Er motionscykling de seneste år gået hen og blevet det nye golf? Hvor især mænd på plus 40 med styr på karrieren mødes? Og indimellem kører i et lidt lavere gear, når der skal networkes ude på landevejen
Mens nogle erhvervsfolk selv organiserer turene og tilrettelægger rute og distance, hyrer andre tidligere professionelle cykelryttere og firmaer til at stå for forskellige træningsforløb.
80 erhvervsfolk i Italien
Firmaet Tikiøb Event, der blandt andet udbyder teambuilding, har kort og godt kaldt det »Netværkscykling«. Det er træningsforløb på op til seks måneder, som kulminerer med en tur til Toscana i Italien eller Pyrenæerne i Frankrig. I denne uge er 80 erhvervsfolk i Italien for at køre etapeløb.
Andre træningsnetværk er af kortere varighed og strækker sig fra fem dage ned til en enkelt dag.
Selv om motionscykling i dag er eksploderet, har erhvervsfolk de senere år dyrket kombinationen af cykling og networking.
I 2010 trænede et hold danske erhvervsledere sig for eksempel op til at gennemføre det 170 kilometer stærkt kuperede cykelløb, Vélomédiane Claude Criquielion i Ardenner-bjergene i Belgien. Med 21 stigninger og 3.300 højdemeter.
En anden form for fællesskab
Også ejeren af Veggerby Sport & Kultur, den tidligere professionelle cykelrytter Jens Veggerby, tilbyder træningsture for virksomheder, hvor også virksomhedens samarbejdsrelationer inviteres med.
Det kan være en ugentlig fast træningsdag med individuelle træningsforløb over nogle uger eller måneder. Ofte med en målsætning om at gennemføre Sjælsø Rundt eller et af de mere krævende motionsløb i Danmark eller i udlandet.
»Det opstår en helt anden form for fællesskab, når man sidder på cyklen ude på landevejen,« siger Jens Veggerby.
»Det er »no-nonsense« og en mere direkte adgang, man får til nye kontakter. Det er oplevelser og »hvor langt har du kørt i dag?« der er udgangspunktet. En genvej til en hurtigere og bedre måde at etablere nye erhvervs-relationer på, end hvis man sidder i et mødelokale.«
»Give and take«
Klaus Kjøller, lektor på Københavns Universitet og forfatter til bogen »Netværk på godt og ondt« forklarer, at networking gennem sport og motion er en meget traditionel måde at omgås andre på. Men også en måde at være sammen med mennesker, man professionelt kan give noget, og som også kan give en noget tilbage igen. En af de helt grundlæggende mekanismer i networking, siger Klaus Kjøller.
»Man kommer tættere på hinanden via motion, og gennem nogle af de oplevelser, man får sammen, opstår der følelser. Det giver et andet og mere energifuldt fundament for mange professionelle netværk. Man slapper mere af i den form for netværksrelationer, og det bliver lettere lige at sende en sms eller stikke hovedet forbi hinanden, når man for eksempel har cyklet sammen.«
Sjælsø Rundt
Sjælsø Rundt fandt sted søndag 14. juni med start kl. 7.30 for den længste rute på 132 km. Herudover var der en rute på 50 km og 28 km, hvor deltagerne startede senere. Læs mere på sjaelsoerundt.dk.
BIKE
Læs meget mere om cykling og netværk i det nye iPad-magasin BIKE. Det kan downloades gratis i bladkiosken i App Store.