Om du bliver formuende eller en økonomisk fiasko dikteres i høj grad af det første boligkøb – og hvordan du strikker finansieringen sammen.
Lad os bare sige det efterhånden politisk ukorrekte, men snusfornuftige bankrådgiverråd højt. Er det nødvendigt med et banklån, så tag afdragsfrihed på så stor en del af lånet som muligt for at komme af med den dyre bankgæld. For vejen til en sund økonomi handler om at opbygge friværdi, så du undgår bankens renter og kommer ind i den verden af realkreditlån, der giver mulighed for at leve højt på den ultralave rente, afdrage meget eller spekulere i at reducere restgælden. Det råd er vigtigere nu end i mange år, for bankernes renter på boliglån er stort set uændrede, mens det – de voldsomt stigende bidragssatser til trods – er historisk billigt at låne i realkreditten.
Omvendt går vejen til en svær økonomisk tilværelse via dårlig timing på boligmarkedet kombineret med et stort banklån, som følge af en (for) lille udbetaling, så bliver det svært at få afdraget den dyre gæld.
Og det har gjort livet svært for en del yngre boligejere. Det forsøger Finanstilsynet nu at rette op på i fremtiden ved at indføre en tvangsudbetaling på fem pct. af købesummen på en bolig. Det er dog ikke vedtaget endnu.
Jeg ramte boligmarkedet heldigt med købet af en lejlighed i 2005. Da jeg tilmed havde held til at belåne lejligheden til en lidt højere værdi, lige inden markedet ramlede i 2007-08, kunne jeg på et tidligt tidspunkt betale det sidste afdrag på banklånet og derfra begynde at nedbringe mit realkreditlån og bruge penge på min ufornuftige hobby, biler.
Timing var altafgørende. Det mærkede en stor gruppe danskere fra 2006 til 2007, da de blandet andet pga. svært tilgængelige lejeboliger valgte at købe lejlighed i København. Da kostede en toværelses nær Amager Centret ca. 1,7 mio. kr. Efter krisen blev det svært at sælge den for en million. Så står menuen på pasta med ketchup og tøj fra Netto, hvis man vil på fode igen.
Mange blev stemplet som insolvent og tvangsgift med en forhåbentlig venlig bankrådgiver, der dog i mange tilfælde hævede renten på boliglånet pga. den øgede risiko og manglende mulighed for at skifte til anden bank.
For de uheldige blev afdragsfrihed kombiret med billige rentetilpasningslån en vej ud – da virkede afdragsfrihed stabiliserende for økonomien. Mange liberale vil hævde, at det bør være frit, om man vil betale afdrag eller ej. Alligevel gribes der nu ind for at reducere afdragsfrihed af hensyn til det noget diffuse begreb »finansiel stabilitet«. For udlandet er med nogen ret bekymret for danskernes høje private gældssætning.
Jeg vil nøjes med at konstatere, at jeg bl.a. takket være afdragsfrihed havde en god udbetaling til at købe den næste lejlighed, og jeg har nu igen har lån med afdragsfrihed. Så er der jo penge til at dyrke bilhobbyen ved siden af.
Som tidligere beskrevet her i Mine Penge har jeg netop hentet en ældre Porsche i Tyskland – friværdi finansierer herligheden.
Vil du nyde livet i en dansk lønmodtagerverden, handler meget om at ramme rigtigt på boligmarkedet. Her kan afdragsfrihed være med til at gøre dig rig, hele livet.