I dag er det hermed officielt, at jeg har takket ja til Det Konservatives Folkepartis tilbud om at opstille mig til folketingsvalget. Som meningsdanner og offentlig person i Danmark må man ofte lægge øren til lidt af hvert. Det har jeg efterhånden vænnet mig til, hvorfor det er uhyre sjældent, at diverse personangreb og anden kritik gør andet end at prelle af på mig. Imidlertid konfronteres jeg fra tid til anden alligevel med et enkelt kritikpunkt, som jeg må tilstå, gør en anelse ondt på mig.
Engang imellem er der nemlig nogen, der har anklaget mig for at være en af de der kommentatortyper, der blot sidder og udlægger verdens gang uden på nogen som helst vis at involvere sig selv for alvor i samme. Den kritik kan jeg ikke lide, fordi jeg nok mestendels aner, at der i hvert fald delvis har kunnet være noget om snakken de seneste par år, hvor jeg har optrådt som bl.a. journalist, meningsdanner, politisk kommentator, kirkeekspert m.m. Blandt andet derfor har jeg nu netop besluttet at vove pelsen og involvere mig i dansk politik og dermed i bestræbelsen for at skabe et bedre land. Jeg er hunderæd, men sådan må det være. Kun en enkelt gang tidligere har jeg rent menneskeligt oplevet en lignende frygt, og det var nogle få måneder efter, at jeg som ung havde fået kørekort. Indtil da havde jeg kørt råddent (naturligvis ikke ulovligt, bare virkelig dårligt), men jeg havde altid været komplet frygtløs i min nyvundne rolle som trafikidiot, indtil en dag jeg for første gang sad bag rattet med min familie i vognen. Da blev jeg med ét ramt af samme frygt, og tog pludselig mig selv i at køre 50 km i timen på Lyngbymotorvejen.
Selvom jeg bestemt kan garantere, at jeg ikke agter at gennemføre min politiske karriere med 50 km i timen, så rammes jeg dog af samme frygt, fordi politik om noget er en beskæftigelse, der får konsekvenser for andre mennesker end én selv. I det borgerlige Danmark har vi været meget dygtige til at fortælle, hvordan vi ønsker, at enhver får ansvaret for sit eget liv tilbage. Vi ser gerne, at enhver har både friheden og ansvaret for sin egen færd. Sådan bør det være, og sådan bliver det også, men i visse henseender skal vi passe på ikke at glemme, hvorledes vores ansvar ikke kun er for os selv, men også for hinanden, som når vi har familien med i bilen. Jeg har tidligere levet et ganske begivenhedsrigt liv, men jeg tilstår pure, at jeg for nuværende ikke er politiker. Det tilkendegiver jeg faktisk med et lille element af stolthed, for jeg ser med stor skepsis på, at vi fra højre til venstre har fået et politisk system, som ofte er udgjort af samlebåndsproducerede unge politikere med en fortid på de samme studier i de samme ungdomsforeninger og med de samme præfabrikerede holdninger. Derfor tilstår jeg, at jeg menneskeligt har været derude, hvor de ti bud ikke gælder, og den sidste mand er først, idet jeg så overlader det til sladderpressen og politiske modstandere at konkretisere dette nærmere (endnu en gang). Jeg betragter det som en kvalifikation, at jeg kommer fra et virkeligt liv, som både har været udstrakt i mange års udlandsophold, i erhvervslivet, teologien, journalistikken og som iværksætter.
Jeg er ofte blevet mødt af mennesker, der har haft vanskeligt ved at placere mig, fordi jeg eksempelvis har optrådt i både Billed Bladet og diverse ugeblade, men også i Weekendavisen, Tidehverv og her i Berlingske. Det er sjældent, at folk optræder begge steder, men jeg er glad for dette både-og.
