Den amerikanske handelsminister, Wilbur Ross, er langt fra den eneste, der er under mistanke for uetisk opførsel, når det drejer sig om Rusland. Som offentlig person er det hans opgave at holde skarpt øje med de sanktioner, Rusland er underlagt på grund af annekteringen af Krim og invasionen af Østukraine.

Som milliardær og privatperson stiller sagen sig imidlertid anderledes. Ross har nemlig investeret en del af sin milliardformue i tankskibe, der sejler rundt blandt andet med gas fra Rusland. Selskabet hedder Navigator Holdings Ltd. Ross ejede indtil fornylig i samarbejde med andre godt 30 procent af aktierne i det foretagende, hvis kunder tilhører den russiske præsident, Vladimir Putins inderkreds.

Ross afhændede ganske vist en stor del af sine interesser i firmaet, da han tiltrådte som handelsminister, men langt fra det hele, viser en række dokumenter, der blev offentliggjort i denne uge. Dermed er vi tilbage ved det spørgsmål, mange stiller sig selv. Er der ingen moral hos nogle politikere? Eller drejer det hele sig om kolde kontanter?

Paradise Papers

Dokumenterne - de såkaldte Paradise Papers - understreger ifølge en række kritikere en væsentlig pointe hos Ross og med ham også andre personers opfattelse af »moral.« Der er forskel på, hvilke kasketter, man har på. Eller med den forlængst afdøde revykunstner Osvald Helmuths ord: »Det er med at finde en grimasse, der kan passe«, hvis man fanges i noget, der kan opfattes som uetisk i forhold til ens arbejde.

Og det har Ross ikke haft problemer med. Han troede nemlig, at han havde fået afklaret de etiske spørgsmål, da han gik ind i præsident Donald Trumps administration i februar. Han afhændede ifølge ham selv det meste af sine forretninger undtagen lige præcis sit engagment i Navigator Holdings Ltd.

Men hans interesser i netop det firma blev tilsyneladende skjult i mærkværdige konstruktioner, som de senatorer, der skulle godkende Ross, ikke kunne gennemskue. De gav ham derfor det grønne lys til jobbet som handelsminister.

Blandt Navigator Holding Ltd.s største kunder er det russiske gasselskab Sibur, som ejes af Putins svigersøn Kirill Sjamalov og et par af de oligarker, der er ramt af amerikanske sanktioner blandt andet Gennadij Timtjenko og Leonid Mikhelson. Men Ross er ikke den eneste, der i offentligheden fremstår dobbeltmoralsk i forhold til Rusland.

Ex-politikerne

Tysklands tidligere forbundskansler, Gerhard Schröder, har det samme problem. I sin tid som tysk kansler stod han ofte i den situation at skulle gennemføre en skrap politik i forhold til Rusland. I dag er Schröder god for et tre-cifret millionbeløb og har blandt andet hentet formuen ved at stå i spidsen for det russiske selskab Gazproms store gasrørsprojekt Nordstream 1 og nu Nordstream 2. Han er senest blev kritiseret for at have udbygget sine forbindelser til Putin yderligere, da han i september sagde ja til at sidde i bestyrelsen som formand for olieselskabet Rosneft.

Eller man kan fokusere på Storbritanniens tidligere premierminister, Tony Blair, der har stået i den samme situation som Schröder i forhold til Rusland, og via sin nye rolle som privat rådgiver arbejder for en række af verdens notorisk mest berygtede regimer. Og så er der Trumps tidligere kampagnechef, Paul Manafort, som også har tjent millioner på sine russiske tjenesteydelser, som han dog nu er tiltalt for, fordi man også har mistanke om hvidvask af penge gennem cypriotiske banker. Listen over tidligere politikere, der kritiseres for at sammenblande økonomiske interesser med deres indflydelse i politik, er lang.

Tidligere regeringschefer og rige investorer står nemlig i kø for at investere i Rusland og andre lignende lande af flere årsager: Der er mange penge i omløb, og som regel følger der skatteundtagelser med i investeringerne eller i det arbejde, man udfører for disse regimer.

