Den svenske valgkamp er skudt i gang med uvant flygtningestrid og iskold luft mellem de borgerlige partier
Moderaternas statsministerkandidat, Ulf Kristersson, har problemer med sit støtteparti, og Sverigedemokraterna er gået i offensiven forud for et valg, der for første gang har indvandring som et af de vigtigste temaer.
En del svenskere har ofte højlydt undret sig over tonen i den danske indvandrerdebat, men nu får danskerne mulighed for at følge med i en svensk udgave af samme debat i en lang valgkamp. Den borgerlige statsministerkandidat, Moderaternas partileder, Ulf Kristersson, tog en dyb indånding i en TV-debat, da han erkendte, at den politiske modstander i debatten, Jimmie Åkesson, har sikret sig et politisk forspring i spidsen for det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna.
»Vi har igennem lang tid haft store problemer med bare at diskutere de her spørgsmål på en seriøs måde. Det har jeg tidligere erkendt. Jeg kan godt forstå, at nogle stemte på Sverigedemokraterna i 2014, da det var det eneste parti, som ville diskutere tingene. Det er en lektie, som vi har lært af,« konstaterede Kristersson i søndags i SVTs politiske debatprogram »Agenda«.
Jeg kan godt forstå, at nogle stemte på Sverigedemokraterne i 2014, da det var det eneste parti, som ville diskutere tingene. Det er en lektie, som vi har lært af.
Ulf Kristersson, partiformand Moderaterne
Men det er ukendt grund, som de etablerede svenske partier nu bevæger sig ud på, og Kristersson stødte allerede i sidste uge ind i problemer, der har skabt sprækker blandt de fire partier i den borgerlige oppositionskoalition, »Alliansen«. Centerpartiet valgte i modsætning til de øvrige partier i det, man i Danmark ville kalde blå blok, at støtte et lovforslag fra den røde regeringsblok om midlertidig opholdstilladelse for op til 9.000 uledsagede flygtningebørn, så de kan færdiggøre en gymnasieuddannelse, selv om de har fået afvist asyl.
»Centerpartiets beslutning er deres egen, og ansvaret for konsekvenserne ligger hos dem,« lød den kølige reaktion i en Facebook-opdatering fra Kristersson, som har vakt opsigt i Sverige.
Centerpartiets støtte ser ud til at blive afgørende, hvis han skal blive statsminister efter valget 9. september, men den mindre koalitionspartner må rette ind efter de øvrige partier. Det gælder i kravet om en »ansvarlig migrations- og integrationspolitik« helt på samme måde som »opgaven med at gennemføre en fornuftig økonomisk politik«, fastslog Kristersson:
»Dette er ingen trussel, det er tværtimod et løfte.«
Indvandring uvant valgtema
Både de liberalkonservative moderater og Socialdemokraterna har blødt vælgere til Sverigedemokraterna, der på få år har etableret sig i svensk politik og mere end fordoblede sin stemmeandel til lige under 13 procent ved det seneste valg. Nu er flygtninge- og integrationspolitikken helt i top blandt vælgernes vigtigste prioriteter, konstaterer partiformand Åkesson ved enhver given lejlighed.
Sverige modtog i 2014 og 2015 flere end 200.000 asylsøgere, og svenske valganalytikere giver partilederen ret i, at indvandring »for første gang« tyder på at blive et afgørende tema i valget til Riksdagen.
Danske politikere kan skrive under på, at en politisk blottelse i den situation uanset forsikringer og løfter kan risikere at koste dyrt. Åkesson fra det sydlige Sverige viste, at han har læst på den lektie, da han under TV-debatten i weekenden borede løs i splittelsen i den borgerlige lejr.
Til sidst satte han trumf på, da han konstaterede, at Kristersson jo også kunne snakke stramninger med Sverigedemokraterna.
»Du siger, at du ikke tror, at vi deler ret mange værdier, men du ved det ikke, for vi har aldrig talt sammen,« lød det fra Åkesson.
Moderaterna indgik i 2014 en aftale med den socialdemokratisk ledede regering og de øvrige partier, som reelt har isoleret Sverigedemokraterna og forhindret partiet i at få indflydelse i parlamentet trods dets position som det tredjestørste parti. Den afvisning af et samarbejde holder Kristersson fast i, og hans forgænger på formandsposten måtte gå af sidste efterår efter vælgerflugt til både højre og venstre, da hun åbnede døren til Åkesson på klem.
Du siger, at du ikke tror, at vi deler ret mange værdier, men du ved det ikke, for vi har aldrig talt sammen.
Jimmie Åkesson, partileder Sverigedemokraterna
Den politiske analytiker K-G. Bergström henviser i Expressen til, at Moderaternas leder har en mulig udvej med endnu et politisk kompromis, der måske kan berolige vælgerne. Også den socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, har problemer med sin regeringspartner Miljöpartiet i integrations- og flygtningespørgsmålet, og de to partiledere kan derfor have en »fælles interesse« i at begrænse indflydelsen hos deres besværlige partnere.
Men også den flanke er under angreb fra Åkesson. Efter TV-debatten erklærede han et par dage senere på et pressemøde, at Sverigedemokraterna vil forfølge »ambitionen om så megen gennemslagskraft som muligt for vor politik, og det som vi har lovet vælgerne«:
»Så må vi se, om det betyder, at vi skal stemme for den ene eller den anden som statsminister, eller om det betyder, at vi skal stemme for den ene eller den anden sides budget.«
Del:
Andre læser også
Arkiv
USA og Israel er på vej i en frontal konfrontation med Iran – to grunde til krig og to grunde til, at det ikke sker