Når den store leder griber guitaren, er et par klapsalver ikke nok.

Der forventes ellevild begejstring. Hele salen skal rejse sig og klappe i takt. Og når omkvædet kommer, kan det anbefales at begynde at danse af bare henrykkelse over den store leders talent.

Ovenstående er i hvert fald kotume på de officielle videoklip, der skal markedsføre Turkmenistans diktator som både landsfader og popstjerne.

Den seneste musikvideo viser den mangeårige hersker med det lange navn Gurbanguly Berdymukhammedov bevæbnet med Fender-elguitar og habitvest foran et festklædt publikum. Med sin nasale røst afsynger han det sovjetiske pophit »Karakum«.

Den nye video er præsidentens hyldest til alle landets kvinder, skrev Turkmenistans regeringsstyrede nyhedsbureau TDH.

»Videoklippet med nationens leder var den største gave til kvindelige deltagere,« pointerer bureauet om lanceringen af musikklippet under en officiel fejring.

Klapsalverne var dog næppe helt spontane.

Rivaler tåles ikke

Den tidligere sovjetrepublik i Centralasien er et af verdens mest hårdkogte diktaturer. Systemkritikere kastes i fængsel, og menneskerettighedsgrupper er bandlyst i landet, der har et befolkningstal svarende til Danmarks. Ifølge organisationen Reporters Without Borders ligger det fattige Turkmenistan nummer 178 af 180 lande, når det gælder ytringsfrihed. Kun Eritrea og Nordkorea ligger under.

Her har Berdymukhammedovs regime opbygget en personkult omkring en diktator, der har givet sig selv tilnavnet »Beskytteren«. Midt i hovedstaden Ashgabat har præsidenten opstillet en 21 meter høj, gylden statue af sig selv på hesteryg og med en due på hånden.

Rivaler tåles til gengæld ikke, heller ikke på scenen. I 2011 blev to af landets mest populære sangere fængslet i to år, efter at deres værker var blevet et hit på Youtube. Det var selvsamme år, at Berdymukhammedov sprang ud som singer-songwriter med opførelsen af den selvkomponerede »Hvide roser til dig« under en storslået fejring af sin egen fødselsdag.

Brutale indgreb mod kulturlivet er dog ingen undtagelse i regionen. Også i Kasakhstan, Tadsjikistan, Usbekistan - og i stigende grad i Rusland og Ukraine - er den sovjetiske tradition for topstyring og forbud mod kunst og musik blevet videreført.

»Musik kan have en gennemslagskraft, som mange af disse magthavere frygter,« siger Ole Reitov, medgrundlægger og tidligere direktør for foreningen Freemuse, der støtter kunstneres kamp mod censur.

Eksemplerne er legio. Sovjetdiktatoren Josef Stalin forfulgte avantgardekunstere, tunesiske myndigheder fængslede rapmusikere under det arabiske forår og Kinas censurmyndighed udsendte tidligere på året et forbud mod hiphop. Foreninger som Freemuse har også advaret om eksempler på pression mod musikere i vestlige lande, blandt andet catalanske kunstnere i Spanien. Det er dog usædvanligt, når enevældige ledere som Berdymukhammedov selv indtager scenen i stedet for de bandlyste kunstnere.

Fra Clinton til Nyrup

»Det lyder, som om man forsøger at få folk til at se præsidenten som en person med nærmest gudestatus,« siger Ole Reitov.

De præsidentielle popvideoer er også et eksempel på autokratiske regimers ofte effektive brug af sociale medier. Metoden kan dog let give bagslag, hvilket ses af flodbølgen af sarkastiske bemærkninger om præsidentens sangstemme på Youtube.

Andre ledere i Centralasien har spillet på lignende tangenter. I nabolandet Kirgistan udgav den tidligere præsident Atambajev to guitarballader i sin regeringstid. Han blev dog overgået af Kasakhstans 77-årige autokratiske leder Nursultan Nasarbajev, der for to år siden velsignede sit folk med hele fire hjemmebryggede kærlighedssange. Nasarbajev er også medforfatter til teksten til landets nationalhymne i endnu en symbolsk sammensmeltning mellem hersker og stat.

Den russiske præsident Vladimir Putins musikalske bidrag er noget sjældnere. Han forsøgte sig kortvarigt som crooner med klassikeren Blueberry Hill under et TV-show i 2012.

Også vestlige toppolitikere fra den syngende Poul Nyrup Rasmussen til USAs saxofonspillede præsident Bill Clinton har ført sig frem med kunsteriske talenter. De sidstnævnte har dog næppe samme muligheder for at udradere musikalske konkurrenter som de centralasiatiske magthavere.

I 2013 spredte der sig en optagelse på de sociale medier af Tadsjikistans mangeårige leder Emomalii Rahmon,  der sang fuldesang under en fest. Myndighederne blokerede kort efter adgangen til Youtube i landet.

Også i Turkmenistan griber den guitarspillende diktator til utraditionelle metoder for at afstive sit sceneshow.

Under hans besøg på en fabrik sidste år var to ansatte tilsyneladende blevet instrueret i at synge pivfalsk og spille på en ustemt guitar for præsidenten. Det tillod lederen at stråle i kontrast. Han greb guitaren og opførte sin egen komposition »En glans af lykke«, mens publikum klappede lydigt ad den øverstkommanderende popsanger.

Simon Kruse er Berlingskes korrespondent i Rusland