Forleden bød Berlingske på ros af DRs underholdningsprogrammer om folk, som bager kager, kendte der danser, og folk der bliver kendt, fordi de danser (nåh, ja, eller synger). »Danskerne har talt: DR må gerne lave X Factor«, stod der. Jeg følte mig pludselig ikke helt som »dansker« længere. Jeg er i hvert fald ikke i det udsnit af befolkningen, som artiklen frisk kalder »danskerne«. Mest fordi ingen i vores familie på fem ser fjernsyn. Nogensinde. Vi sætter kun et antennestik i TVet, når bedstefar skal være babysitter og se håndboldpigerne, mens vi er ude.

Vi har naturligvis et »TV«. Altså en skærm på væggen, som vi bruger til DVD, Netflix, YouTube og vores spillekonsol. Men »TV« som i den gammeldags forstand, hvor man ikke selv kan bestemme, hvad man ser, bruger vi ikke.

Faktisk er konceptet så fremmed, at et besøg hos børnenes farfar for et lille års tid siden udviklede sig til en mindre krise. Ved ankomsten sad en af mine nevøer og så en tegnefilm i fjernsynet. Vores børn ville også gerne se den, så de satte sig i sofaen og bad mig starte den forfra. Det kunne jeg ikke – al den stund man jo aldrig selv kan bestemme over indholdet i gammeldags flow-TV. Og det troede de simpelthen ikke på – mine stakkels børn. De var dybt overbevist om, at jeg var en dum og ond far, der bare ikke ville starte den forfra. Jeg forsøgte at forklare dem, hvordan verden hang sammen – at i gamle dage indrettede mennesker deres liv efter, hvad der kom i fjernsynet, i stedet for omvendt. Men de troede simpelthen ikke på mig. Noget så åndssvagt som et TV, man ikke selv kunne bestemme over, havde de aldrig hørt om før.

I familien griner vi stadig over episoden. Ikke fordi vi er på et korstog imod TV, men fordi den udstiller, hvor meget flow-TV er ude af trit med udviklingen... i hvert fald for os. Vi vil ikke spise aftensmad på tidspunkter, der er underlagt et TV-program, eller indrette familien efter DR og Disney Channel.

Jeg fortalte historien i et P4-radioprogram i sommer. For radio hører vi da, i hvert fald når vi kører bil. Værten, som vist nok var en af kendis-værterne i P4s formiddagsflade, lo ad historien, og proklamerede, at vi måtte være »DR’s fjende«, når vi sådan havde afskaffet flow-TV. Sjovt, at man ligefrem er en »fjende« af DR, når man betaler sin licens, men ikke bruger deres produkt. Man skulle tværtimod tro, at vi var deres bedste kunde. Vi er jo pisket til at betale, men kræver aldrig noget af dem... andet end friheden til at fravælge TV. Men dén går jo ikke i vores TV-fikserede samfund.

Jeg blev nysgerrig og ledte efter undersøgelsen, men den er desværre »privat«. Så jeg kan ikke se, om responsgruppen reelt kun består af TV-seere, hvilket ville gøre de »72 procent af danskerne« til en ret ubrugelig mængde. I hvert fald statistisk set. Dermed kan vi, der betaler licens under protest to gange om året, ikke vide, om vi vitterlig er »danskere« eller ej.

Jeg føler i hvert fald IKKE, at jeg har »talt«. Og det gør min samlever heller ikke. Faktisk er jeg ret sikker på, at hvis TNS Gallup havde ringet tilfældigt til os, og spurgt om TV-vaner, ville vi have svaret »nej tak« til at deltage i undersøgelsen, fordi vi jo slet ikke ser TV. Hvor mange ville mon gøre det samme, hvis de heller ikke så TV?