Man tager en planet af et passende materiale, med en passende størrelse og temperatur, og placerer den i passende afstand af en stjerne. Tilsæt vand og lad blandingen henstå en lille milliard år for at lave ursuppe med primitivt liv. Eller yderligere tre milliarder år for at få elefanter og mælkebøtter og andre højerestående livsformer. Smag til med forklaring efter eget ønske.

Sådan er opskriften på liv, som vi allerede har afprøvet én gang med held her på kloden. Og det er på grund af ingredienserne i den opskrift, at vi søger efter jordlignende planeter i resten af galaksen og er så interesserede i, om der er vand på dem.

Størst er interessen for vores nabo, Mars, hvor der nu er fundet vand på en ny måde. Igen.

»Vi er lidt trætte af, at hver gang vi finder ud af noget om vandet på Mars, så skriver nogen »nu igen«. Det særlige ved videnskaben er jo, at vi aldrig bliver trætte af hårde facts, og hver gang vi har »fundet vand på Mars«, har vi fundet ud af noget nyt. Vi har vidst i rigtig lang tid, at der var vand på Mars. Vi har ment i over hundrede år, at der var is på polerne, og vi har været sikre på det, siden vi målte det for snart 40 år siden,« siger Morten Bo Madsen, lektor og leder af Marsgruppen ved Niels Bohr Institutet.

Han er med på holdet af videnskabsfolk, som overvåger og analyserer de videnskabelige undersøgelser på det store, selvkørende laboratorium »Curiosity«, der landede på Mars den 6. august sidste år for at undersøge, om Den Røde Planet engang har været bæredygtig for primitive livsformer.

»Alt tyder på, at Mars har haft lignende vilkår som Jorden, dengang livet opstod. Vi har ikke fundet tegn på liv, men vi har fundet nogle stoffer, der kunne forklare, hvordan livstegnene kan være forsvundet, selv om der engang har været liv,« siger Morten Bo Madsen, der er medforfatter på to af de fem artikler, der for nylig udkom i tidsskriftet Science med resultater fra »Curiositys« første 100 dage på Mars.

Artiklerne handler om nogle små håndfulde støv, som er samlet op i den såkaldte »Rocknest«, hvor flere af »Curiositys« avancerede måleapparater blev brugt for første gang.

»Vi har fundet vand i støvet på Mars. Vi har fået bekræftet, hvor det er, og vi har fået sat tal på, hvor meget der er. Der er omkring to procent vand i jorden og op til fem procent i det fineste støv,« siger Morten Bo Madsen.

Lige nu er der hele fem aktive forskningsmissioner på Mars. Vores udforskning af Mars blev indledt i 1960erne med adskillige fejlslagne sovjetiske forsøg på at sende sonder op til forbiflyvning. Den 14. juli 1965 foretog den amerikanske »Mariner 4«-sonde den første forbiflyvning af Mars og sendte 23 billeder hjem - de første nærbilleder af en fremmed planet. Billederne var af et tørt og kraterbefængt ørkenlandskab, der mindede om vores egen knastørre Måne. Mariner-billederne punkterede dengang drømmene om en planet med rislende vand og lagde for en tid en dæmper på håbet om primitivt liv deroppe.

Da det i 1976 med »Viking«-missionerne for første gang lykkedes at sætte robotter ned på Mars, kom der flere detaljer på landskabet end kraterbillederne fra overflyvningerne et årti tidligere. Oddsene for at finde vand steg igen.

»Efterhånden som »Viking« sendte gode billeder hjem, så vi noget, der lignede vandløb, og også spor af mere voldsomme bevægelser af noget flydende. Herhjemme ville man gå ud fra som givet, at det skyldtes vand, men det kunne jo også skyldes andre stoffer på væskeform; kuldioxid, svovldioxid eller noget endnu mere eksotisk. På Mars skal der flere beviser til,« siger Morten Bo Madsen.

I 2002 målte »Mars Odyssey«, som stadig er i kredsløb deroppe, store mængder brint i undergrunden på Mars ned mod ækvator og endnu større mængder brint over polerne. Brint anses for at være et næsten sikkert tegn på vand.

På grund af det lave atmosfæriske tryk på Mars overgår vand direkte fra fast form til gasform, så man finder ikke små smeltevandsbække ved polerne, som man gør ved en gletcher, der smelter, selv om Marspolerne også svinder og vokser. Men der har været rindende vand på Mars engang, og det har forskere på Niels Bohr Institutet været med til at vise. Deres speciale er at lave måleudstyr til geologiske undersøgelser og ikke til de biologiske undersøgelser, som mere direkte leder efter liv på Mars.

»Geologien fortæller os meget om vand. Formationer af sten kan vise, om der har været rindende vand,« siger Morten Bo Madsen, videnskabelig deltager i Mars-missionerne siden »Pathfinder« i 1997.

Morten Bo Madsen og hans gruppe har bl.a. designet udstyr til analyse af Mars-støv til adskillige missioner, således også til Phoenix-missionen, der i 2008 landede nær Mars’ nordpol og gav de første egentlige beviser for vand på Mars.

»På dag fire rettede vi kameraet på den lille robotarm ind under landeren og tog et et billede. Der var noget hårdt og blankt, fire-fem centimeter under jordoverfladen, som var blevet blæst op under landingen. Solen stod i syd, og vi havde modlys. Landeren stod oven på det på tre ben og kunne ikke flyttes, så vi kunne ikke nå ind til det. Vi gravede nogle grøfter ved siden af landeren og stødte på noget meget hårdt. Nogle steder var det lyst, andre steder var det mørkt. Vi fik en klump fri på størrelse med en isterning, og mens vi diskuterede, hvad vi skulle gøre, forsvandt klumpen,« fortæller Morten Bo Madsen om de dramatiske dage for fem år siden.

Den første klump forsvandt på fire dage, sådan som en isterning ville gøre ved den temperatur i det tryk, som Mars’ atmosfære byder på. Da det efter 50 dage lykkedes at få robotarmens skovl til at vriste endnu en klump af det hårde materiale fri af jorden, skyndte man sig at lægge klumpen i landerens særlige »ovn« med måleapparatur. Klumpen begyndte at fordampe ved 0 grader celcius og var helt forsvundet ved 16 grader, nøjagtig som man ville forvente det af af is.

»Det var det første egentlige fysiske bevis på vand på Mars. Det var stort. Vi blev også dengang spurgt, hvad vi så havde ment med de tidligere overskrifter om vand på Mars. Men hidtil havde vi ikke haft direkte beviser, og vand er altså vældig interessant og værd at tale om af to grunde: Vand er forudsætningen for liv. Og adgangen til vand er vigtig for vores planer om selv at tage til Mars en dag,« siger Morten Bo Madsen.

Menneskeheden er kun to meget høje trin fra den ultimative udforskning af Mars. Første trin er en »retur-mission«, som bringer materiale fra Mars tilbage til Jorden til grundigere analyser. Det næste og sidste trin er at sende mennesker til Mars. Et menneske vil på kort tid kunne udføre lige så meget forskning som de hidtidige sonder tilsammen.

»Mennesker kan arbejde mere effektivt. Spirit og Opportunity skulle virke i 90 dage hver. Man sagde, at det svarede til at lade én feltgeolog arbejde koncentreret i halvanden time,« siger Morten Bo Madsen.