Har Ross og de andre begået noget ulovligt? Med undtagelse af Manafort er der ikke rejst tiltale mod nogen af dem alene af den grund, at der ikke er begået noget kriminelt. Det er ikke nemlig ikke ulovligt for Blair eller for Schröder at arbejde for russerne. Og Ross har også fået sin godkendelse igennem i Senatet, selv om amerikanerne - efter at de nye oplysninger er dukket op - diskuterer, om det var berettiget. Men det er ikke noget, der pynter på politikernes omdømme, når private interesser går forud for det, de ellers står eller stod for, mens de var aktive politikere.

Formanden for det tyske udenrigsudvalg i parlamentet i Berlin, Norbert Röttgen, kaldte udnævnelsen af Schröder til stillingen i Rosneft for »helt uantagelig.«

»Schröder er ganske enkelt ved at udnytte sin titel som ex-kansler og indkassere en fortjeneste på det,« sagde Röttgen, som med denne udtalelse afspejlede en generel tysk irritation over, at en tidligere kansler forretningsmæssigt engagerer sig i Rusland og ansættes af russerne stort set lige efter, at han i 2005 trådte tilbage fra posten.

Dobbeltmoralsk

Blair har været udsat for den samme kritik for at være dobbeltmoralsk i forhold til sine tidligere holdninger som premierminister og sine nuværende kunder, der tæller regimer som Kasakhstan. Blair er blevet kritiseret for sin rolle med at rådgive regimet om, hvordan de kunne begrænse »skaderne« på omdømmet efter en massakre mod en demonstration i 2011 i oliebyen Zhanaozen. Mindst 14 personer blev dræbt under uroligheder, efter at arbejderne i olieindustrien krævede bedre arbejdsbetingelser.

Blair er også blevet kritiseret for at have anvendt sit officielle embede som Mellemøst-udsending for den såkaldte kvartet bestående af FN, EU, Rusland og USA til at skaffe sig privatkunder til sin rådgivervirksomhed. Så både Schröder og Blair bliver af politiske modstandere fremhævet for at udnytte deres nuværende og tidligere officielle funktioner til at skaffe sig millionformuer og dermed balancere på kanten til det moralsk antagelige.

Den britiske avis The Daily Telegraph skrev således i 2016, at Blair havde forlangt fem mio. pund for at rådgive Kasakhstans regering i en række sager også om, hvordan regimet kunne håndtere massakren i Zhanaozen i offentligheden. Blair skrev i et brev, som bladet var kommet i besiddelse af, at massakren ikke skulle overskygge de »enorme fremskridt, som der er sket i Kasakhstan.« Blair har hentet mange millioner i Kasakhstan. Han benægter selv, at han personligt har modtaget pengene, men at de udelukkende er brugt til at aflønne nogle af de konsulenter, han har haft i området.

Hvor mange millioner, Blair er god for, vides ikke. Flere britiske aviser skriver, at han råder over en formue i nærheden af 800 mio. kroner. Selv benægter han størrelsen på beløbet, og han har - i lighed med Schröder - forsvaret sine engagementer ved at sige, at han kun rådgiver folk om god regeringsskik med det formål at bevæge tvivlsomme regimer i en mere demokratisk retning.

Men Schröder og Blair er blevet eksempler på det moralske uansvarlige ved at udnytte deres nuværende og tidligere officielle funktioner til at skaffe sig millionformuer. En sag som den mod Ross er lige præcis det, der kan bruges til at vise, at der hersker en dobbeltmoral i politik.

Ross - og med ham mange andre politikere - har haft deres virksomheder i årtier, inden de tiltrådte et offentligt embede, og der er i USA strenge regler for, hvad man må og hvad man ikke må, når man får tilbudt en toppost i en amerikansk regering. Om Ross har fulgt reglerne, er et åbent spørgsmål. I forvejen er der i månedsvis blevet rejst tvivl om, hvorvidt der er vandtætte skotter mellem Trump og hans »tidligere« forretninger.

Til gengæld eksisterer der få regler for, hvad man må gøre, når man er trådt tilbage. Det er Schröder og Blair et bevis på. Den tidligere amerikanske præsident, Bill Clinton, som sammen med sin hustru, Hillary Clinton, driver fonden »The Clinton Foundation«, kritiseres, fordi parret mistænkes for at have misbrugt deres tidligere embeder til at skaffe sig personlige formuer - en kritik som kulminerede under præsidentvalget og kostede Hillary Clinton mange stemmer.