, og som p.t. er allierede med Islamisk Stat.

Erdogan kan ifølge flere kilder ligefrem takke disse sunnimuslimske stammer i Nordirak for løsladelsen af de 49 gidsler. Det lykkedes angiveligt stammelederne at overtale kaliffen i Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, til at frigive gidslerne – omend al-Baghdadi selv har en lidt anden udlægning:

På baggrund af et tweet fra kaliffen skriver nyhedssitet Takvahaber, der går for at være et talerør for Islamisk Stat, at det var al-Baghdadi personligt, der tog beslutningen om en løsladelse. Som tak for at Tyrkiet har afvist USAs krav om »aktiv støtte til koalitionen«.

Som den tyrkiske historiker og forfatter Can Erimtan sammenfatter det: Tyrkiet kan vælge mellem pest og kolera.