Jeg har ofte været en skarp kritiker af Det Konservative Folkeparti, som jeg gennem tiden ikke har regnet konservativt nok, men i stedet for blot kritisk at kommentere dette, må det nu være tid til at ændre herpå, og det vil jeg så gøre. Med denne tidligere skepsis in mente vil jeg dog tillade mig at sige partiet et sidste knubbet ord, idet jeg nemlig må tilstå, at jeg (forstå mig ret) ikke er specielt interesseret i at stille op for Det Konservative Folkeparti. Så vidt tornene, men således også roserne, for jeg er ikke interesseret i at stille op for noget specifikt parti, jeg er interesseret i at stille op for mit land, men når det så er sagt, vurderer jeg dog også klart, at Det Konservative Folkeparti så afgjort stadig er det bedste sted at gøre dette.
I en tid, som er rædsomt kendetegnet af venstrefløjens trættende socialistiske snak om, hvad de kræver, at vi andre skal give dem og gøre for dem, og i en tid hvor de liberale ikke kan meget andet end at tale om alt det, de ikke vil give eller gøre for andre, må der være en tredje løsning. Denne er konservativ og handler i al sin enkelhed om at tage ansvar for både sig selv og de andre i vognen.
Dette betyder, at man aldrig glemmer de (ganske vist) få, der ikke kan klare sig selv og her giver den støtte, der er behov for. Det betyder, at man giver alle børn i Danmark muligheder ved først og fremmest at prioritere en genrejsning og regulær omvæltning af folkeskolen, hvilket jeg om noget agter at være personlig garant for, som bedst jeg kan. Det betyder også, at man netop giver sin smukke kultur videre til kommende generationer, hvilket så skammeligt har været forsømt. Det betyder herunder i særdeleshed, at man står vagt om Danmarks kristne tro, og aldrig skammer sig over sit eget, selvom man nok ved også at kunne opføre sig ordentligt over for andre. Selv en så kierkegaardiansk sindet som jeg øjner, at der i visse af tilværelsens forhold dog er mulighed for et både-og.
Et af vores største problemer i Danmark er, at for få arbejder, og for mange ikke lønnes tilstrækkeligt for deres flid. Man må ikke nægte oksen føde, når den pløjer, men det er et hensyn udvist mod gårdstanden, ikke mod oksen, for vil man sikre Danmark som helhed, skal kassen også stemme. Imidlertid kan det borgerlige og konservative Danmark tale rigeligt og længe om dette, hvilket vi skal være taknemmelige for, men så ofte før bemærket herfra er der en fattigdom forbundet med kun at kunne tale om penge, idet jeg bestemt medgiver, at disse også spiller en vigtig rolle. Det bør navnlig være en konservativ opgave at påminde om, at borgerlighed er dette, men også meget mere.
Mange tror fejlagtigt, at vi ikke både kan sikre Danmarks værdier og Danmarks økonomi, at vi ikke kan værne om det ene uden at give køb på det andet, men selvfølgelig kan vi det, om end det er svært at få øje på, hvor man som vælger skal gå hen for at udbede sig begge dele. Man skal i så fald fremover henvende sig konservativt, hvis det står til mig, for selvfølgelig kan man ikke både blæse og have mel i munden, men dette er ikke et eksempel på et sådant enten-eller, selvom de fleste partier i Folketinget lader til at tro det, så op med Dannebrog og ned med skatten. De to ting udelukker gudskelov ikke hinanden.
Jeg opstiller i Københavns Omegnskreds, så man kan stemme på mig fra Gentofte og Taarbæk hele vejen rundt om hovedstaden ned til Vallensbæk, og jeg mener, at det er det rette sted for mig og mine muligheder for at komme i Folketinget, men dette afgøres selvsagt af vælgerne, så jeg må hellere se at finde på et godt valgslogan, som de vil kunne lide. Vi må se, hvad jeg finder på, men for tiden arbejder jeg meget med det følgende:
Danmarkshistorien er ikke slut endnu.