Egentligt var Caroline Wozniacki efterhånden gået lidt i glemslen hos danskerne. To år på toppen af verdensranglisten var blevet afløst af en nedtur af dimensioner.

Nederlag på nederlag, og de fleste havde vel efterhånden skudt en hvid pil efter håbet om, at Caroline en dag kunne vinde en Grand Slam titel. I bedste fald kunne hun tilbringe resten af sin karriere i verdens sub-top.

Men for et par måneder siden poppede Wozniacki så pludselig op i danskernes bevidsthed igen med sin finaleplads i US Open. Det samme gjorde hendes far og træner Piotr.

I de senere år var Piotr Wozniacki ellers blevet heftigt udskældt for at ødelægge sin datters karriere, fordi han nægtede at give slip på kontrollen og overlade ansvaret for Carolines tennisudvikling til mere kompetente kræfter.

I medierne blev han udstillet som en mand, der var mere interesseret i at beskytte sine egne ambitioner end i at gøre det bedste for sin datter. Men nu var Piotr så ellers tilbage som helten. Som manden, der havde stået ved sin datters side gennem nedturen og nu ført hende tilbage i en Grand Slam finale.

For mig udstillede det endnu engang det hykleri, der har svøbt sig om Piotr Wozniacki, siden han i en TV-udsendelse for mange år siden viste, hvordan han trænede sin femårige datter til at blive verdens bedste tennisspiller.

Når Caroline vinder, synes vi, at Piotr er en helt, verdens bedste far. Og når hun taber, har han pacet hende og tvunget hende gennem et ubarmhjertigt træningsregime, fra hun var fem år gammel.

Det gode pace

Jeg har været fascineret af diskussionen om Piotr Wozniacki i flere år. Først og fremmest fordi jeg fandt det dybt tankevækkende, at den største danske sportsstjerne ikke havde en dansk far, men en polsk far, som efter danske standarder havde pacet og presset sin datter. Faktum er bare, at Caroline ikke blot er en af verdens bedste atleter, men samtidig virker som et almindeligt, sundt og afbalanceret menneske.

Det har flere gange fået mig til at tænke: Er det i virkeligheden Piotr, der har noget at lære os andre? Har vi danskere opbygget en fordrejet forestilling om, hvad det vil sige at levere kvalitet i den vigtigste ledelsesopgave af alle: At være forældre?

Er begrebet at »pace« blevet et tabu, uden at nogen tør tage det op og tale om det, fordi vi forbinder det med negative historier? Og medfører det, at mange forældre i frygt pakker deres børn ind i vat uden at give dem ansvar og konsekvens?

Det er de spørgsmål, der har fået mig til at tænke, at der er brug for at sætte »pace« i et nyt perspektiv.

I mine studier af toppræsterende miljøer gennem de seneste fem år har jeg mange gange mødt de forældre, som vi kalder ”pacende«. Men det, jeg har set, er ikke kolde, egocentrerede og afstumpede relationer.

Tværtimod. De har været tætte, varme og rørende. Det betyder ikke, at der ikke findes eksempler på det modsatte. Det gør der bestemt. Der findes gode og dårlige måder at pace på – og indrømmet; grænsen kan være svær at få øje på. Grundlæggende er der to primære årsager til, at det er vigtigt at pace, både som forælder og som leder.

1. Passion skal nogle gange presses frem

Tit har vi sådan en rosenrød forestilling om, at passion er noget, der dumper ned fra himlen. Vi bliver ramt af lynet, og pludselig føler vi vores kald.

Sådan spiller klaveret oftest ikke. Meget ofte er det vedholdenhed, der skaber udvikling, og når vi føler, at vi flytter os, vokser passionen indeni.

Tænk på de balletbørn, der bliver valgt ud som syvårige. Bild mig ikke ind, at alle de børn selv har villet det. Der findes unægteligt børn, som er havnet på balletskoler rundt om i verden, fordi deres forældre har en drøm om, at de skal være balletdansere.

Hvordan kan børn tage sådan et valg selv? De kan umuligt have en ide om, hvad de går ind til. Men det er ikke det samme som at sige, at børnene ikke selv kommer til at eje ambitionen om at blive gode.

Ja, forældrene fik dem til at gøre det, men mange børn oplever at blive glade for det, fordi de behersker det, de gør, og udfordrer sig selv. De bygger passionen op undervejs.

Eller sagt på en anden måde: De lærer at elske det, de gør. Ofte er det et godt og vedholdende pace, der er med til i første omgang at plante passionen.

2. Det er lettere at lade være

I 1985 lavede den berømte amerikanske psykolog Benjamin S. Bloom en omfattende undersøgelse af 120 mænd og kvinder, som gik for at være blandt Amerikas absolutte topperformere inden for alt lige fra svømning og tennis til matematik, neurologi og forskellige musiske kunstarter.

Bloom og hans hold af forskere opdagede undervejs en række tydelige fællestræk i det nærmiljø, som disse performere var vokset op i. Først og fremmest syntes hjemmene at være ekstremt børnefokuserede.

Børn var vigtige, og forældrene var villige til at gøre meget, næsten alt, for at hjælpe dem. Det var også tydeligt, at forældrene spillede en afgørende rolle for børnenes træning, og at de af og tilmåtte tage trusler og sanktioner i brug.

Det er dog interessant at notere sig, at deres pres havde til formål at stimulere barnets indre motivation.

Forældrene sagde ikke: »Hvis du ikke laver din violintræning i dag, får du ingen lommepenge.« Det var mere noget i retning af: »… så sælger vi din violin.« Det var heller ikke: »Hvis du ikke tager til fodboldtræning i dag, skal du blive på dit værelse hele lørdag aften«, men mere: »… så tager vi dig af holdet.«

Pointen er, at hvis barnet inderst inde var ligeglad med at spille violin eller fodbold, ville truslerne ikke have haft nogen effekt.

Jeg fandt Benjamin Blooms studier interessante, fordi de viser, at det at pace ikke er let. Det er derimod krævende. Der er konflikter, der er brug for ærlig feedback, og det er en maraton af hårdt arbejde, der indimellem kan give dig lyst til at stoppe og gå den anden vej.

På alle måder er det meget lettere at lade være.

Uansvarligt ikke at pace

Toppræstationer kræver noget ekstraordinært, og ofte er et godt pace en væsentlig del af den cocktail, der skaber dem. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at det er uansvarligt ikke at pace – både sine børn og sine medarbejdere.

Som det britiske svar på Piotr Wozniacki, Enzo Calzaghe, far og træner for den bedste britiske bokser gennem tiderne Joe Calzaghe, sagde til mig, da jeg besøgte ham for fem år siden:

»Hvis du ikke skal gøre noget som forælder, hvis du ikke skal hjælpe dine børns evner med at udfolde sig, hvem skal så? Jeg er ikke dum. Jeg kan se potentiale. Folk siger, at man ikke skal pace sine børn. Men jeg har det omvendt. Hvis de er dygtige til fodbold, tennis eller matematik, så skal de presses til at forstå, hvad der skal til, for hvis de ikke klarer den, vil de måske sige: ’Det var på grund af den gamle. Han gav mig ikke støtte og opbakning nok.’ Jeg så et stort potentiale i min søn, og det ville være uansvarligt af mig ikke at give ham muligheden for at udleve det.«