Der var en gang i den industrielle tidsalder, hvor en virksomheds størrelse – og dermed per definition dens betydning – blev målt i omsætning og måske i antal medarbejdere. Men i den digitale tidsalder skal størrelse anskues ud fra en række yderligere parametre som kapital, markedsadgang og kontrol.

Her scorer IT-virksomheder ekstremt højt, og de er godt på vej til at blive den nye overklasse for erhverv og samfund. Den bekymring diskuterer man i øjeblikket i USA, der huser nogle af klodens største virksomheder, digitalt set.

Der tales om The Gang of Four bestående af Google, Facebook, Amazon og Apple.

Ingen af disse virksomheder scorer særligt højt på vanlige parametre, men takket være teknologien er de rigtigt store. Her er nogle eksempler.

Enormt hjemmemarked

Det er karakteristisk for virksomhederne, at de er vokset ekstremt hurtigt, og det lader sig gøre, fordi amerikanske virksomheder fra dag et har adgang til et digitalt hjemmemarked på over 300 millioner. Dertil kommer de mange udenlandske markeder, hvor produktet gerne må være engelsktalende. Det gør det svært for andre spillere, for eksempel fra Europa, at vokse lige så hurtigt. Og det er derfor, at Google og Facebook har markedsandele over 80 procent de fleste steder. Eller tag Apple og Google, der sidder tungt på det afgørende smartphonemarked.

Sætter sig på medierne

I printtiden var IT-virksomhedernes opgave at sørge for hjælpefunktioner og infrastruktur. I dag er disse virksomheder rykket frem i forreste linje på bekostning af de traditionelle medier.

Google er større end avisindustrien, Facebook har langt over en milliard brugere, og så må vi ikke glemme Amazon, der har smadret forlagsindustrien og i dag er aktiv på alle digitale platforme, fra streaming til smartphones.

Dermed sidder disse virksomheder på afgørende dele af mediebranchen – en position primært skabt ud fra volumen. The Gang of Four er i dag lige så meget medie som teknologi.

Konstant ekspansion

Medieområdet er imidlertid kun begyndelsen på store IT-virksomheders ekspansion, der foregår i et sjældent set hastigt tempo. Det er kun 10 år siden, søgemaskinen Google blev børsnoteret. I dag beskæftiger Google sig blandt andet med infrastruktur, alternativ energi, sundhed, indeklima, biler og mobiltelefoner. For et skabe et komplet Google-univers. Der er Apple, som for nylig har annonceret sin entré i finansverdenen med betalingsordningen Apple Pay. Eller tag Facebooks ekspansion, som måske er den mest bemærkelsesværdige. Over 1,2 milliarder mennesker er nu på Facebook, og forretningsmodellen begynder at tegne sig.

Svulmende pengetanke

En vigtig forudsætning for ovenstående strategi er masser af kontanter, og her er IT-virksomhederne mere end leveringsdygtige.

Virksomheder som Apple og Google ligger rutinemæssigt inde med flere midler end den amerikanske statsadministration. Det giver dem masser af manøvrefrihed til at foretage store opkøb. Da Google købte Motorolas mobilforretning til en markant overpris, var det for at få fingrene i en massiv patentbeholdning.

Samtidig er virksomheder som Apple og Facebook værdisat meget højt i forhold til traditionelle store virksomheder. Nogle taler om en boble, men måske er markedsværdien netop så høj, fordi aktiemarkedet måler størrelse med flere parametre end de traditionelle.

Dominerer data

IT-virksomhederne har endnu bedre styr på en ny valuta: data. Myriader af data bliver stadig vigtigere for virksomheder i almindelighed, fordi de med de rigtigte data kan reducere risici, øge produktivitet og kortlægge markeder.

Datas centrale betydning i en digital økonomi er for længst gået op for IT-virksomhederne, der samler alle data, de kan få fingrene i. Faktisk er de så langt fremme i disciplinen, at eksperter som IT-guru og forfatter Jaron Lanier frygter et teknologisk oligarki, hvor få virksomheder sidder på de fleste af verdens data.

Derfor at er det nødvendigt at holde ekstra øje med IT-virksomheder. De har typisk langt større magt, end de vanlige tal og målinger antyder. Og derfor diskuterer amerikanerne, hvornår stor er for stor, for eksempel ud fra konkurrencemæssige betragtninger.

Desuden må vi ikke glemme, at ovenstående virksomheders forretning er baseret på indsamling af brugerdata. En praksis, der regelmæssigt bliver kritiseret af såvel regeringer som NGOer. Skulle verden på et tidspunkt beslutte, at privatsfæren skal beskyttes bedre, har disse virksomheder et stort problem.

Men lige nu er de store IT-virksomheder større, end man skulle tro.