De fleste husker deres første boligkøb. Min debut på boligmarkedet fandt sted i 1988. Det var dengang, hvor der hverken var noget, der hed internet, mobiltelefon eller TV 2 News. Ord som afdragsfrie lån, flekslån eller prioritetslån eksisterede heller ikke. Til gengæld var der noget, som hed noget så uhyggeligt som »mixlån«. Det var en ny låneform, som blev indført ved lov med kartoffelkuren fra 1986, og som blev et økonomisk mareridt – også for mig.

Formålet med de forhadte mixlån var at tvinge danskerne til at spare op og dæmpe det private forbrug. Danmark havde nemlig dengang et enormt underskud på betalingsbalancen over for udlandet. Udviklingen var så dårlig, at jeg nærmest dagligt skrev artikler til Politiken, hvor jeg var ansat på det tidspunkt, om, hvordan Danmarks kreditværdighed løbende blev sænket, hvordan kæmpe lønstigninger og nedsat arbejdstid smadrede Danmarks konkurrenceevne, og om hvordan gælden til udlandet voksede med en sådan fart, at det savner sidestykke i historien. Løbende blev der også sat spørgsmålstegn ved, om kronen kunne holdes på en fast kurs over for datidens D-mark. Det var firkløverregeringen med konservative Poul Schlüter som statsminister, som var presset til at stoppe denne nedadgående spiral. Derfor blev der vedtaget både en kartoffelkur og en skattereform, som sænkede værdien af rentefradraget.

Det var tiltag, der var nødvendige, og som jeg roste i talrige avisartikler. Men hjemme i det nye rækkehus i Holte, gjorde det syle ondt på tegnebogen.

Alle boliglån er i dag såkaldte annuitetslån, hvor afdraget er ganske lille i starten. Men mixlånene bestod af 40 procent serielån og 60 procent annuitetslån, sådan at afdragene blev store og ydelsen tårnhøj efter skat. Samtidig var løbetiden på lånet begrænset til 20 år og ikke de 30 år, der i dag er helt almindeligt. Oven i det var renten tilbage i 1988 oppe på astronomiske 11 procent.

I dag er det muligt at låne én million kroner med lån uden afdrag og variabel rente hos realkreditten til bare 850 kroner efter skat om måneden. Det er kun en syvendedel af prisen på fortidens mixlån, som var oppe på tæt ved 6.000 kroner om måneden i 1988. Det svarer til 10.300 kroner i dag omregnet til nutidskroner med inflationen. Ydelsen på det første huslån var så høj, at den sammen med varme, boligskatter med videre kun dårligt kunne betales med én indkomst alene.

Men dengang talte alle om »vandgrødseffekten.« Det var noget mine forældre også havde været igennem. Den gik ud på, at man som ny husejer måtte spise vandgrød de første år, hvorefter inflation og stigende huspriser hurtigt ville gøre det muligt at ændre kosten til røde bøffer og rødvin.

Men vandgrødseffekten trak ud. Priserne på boligmarkedet raslede ned med stor fart, mens de dyre mixlån hang som en møllesten om min hals.

Først i 1993, da realkreditten fik friere tøjler og kunne tilbyde annuitetslån med 30 års løbetid, satte opturen på boligmarkedet ind. Men da var det for sent. Da var rækkehuset solgt på grund af pladsmangel. Facit blev en kæmpe bankgæld på 200.000 kroner i 1992, efter flere år med mixlån og vandgrød. Næste bolig blev derimod en gevinst.

Men kun indtil den måtte sælges over stok og sten på grund af en skilsmisse.