Det er ikke første gang, at EU har vedtaget den type sanktioner, men der er meget mere på spil rent økonomisk denne gang, fordi Rusland er en vigtig handelspartner for EU. Derfor vil sanktionerne også komme til at gøre ondt i EU, selv om man har forsøgt at lave tiltag, der rammer Rusland hårdt, men med mindst mulig betydning for europæisk økonomi.
I EU-systemet er man selv imponeret over, at det kunne lade sig gøre at lande en aftale om så hårde sanktioner i løbet af en uge med konstante møder for de 28 EU-ambassadører. Det beslutningstempo ville de færreste virksomheder kunne leve med, men i EU er det gået »hidtil uset hurtigt«, som en embedsmand formulerer det.
Det er et udenrigspolitisk gennembrud for EU at blive enige i en sag, hvor landene har meget forskellige interesser. Men den store test for en fælles europæisk udenrigspolitik udestår stadig.
Hurtig enighed i EU et særsyn
Trods enkelte sejre – ikke mindst med aftalen om Kosovo og forhandlingerne om Irans atomprogram – har EUs fælles udenrigstjeneste ikke fået etableret sig som en vægtig international spiller i sine første fem år. Udenrigschefen Catherine Ashton har været genstand for en hel del kritik. Men hun har heller ikke haft det nemt med 28 ofte uenige EU-lande om bordet. Det var da heller ikke Catherine Ashton, som USAs præsident, Barack Obama, ringede til mandag for at koordinere de amerikanske og europæiske sanktioner. Det var Tysklands kansler Merkel, Frankrigs præsident Hollande, Storbritanniens premierminister Cameron og Italiens premierminister Renzi. Det er stadig stats- og regeringscheferne, der bestemmer udenrigspolitikken.
Det er i sig selv en sejr, at det lykkedes for de 28 EU-lande at enes om sanktionerne, men der er indgået kompromiser på vejen.
Mest iøjnefaldende får Frankrig stadig lov til at levere et krigsskib til Rusland til oktober, fordi våbenembargoen kun omfatter fremtidige kontrakter. Sanktionslisten over teknologier til olieindustrien vil blive begrænset til eksport for ca. 1,1 mia. kr. Man sender et signal, men går ikke for alvor efter den russiske energisektor, der har stor betydning for en lang række produktionsvirksomheder i EU.
Det hårdeste slag bliver sat ind mod den – langt overvejende statskontrollerede – russiske banksektor, hvis ellers flittige brug af de europæiske kapitalmarkeder næsten blokeres helt. Der er dog en kattelem, idet bankernes europæiske datterselskaber undtages.
Rusland vil svare igen
Trods kompromiserne vil sanktionerne utvivlsomt gøre ondt på Rusland, der foreløbig har svaret igen med forbud mod import af frugt og grønt fra Polen. EU forventer mere fra den skuffe, men hvis der skal være troværdighed om EUs udenrigspolitik, er man nødt til at stå fast på sanktioner uanset prisen på egen krop, så længe præsident Putin ikke ændrer kurs i Ukraine-konflikten.
Det er kun to uger siden, at stats- og regeringscheferne ikke kunne enes om en ny udenrigschef på det ekstraordinære topmøde. De østeuropæiske lande blokerede for den italienske udenrigsminister, Federica Mogherini, som de offentligt kaldte alt for venligsindet over for Rusland. Netop Italien, der har en betydelig samhandel med Rusland og tidligere har været en klar modstander af hårde sanktioner, har dog ændret holdning, hvilket muligvis kan sende Mogherini tilbage i spil.
I hvert fald vil valget af udenrigschef på et topmøde den 30. august vise, om EU mener det med en slagkraftig fælles udenrigspolitik. Og dermed også hvor vægtig en international rolle EU kan komme til at spille udenrigspolitisk fremover.